Hjælpepakke. Regeringen anerkender ikke prostitution som et erhverv. Alligevel har Domina Dark fået 69.000 kroner i coronakompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Penge i madrassen

Mød Domina Dark.

»Min skæbne er ikke at føre din fantasi ud i livet. Når du besøger mig, kræver jeg ægte underkastelse og viljeløshed.«

Sådan skriver hun på sin hjemmeside, i hvert fald den del, der tåler offentlig gengivelse. Som såkaldt dominatrix tilbyder hun en detaljeret vifte af smerte og ydmygelse, men det vigtigste at vide om hende p.t. er, at Domina Dark har et cvr-nummer, betaler skat og moms, og at hun under coronanedlukningen havde en nedgang i omsætningen. Hun lever med andre ord op til regeringens hjælpepakkekrav og har nu modtaget 69.000 kroner i kompensation. Hun blev tvunget til at lukke sin virksomhed, da bekendtgørelse nr. 251 af 22. marts 2020 krævede nedlukning af en række liberale erhverv, og selv om hendes profession ikke er nævnt ved navn, fremgår den alligevel med usynligt blæk. Bekendtgørelsen opremser, hvilke faggrupper der skal lukke – blandt andre frisører og tatovører – og nederst på listen er tilføjet følgende:

»... og øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunderne.«

Den slags øvrige lokaler har Domina Dark fire af. De er fyldt med piske, håndjern og andre effekter og indebærer nærkontakt med den mørke side af den menneskelige seksualitet. Indenfor i DarkroomNo1 (DarkroomNo2 ligger i Esbjerg) støder regeringens hjælpepakker sammen med den gråzone, danske prostituerede lever i.

»Jeg er ovenud lykkelig for, at jeg har fået kompensation, for ellers havde jeg ikke siddet her i dag. Jeg har mistet en masse penge på at holde lukket, jeg åbnede to klinikker for nylig, og jeg skal betale termin hver måned. Men det giver ingen mening for mig, at regeringen ikke vil anerkende det som et erhverv, når jeg opfylder alle kravene,« siger hun.

Alt om Haven

Officielt anser regeringen prostitution som et socialt problem. Det bekræftede Socialministeriet for nylig i et folketingssvar, og i Erhvervsstyrelsens virksomhedsregister optræder sociale problemer under branchekode 96.04.00: »Aktiviteter vedrørende fysisk velvære.« De tæller tyrkiske bade, solarier og massageklinikker og er den kode, danske prostituerede opretter sig under, da den ligger tættest på det, de foretager sig.

»Der er mange former for massage, er der ikke?« spørger Domina Dark uskyldigt.

Hendes klinik ligger i et trafikeret kryds på Lyngbyvejen, og indenfor hersker et harmonikasammenstød af praktiske forhold og ekstremiteter. I det ene hjørne står en vaskemaskine og tørretumbler, på bordet i receptionen står billeder af afklædte mænd med det, der må beskrives som usædvanlig stor selvtillid. I en magasinholder står et glittet blad ved navn SeXtreme side om side med Alt om haven. Der er lilla blomster på forsiden. I en kurv står rengøringsmidler, brun sæbe og rene viskestykker, i en anden blondeundertøj.

Domina Dark hedder i virkeligheden Lillan de Thurah og er uddannet socialpædagog. I det, hun kalder sit tidligere liv, boede hun i rækkehus med mand og børn, men som 44-årig sprang hun ud som sexsælger og fandt sin niche. Denne formiddag hører hun lokalradio og laver kaffe, mens torturlignende instrumenter, blandt andet en maskine, der ser ud til at give stød via elektroder, venter på, at de coronaforskrækkede kunder vender tilbage.

»Hvis folk ringer og spørger, om jeg kysser, siger jeg nej. Det ville være dumt i de her tider. Men ud over ekstra håndsprit gør vi, som vi plejer. Rene håndklæder, rent sengetøj,« siger hun.

