Fedme. De praktiserende lægers videnskabelige selskab protesterer over planer i Sundhedsstyrelsen om at sætte tykke på offentlige vægttabsprogrammer. De livstilsrettede indsatser virker ikke.

Få kilo at hente

Få kilo at hente Af Henrik Dørge

Det er ikke hverdagskost, at et lægevidenskabeligt selskab trækker sig i protest fra Sundhedsstyrelsens arbejde med at udarbejde faglige retningslinjer. Det er imidlertid tilfældet, når det gælder indsatsen over for folkesygdommen fedme. Her har de praktiserende lægers videnskabelige sammenslutning, Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), forladt en rådgivende arbejdsgruppe af eksperter og smækket med døren.

Ifølge de praktiserende lægers videnskabelige selskab fejltolker Sundhedsstyrelsen den eksisterende viden om, hvad der kommer ud af at sætte ind med såkaldte livsstilsinterventioner over for tykke.

DSAM mener, at styrelsen har et alt for snævert sigte med at få mennesker med svær overvægt til at tabe sig, eftersom forskningsresultater peger på, at vægttabsprogrammer ikke har en stor og blivende effekt. Det ensidige fokus på at anspore tykke mennesker til at deltage i offentlige tilbud om sund kost, motion og andre livsstilsrettede indsatser risikerer i virkeligheden at gøre mere ondt end godt samt at øge følelsen af stigmatisering og marginalisering blandt svært overvægtige, lyder kritikken.

Arbejdsgruppen har til opgave at kvalificere kommende anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen til landets kommuner om tilbud til børn og voksne med svær overvægt. Ifølge Anders Beich, formand for DSAM, har der imidlertid ikke været lydhørhed over for de almenmedicinske synpunkter.

»Og vi kan ikke lægge navn til anbefalinger, som ikke hviler på et ordentligt vidensgrundlag,« siger Anders Beich og henviser til, at selv de mest langvarige og kostbare programmer med livsstilsbaserede slankekure i gennemsnit kun giver deltagerne et vægttab på ganske få kilo, når man gør det op efter et par år. Det batter ikke meget, hvis man vejer 115 kilo.

»Interventioner, der alene er rettet mod vægttab, er simpelthen for smalle, og det nytter ikke. Faktisk gør det mere skade end gavn, at folk pendulerer i vægt. Mennesker, der taber sig, tager på, taber sig og tager på igen, lever kortere end dem, der bare lever med overvægten,« tilføjer Anders Beich.

En andet kritikpunkt mod Sundhedsstyrelsens planer er, at de praktiserende læger er tiltænkt en vigtig rolle i at opspore tykke for at sende dem videre til kommunale tilbud. Det er ifølge DSAM en forfejlet opfattelse af, hvordan relationen mellem patient og den praktiserende læge bør være og en manglende respekt for lægernes faglighed

»Selve sprogbrugen vidner om en tankegang om, at borgeren skjuler noget og derfor skal opspores. Men det er altså ikke vores rolle. Vi taler med folk om de problemer, de kommer med i vores konsultation. Vi vil naturligvis også gerne tage os af overvægt, hvis der er et åbent vindue. Men folk skal have lov til at gå til lægen og være overvægtige, uden at man absolut hele tiden skal tale om deres overvægt. Hvis vi ikke har etableret tilbud, der kan få folk til at tabe sig, skal vi jo ikke blive ved med at slå dem oven i hovedet med vægten. For så risikerer vi, at borgerne blot føler sig stigmatiserede, og at vi læger taber kontakten til overvægtige mennesker,« siger Anders Beich.

Det er Rasmus Køster-Rasmussen, læge i almen praksis med en ph.d. i vægtudvikling, der har deltaget i arbejdsgruppen som repræsentant for DSAM, og han undrer sig over, at Sundhedsstyrelsen er determineret på, at offentligt iværksatte livsstilsinterventioner er løsningen og midlet til varigt vægttab.

»I forsøg efter forsøg har man konkluderet, at alle kan tabe sig på kort sigt, men at ingen kan vedligeholde det på lang sigt. Der har været kæmpestore studier med tusindvis af deltagere i pulverkure, vægtvedligeholdelsesprogrammer, motionsaktiviteter, psykologer, gruppesupport, madlavningskurser; alt, hvad der bimler og bamler. I et best case-scenario giver de i gennemsnit et varigt vægttab på to til fire kilo. Så vejer du 140 kilo, gør det ikke den store forskel. Du er stadig svært overvægtig,« siger Rasmus Køster-Rasmussen og tilføjer, at det stiller såvel læge som patient i en urimelig situation, hvis lægerne skal opspore svært overvægtige for at sende dem videre til et kommunalt tilbud:

»Det er uetisk at opspore folk for at tilbyde dem en intervention, som vi faktisk ved stort set ikke virker.«

Nøglepositionen

For Sundhedsstyrelsen er det kritisk, at de praktiserende læger gennem deres videnskabelige selskab sender et klart signal om, at man ikke skal regne med, at de vil spille med. I sundhedsvæsenets forebyggende arbejde indtager de praktiserende læger en nøgleposition, og hvis lægerne ikke føler trang til at påtage sig et medejerskab til de livsstilsrettede indsatser, bliver det selvsagt svært at føre planen ud i livet.

Thomas Meinert Larsen, fedmeforsker og medlem af arbejdsgruppen, kalder det derfor »enormt skuffende«, at DSAM har meldt sig ud.

»De praktiserende læger har jo en helt central rolle i det her. Men de ser åbenbart ikke en egeninteresse i at medvirke, uanset om det så skyldes en opfattelse af, at interventionen ikke gavner patienten, eller de opfatter opsporingen som for stor en opgave i en i forvejen travl hverdag. Jeg forstår heller ikke, at de hæfter sig så meget ved, at programmerne kun giver et mindre permanent vægttab. Diabetes og hjertekarsygdomme bliver markant nedsat ved livsstilsinterventioner, og dødeligheden bliver reduceret. Det er for mig at se et tilstrækkeligt argument,« siger Thomas Meinert Larsen.

De praktiserende lægers modstand er ikke den eneste seriøse forhindring. I et høringssvar til Sundhedsstyrelsens påtænkte anbefalinger har KL pointeret, at det vil medføre »betydelige meromkostninger« for kommunerne, hvis det alene er dem, der skal have ansvaret for at etablere programmer for at få tykke til at tabe sig. Regeringen kan med andre ord påregne at blive mødt med et krav om storstilet økonomisk kompensation til rådhusene, hvis de skal stå for opgaven. Målgruppen er nemlig kolossal. Omkring 800.000 voksne menes at have et BMI på over 30, hvad der rubricerer dem som svært overvægtige. Cirka 22.000 børn i skolealderen har også svær overvægt.

Sundhedsstyrelsen vil ikke udtale sig om sagen, før anbefalingerne er offentliggjort.

 

Læs også om, at svært overvægtige er gået under radaren som en selvstændig coronarisikogruppe: »En ubekvem sygdom«

Læs også kommentaren om, hvorfor vi ikke taler om fedmeepidemien: »Fed slagside«

Læs også om, at årtiers kamp for at få tykke til at tabe sig ikke har gjort folk sundere, men ført til spiseforstyrrelser, mislykkede slankekure, flere kilo og socialt stigma.

Side 4