Mens luftforureningen letter over verdens storbyer, træder en gammel erkendelse igen klart frem: Epidemier trives, hvor folk bor tæt. Det har fået flere til at spekulere på, om det myldrende byliv snart vil miste sin glans. »Vil livet i storbyen overleve coronavirussen?« spurgte New York Times i marts, mens arkitekt Hanne Schmidt for nylig heppede på de tætte byers endeligt herhjemme: »Overbefolkede byer er farlige for både mennesker og miljø« skrev hun i et debatindlæg i Information.
Der er ingen tvivl om, at pandemien har fået mange bymennesker til at drømme sig væk fra deres små lejligheder. De, der kan, er flygtet til sommerhuse og kolonihaver. Pludselig virker byens parker klaustrofobisk små, mens de brede supermarkedsgange i en provins-Bilka synes mere tillokkende end nogensinde. Mange erfarer samtidig, at deres arbejde faktisk kan klares hjemmefra. Og længtes vi ikke i forvejen mod mere plads, grønnere omgivelser, højere til himlen?
Som vores chefredaktør her på avisen påpegede i sin leder i sidste uge, er det fristende at forestille sig, at krisen vil rive os ud af vores kapitalistiske døs og gøre det klart, at vi i virkeligheden hellere vil leve på en helt anden måde, end vi gjorde før.
Alligevel skal man nok passe på med at konkludere, at danske byboere i hobetal vil strømme mod vestjyske flækker. Urbaniseringen er en stærk kraft. Det er i byerne, den økonomiske vækst er koncentreret; det er her, man tager en universitetsuddannelse. Efter finanskrisen i 2009 så man da også, at flere danskere søgte mod København og de andre af landets største byer. Og mens coronakrisen har gjort os opmærksomme på, at vores naboer er potentielle smittekilder, så har den sociale afstand også mindet os om alt det, mange elsker ved bylivet og nu savner: fadøl på fortovscaféen, hygge i baggården, koncerter. I øvrigt er det værd at huske på, at tætte byer er et af vores bedste midler til at mindske biltrafik og CO₂-udledning.
Dermed ikke sagt, at byerne ikke vil ændre sig. I midten af 1800-tallet var en række ødelæggende globale koleraudbrud med til at sørge for, at europæiske byer anlagde moderne kloaksystemer. På samme måde vil byerne forsøge at tilpasse sig i dag. Flere steder i verden har man eksperimenteret med at opspore smittekæder ved hjælp af digital overvågning. Måske vil epidemien skubbe os i retning af de længe ventede »smart cities«, hvor alt er optimeret med algoritmer og forbundet til vores smartphones? Mon ikke vi vil finde en løsning, så folk igen kan stimle sammen på Dronning Louises Bro.
Læs også om, at ramadanen netop er begyndt, men den sædvanlige faste gælder i år ikke kun mad og drikke: »Social faste«