Ret og pligt

De anslåede 3.000 prostituerede i Danmark står med et ben på hver side af loven. Prostitution blev afkriminaliseret i 1999, og det er lovligt at købe og sælge sex, så længe man registrerer sig som erhvervsdrivende. Skattestyrelsen har endda udgivet pjecen Indkomst ved intim massage og prostitution. Den første sætning lyder:

»At sælge ydelser inden for intim massage og prostitution anses for at være selvstændig erhvervsvirksomhed.« Pjecen giver eksempler på, hvordan et korrekt regnskab skal opbygges, og »købt prævention« og vask af sengetøj er opført som fradragsberettigede udgifter.

Til gengæld er det ulovligt at tjene penge på andres prostitution, og selv om rufferiparagraffen er åben for fortolkning – må andre for eksempel udleje lokaler til dem? – er udgangspunktet at beskytte prostituerede imod udnyttelse fra bagmænd.

Statsminister Mette Frederiksen var selv brændende tilhænger af et sexkøbsforbud a la Sverige, dengang hun var socialordfører.

»Vil vi have et samfund, hvor mennesker er til salg, eller ej? Vil vi have slaver i vores land? Ved at tage stilling til de spørgsmål kan vi beskytte kvinderne bedre. For det er et grundprincip, at Danmark ikke har slaver (...) Der er familiefædre og gifte mænd, som er involveret i slaveri en gang imellem efter arbejde. Og det er bare ikke i orden,« sagde hun i 2008.

Dengang førte socialdemokraterne og venstrefløjen heftige kampagner for et forbud, blandt andet via hjemmesiden Tagstillingmand.dk, og da Helle Thorning-Schmidt blev statsminister i 2011, blev undersøgelsen af et forbud skrevet ind i regeringsgrundlaget. Forbuddet blev dog droppet, da Straffelovsrådet advarede imod at indføre det.

Sidste år nedsatte den konservative socialminister Mai Mercado en arbejdsgruppe, der skulle rydde op i gråzonen og blandt andet se på, om prostituerede skulle have ret til dagpenge. Men da regeringsmagten skiftede, blev en af Astrid Kraghs første handlinger at lukke arbejdsgruppen, før den var blevet færdig.

»Prostitution skal ikke normaliseres og gøres til et fag på linje med tømrer eller skolelærer,« sagde den nuværende socialminister og sendte Mai Mercado op i det røde felt:

»Det er så hyklerisk, at vi gerne vil have deres skatteindbetalinger, men vi vil ikke give dem rettigheder, som modsvarer de skatteindbetalinger. Jeg kan næsten ikke holde det ud«, sagde Mai Mercado.

Regeringen har afsat 55 millioner til exitprogrammer for prostituerede, der vil ud af miljøet, og i dag er kampen indstillet. De prostituerede er strandet et sted midtimellem. Til Altinget forsøgte socialdemokraternes socialordfører at forklare, hvordan regeringens politik hænger sammen:

»Vi ønsker hverken at kriminalisere eller liberalisere. For begge dele vil skade mennesker i prostitution (...) Når det er sagt, så bygger hele vores velfærdssamfund på, at man betaler til fællesskabet af det, man tjener. Derfor skal man som prostitueret principielt betale skat.«

Regeringen vil altså hjælpe kvinderne ud af prostitution, men indtil da skal de aflevere halvdelen af deres penge. Eller set fra en anden synsvinkel: I modsætning til andre lande har danske kvinder faktisk lov til at sælge sex med visse begrænsninger.

Feminist og objekt

Domina Dark vil have fuld legalisering. Hun vil have en brancheforening, der kan organisere sexarbejdere fra alle hjørner som strippere, webcam-piger, escortpiger- og mænd samt pornoskuespillere. Hun vil have ret til a-kasse, sygedagpenge, pension, alarmknapper og besøg fra Arbejdstilsynet. Hun er medlem af Sexarbejdernes Interesseorganisation, der ikke betragter sex som potentielt skadeligt, men som en menneskelig drift, der skal udfoldes i trygge rammer.

Det mener en svensk kvinde også, der under interviewet træder ind i personalestuen på Lyngbyvejen. Hun har ingen makeup på, og havde hun ikke stoppet med barbermaskinen i tide, havde hun været helt skaldet. Hun bærer kun et stort smil og en 70er-agtig broderet kjortel med høje slidser. Samtalen med hende ender med at tage en drejning, der modsiger enhver ligestillingslogik.

