Kronik. Trods flotte ord og gode intentioner virker den internationale udviklingsbistand ofte ikke efter hensigten.

Under overfladen

 

Jens Peter Tang Dalsgaard, selvstændig erhvervsdrivende

Jeg havde 27 »fede« år i 1991-2018 som såkaldt udviklingsekspert i Asien og Afrika. Høj løn, frynsegoder, rejser til vigtige møder-workshops-konferencer. Levede højt på følelsen af at være betydningsfuld, travl, have fat i den lange ende. Jeg var, set i bakspejlet, en klassisk, vesterlandsk, veluddannet do-gooder (en velmenende, men urealistisk filantrop). Og jeg blev rigtig dygtig til at skrive intetsigende, floskelfyldte sætninger, præsentere smarte PowerPoints og forskønne virkeligheden.

Sagde flere gange op undervejs med en snigende mavefornemmelse af, at det her duede ikke. Som en slags kongens nye klæder, hvor det gradvist åbenbares, at der mangler substans. Jeg afsluttede det sidste job for et par år siden. Siden da har der været rig lejlighed til refleksion over en karriere i en industri, der underminerer sin egen integritet.

Officielt tolererer vi ikke korruption. I virkeligheden oplevede jeg snarere, at man ikke ville vide af fornemmelser for samme. Hellere vende et blindt øje til noget, der kan være svært at bevise og komme til livs, og som kan give diplomatiske forviklinger og politisk bagslag. Men faktum er, at vi opererer i korrupte miljøer, og donormidler er ofte nemmere at snyde med end modtagerlandenes egne midler. Bistanden er med til at smøre de korrupte hjul. Vi mangler mod til virkelig at råbe vagt i gevær og forsøge at gøre noget ved det.

Bistanden er 100 procent afhængig af penge. Alt måles og vejes i penge ind og ud. Jo flere, jo bedre. Større budgetter og afløb bliver målet i sig selv. Hvilket kun gør det endnu sværere at tage kampen op mod korruptionen; for det kan jo betyde en prop i pengestrømmen. En fodnote her: Jeg oplevede, at mindre projekter og budgetter tiltrak mindre interesse fra aktører med korrupte motiver. Små græsrodsbevægelser havde færre problemer.

For at finansiere de gode intentioner kræves vidtløftige, ambitiøse planer efterfulgt af succes. Det bliver skruen uden ende. Der bruges mængder af ressourcer på planlægning, budgettering, monitorering, evaluering, rapportering. Men indsamlet data er ofte af tvivlsom kvalitet og datas fortolkning ligeså. Det bliver fristende at rapportere mere positivt end sandt, da nye budgetter, karrierer og status konstant står på spil. De små hvide løgne stortrives.

Samtidig fører det til overforbrug af penge og energi på endeløse rækker af møder og workshops (på fine hoteller naturligvis) for at planlægge, budgettere og rette til, afløst af næste rækker af møder og workshops omkring opfølgning, monitorering og evaluering, som næsten umærkeligt glider over i næste rækker af møder og workshops omkring dokumentering og afrapportering, inden hele møllen gentager sig selv. Men hov, hvor blev tiden af til det egentlige arbejde?

Og imens har vi møjsommeligt kreeret et image, som skal plejes og passes, og som ikke tåler ridser i lakken, og vi har jo lovet at løfte så og så mange mennesker ud af sult og fattigdom, så det skal vi! Vi kan for alt i verden ikke rapportere, at vi ikke har nået målene, eller i det mindste snart når dem, eller i værste fald med sikkerhed når dem, når bare vi får flere penge til at forlænge projektet, så vi kan overgå os selv til næste år ...

Jeg kunne ikke længere. Jeg havde naivt troet, at jeg arbejdede i en industri, der primært eksisterer for at tjene de nødlidende. Det gør den også på papiret, men under den polerede overflade er virkeligheden tit en anden. Hovmodig og selvisk (i stedet for selvopofrende) ledelse lever i bedste velgående. Industrien med de gode intentioner skal først og fremmest holde sig selv i live og belønne sig selv. Og jeg filmede med, indtil filmen knækkede. De endeløse rækker af møder og middage med munden fuld af god mad, mens vi prøvede at sige »fødevaresikkerhed«, efterlod en flov smag.

Vi tilbeder empiri, data, penge, moderne videnskab og teknologi, men vi undervurderer betydningen af ​​den menneskelige tro, tilstedeværelse og de menneskelige relationer i vores evige stræben efter forandring og fremskridt. Vi hylder og ærer, hvad vi gør og udretter, ikke hvem vi er.

Men vi kan ikke håbe på at ændre os selv og andre uden en brugbar teori om, hvad der er rigtigt (godt) og forkert (skidt) ved den menneskelige race. Kristen tænkning, tro og identitet giver den visdom, vi søger. Det handler meget mere om vores sjæl og hjerte-tilstand, end vi tør indse. Men man ugleses, når man siger det. Sådan er tidsånden. Det er ikke bare trist, det er mega-trist. Hvornår vågner vi op? Hvornår får vi individuelt og i fællesskab indsigt og mod nok til at sige »Se, den har ikke nogen klæder på«?

 

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.