Tidligere på måneden ankom et hold kinesiske læger til Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh. Deres mission var at assistere det mellemøstlige kongedømme i kampen mod coronavirussen. Teamet bestod af eksperter i smitsomme sygdomme, i luftvejssygdomme, i intensiv behandling – og i traditionel kinesisk medicin.
Traditionelle behandlingsformer, ofte med rødder tusindvis af år tilbage i historien, spiller en stor rolle i Kinas forsøg på at forebygge og behandle COVID-19, både hjemme og ude.
»Vi er villige til at dele ud af den kinesiske erfaring med behandling af COVID-19 og give flere lande mulighed for at lære kinesisk medicin at kende,« sagde Yu Yanhong, vicechef for et kontor med ansvar for traditionel medicin, ved en nylig pressekonference.
Det er specielt urtemedicin, kineserne har i tankerne. En blanding, som mange patienter i Kina har fået, består af lakrids, kassiakanel og mere end 20 andre ingredienser og er angiveligt effektiv som lindring mod symptomer på lungebetændelse. Den er endda kommet med på en liste fra de kinesiske sundhedsmyndigheder over officielt anerkendt medicin mod COVID-19.
I sammenligning med SARS-udbruddet i 2002 og 2003 er det klart, at de traditionelle behandlingsformer har fået en langt mere central plads i denne omgang. Dengang for snart 20 år siden var det 52 procent af alle kinesiske patienter, som modtog en kombination af traditionel og moderne behandling. I dag er det op imod 85 procent.
Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at Kina nu også forsøger at udbrede brugen af traditionel kinesisk medicin i andre lande. Det er en »dramatisk« udvikling ifølge Marta Hanson, en ekspert i den kinesiske lægevidenskabs historie ved Johns Hopkins University.
»Den globale spredning af SARS-Cov-2 er uden fortilfælde, fordi Kina er langt mere integreret i verden i dag end i 2002 og 2003, og samtidig er det uden fortilfælde, at Kina i den grad promoverer traditionel kinesisk medicin som behandling af COVID-19 uden for landets grænser,« siger hun.
Det voksende fokus på traditionel kinesisk medicin har delvis økonomiske årsager. Det er en kæmpeindustri i Kina, og den vokser hastigt. Men samtidig er national stolthed blevet en vigtig kilde til legitimitet for styret i Beijing, og den kinesiske regering med præsident Xi Jinping i spidsen lægger på ingen måde skjul på, at den opfatter traditionel medicin som et af de store kinesiske bidrag til verdenskulturen.
»Traditionel medicin er en af den kinesiske civilisations skatte, som legemliggør nationens og folkets visdom,« sagde Xi ved en konference om traditionel kinesisk medicin i efteråret.
Lægevidenskab som ekspansionsmiddel
At Kina forsøger at anvende medicin i udlandet som en måde at styrke sit image på, er ikke nogen overraskelse. Sådan har det været med alle stormagter, når de i historiens løb er begyndt at brede sig på verdenskortet, ifølge Helen Tilley, videnskabshistoriker ved Northwestern University i Illinois.
»Hvert eneste vigtige imperium har hældet til at bruge lægevidenskab som en del af sit ekspansionsprojekt. Det gælder japanerne, amerikanerne og de forskellige europæiske imperier. Du kan for eksempel ikke skrive en lægevidenskabelig historie om Afrika uden at tage højde for den indflydelse, som de europæiske og selv de islamiske imperier har haft,« siger hun.
Traditionel kinesisk medicin støder ofte på skepsis i Vesten, og det samme sker nu. Det skyldes blandt andet, at den kinesiske medicin som regel kommer på markedet uden at have været igennem den samme omhyggelige testprocedure, som vestlig medicin er ude for – og som er en hovedårsag til, at vi må vente så længe på en corona-vaccine.
Men det skyldes også fundamentalt uforenelige måder at opfatte menneskekroppen på i Øst og Vest. For eksempel er qi – livsenergi – et basalt begreb i traditionel kinesisk tænkning, og dén er der slet ikke plads til inden for moderne vestlig medicin.
Det er et helt andet medicinsk »sprog«, som tales inden for rammerne af traditionel kinesisk medicin, og de kinesiske læger, som har succes med at navigere i forhold til Vesten – herunder Tu Youyou, der fik Nobelprisen i medicin i 2015 for sin forskning i malariamedicin – er nødt til at være »tosprogede«, fortæller Hanson fra Johns Hopkins.
»Jeg vil påstå, at et begreb som medicinsk tosprogethed er vigtigt, hvis man skal forstå, hvordan kinesiske læger, som praktiserer integreret medicin, kan virke inden for to helt forskellige medicinske systemer ved at skifte fra den ene behandlingsform til den anden, som om det var to sprogsystemer,« siger hun.
Men på det praktiske plan er det helt afgørende og presserende spørgsmål naturligvis, om de kinesiske urter overhovedet virker. Ifølge Mike Clark, en ekspert i traditionel kinesisk medicin ved Queen’s University Belfast, var der lovende resultater, da læger forsøgte at bruge en blanding af traditionelle og moderne behandlingsmetoder under SARS-epidemien.
»I studier foretaget i forbindelse med SARS så forskerne på en kombination af traditionel kinesisk medicin og vestlig medicin. De sammenlignede med brugen af vestlig medicin i isolation, og kombinationen syntes at føre til bedre resultater. Så det er sandsynligt, at integrerede behandlingsformer er mere effektive. Håbet er, at en kombination også vil virke i forhold til COVID-19,« siger han.
Det er de færreste, som vil foreslå en behandling baseret udelukkende på traditionel kinesisk medicin. I akutte situationer er der behov for at anvende vestlig højteknologi for at redde liv, men problemet med vestlig medicin er ifølge nogle iagttagere, at den ofrer for lidt opmærksomhed på forebyggelse og lindring, og at patienterne først kommer i behandling, når de er alvorligt syge.
»Et vigtigt argument for at anvende traditionel kinesisk medicin er at have billige og lettilgængelige metoder til at afværge sygdom og standse den, inden den sætter ind. I forhold til COVID-19 forsøger man også at udvikle metoder til at mildne sygdommen, så man kan forhindre skader på kroppen, specielt lungerne, men også andre organer,« siger Tilley fra Northwestern University.