»Hun er slavepige. Altså, hun er submissiv,« siger Domina Dark, da hun introducerer den svenske kvinde, der i denne artikel vil kaldes Sanna.

Tiøren falder ikke.

»Lillan slår på mennesker, og de slår på mig,« skærer Sanna igennem og slår et endnu større smil op. Hun kalder sig en flygtning fra de svenske normer og siger, at det er nemmere og tryggere at arbejde i Danmark end Sverige.

»Jeg kan godt lide smerte, men det vigtigste er, at det ikke er mig, der bestemmer. Jeg kan godt lide at føle mig som et objekt. Særligt det med, at jeg er købt. Nogen har betalt penge for at dominere mig. Jeg tænder på det. Altså i legen,« tilføjer hun for en sikkerheds skyld.

Det giver ikke mening. Lige siden rødstrømperne har kvindekampen baseret sig på, at kvinder ikke betragtes som objekter, men som handlende individer, der træffer deres egne beslutninger. For hende er underkastelsen vejen til seksuel frigørelse.

Strider det ikke imod alt det, kvinder har forsøgt at gøre op med i årtier?

»Feminister siger altid, at kvinder har ret til deres egen seksualitet,« svarer Sanna.

»Men hvis min seksualitet er sådan her, har jeg så ikke ret til den? Det er faktisk et vigtigt, feministisk spørgsmål, om du også har ret til din egen seksualitet, hvis du er submissiv. Jeg vil ikke holde op med at kalde mig feminist, bare fordi jeg ikke er enig med de andre. Jeg er også feminist, og jeg er queer. Det er lidt et clash.«

Hun fortæller også, at hun har et åbent forhold til sin kæreste, og undrer sig tilsyneladende over spørgsmålet om, hvorvidt han er jaloux.

»Nej, hvorfor skulle han være det? Vi er heldige nok til at unde hinanden seksuelle oplevelser med andre.«

Domina Dark forstår godt problemet:

»Det er ikke nemt at finde en mand, der ikke bliver jaloux. Det er svært, at finde fast kæreste med det liv, jeg har. Kvinder bliver opdraget efter en norm om, at sex er kærlighed, men i min verden er sex én ting, og kærlighed noget andet. Enhver kvinde må bestemme over sin egen seksualitet, det skal ingen regering bestemme. Hvis vi vil udleve vores seksualitet ved at sælge vores krop, hvorfor må vi så ikke tage penge for det?« spørger Domina Dark.

Svenskeren er enig.

»Præcis. Hvorfor må man spille tennis med nogen, men ikke have sex med dem?« siger hun.

Et kvindekollektiv

Huset fungerer på den måde, at andre piger, som hun kalder dem, lejer lokaler af Domina Dark. Fordi de kører hver sin selvstændige virksomhed og ikke er ansat af nogen, er der heller ikke tale om en bagmandskonstruktion som hos mange gadeprostituerede. Atmosfæren minder mere om et kvindekollektiv, og sådan foretrækker Domina Dark tingene.

»Vi har et kollegialt miljø, hvor man ikke bitcher ad hinanden og stjæler hinandens kunder. Jeg fatter ikke, at der andre steder er noget, der hedder telefondamer, der skal have provision af pigerne for at booke aftaler. De presser flere og flere kunder ind, og pigerne har ikke selv lov til at sige ja eller nej til kunderne. Her er du et selvstændigt individ, og du bestemmer selv, hvilke kunder du vil have, og hvad du tager for det.«

De er priviligerede blandt prostituerede. De fleste i Danmark arbejder på massageklinikker, mens gaden er overladt til narkomanerne, de hjemløse og de menneskehandlede.

De sociale problemer på denne matrikel vil tilsyneladende kun have hjælp af den legaliserende slags.

 

Læs også Martin Krasniks leder om, at nu bør regeringen komme i gang med at gengælde danskernes tillid og velvilje.

Læs også om, at den største videnskabelige skandale under coronakrisen er under opsejling: »Hundrede tusinde spørgsmål«