Karantænedagbog. Nu kan jeg igen forestille mig et liv i oprejst tilstand.

Jeg – en coronaoverlever

MANDAG 23. MARTS: I Sovjetunionen havde man de såkaldte udarniki, stødarbejdere, der kunne knokle hårdere end alle andre og sprængte alle produktionsmål og tidsfrister.

Her til morgen, da jeg vågnede nogenlunde rask og feberfri, følte jeg mig som sådan en udarnik. En stødarbejder i samfundets kollektive immunforsvar mod coronaen. Jeg havde gjort det. Mine hvide blodlegemer havde nedkæmpet virussen. Det burde udløse en medalje. Det fik man i Sovjetunionen.

Og ja, ja, nu ved jeg godt, at der er dem derude, som mener, at jeg har sejlet under falsk coronaflag. Hvorfra ved jeg måske, at det er corona? Og hvorfor har jeg ikke ladet mig undersøge?

For at starte med det sidste: Fordi vi her i Danmark ikke undersøger folk. Eller rettere: Indtil i går, hvor strategien vistnok blev lavet om, gjorde vi ikke. Man undersøgte dem, der ikke kunne trække vejret selv og derfor havde brug for at blive indlagt på et hospital med en tilgængelig respirator. Vi havde ikke engang kapacitet til at undersøge det faglige personale, der tager sig af patienter i sundhedsvæsenet. Så kom ikke og spørg, hvorfor jeg ikke er blevet undersøgt!

Derfor har det også været lidt træls at høre myndighedspersoner sige i fjernsynet, at vi ikke undersøger dem med milde symptomer. Jeg har da ikke haft milde symptomer. Jeg har haft skrækkelige symptomer. Men jeg har selv kunnet trække vejret. Og det var kriteriet.

Personligt har jeg ikke haft noget problem med den strategi. Den er meget pragmatisk – og meget dansk, tror jeg. Vi har en svaghed for naturens gang her til lands.

Hvis man har helbredet til det, er det faktisk bedst, hvis ens krop selv står det igennem. Fuldstændig som de på danske fødegange heller ikke synes, at kvinder skal have epiduralblokader og lattergas, hvis de kan klare sig uden.

I efterårsferien fandt jeg en død sæl på Vejers Strand, der var skyllet op i stormen. Det var et stort dyr, og jeg tænkte, at den da ikke bare kunne efterlades til at ligge og rådne op på stranden. Men hvem ringer man til? Tilfældigt kom en tysk dame forbi, en af disse energiske stavgængere, der marcherer af sted som på kommando i sunde sko. Jeg spurgte hende, om hun vidste, hvad man gjorde med døde sæler.

»I Tyskland bliver de fjernet. Men det her er Dänemark, der skal de bare blive liggende og forgå. Det er jo så naturligt! Tænk på Marius, giraffen,« sagde hun. Og så gik hun videre.

Og jeg behøver da heller ikke myndighedernes ord for, at jeg har haft corona. Det ved jeg, at jeg har: For den corona opførte sig ikke som en almindelig influenza. Jeg ved godt, at jeg indledningsvist skrev, at de lignede hinanden til forveksling. Men jeg var for hurtig.

Jo, hovedsymptomerne er de samme: feber, svedeture, et værkende hoved og muskelømhed. Det er grundtilstanden. Men herudover skal man vide, at coronaen er mere ubestandig. Den kan lige pludselig forsvinde nogle timer, for at dukke op igen. Og så eksperimenterer den med kroppen. En nat gav den uro i benene, sære spjæt, som ødelagde min nattesøvn. En anden dag satte den sig i venstre side af munden, så tandkødet blev vanvittigt ømt, og jeg kun kunne spise i den anden side. Så bevægede den sig op i øret, og det føltes som mellemørebetændelse i det venstre øre. Det varede en dags tid. I forgårs sad den i højre arm, som jeg pludselig ikke kunne løfte. Den har også givet næseblod.

Min mand, som den jo også har aflagt besøg, har haft mavekneb, men det har jeg heldigvis været forskånet for. Han er stadig syg; han er et par dage bagefter mig og ude af stand til at tro på, at man kan blive rask.

Men det kan man. For nu har den forladt min krop, og jeg kan igen gå på mine ben, løfte min arm og høre med mit øre og forestille mig et liv i oprejst tilstand.

Ja, jeg har såmænd allerede fejret det i dag ved at bestille en kartoffelkage fra Lagkagehuset til 32 kroner. Det er første gang i mit liv, jeg har betalt 32 kroner for en enkelt, bette flødeskumskage, som garanteret kun koster 15 kroner i Lagkagehuset i Jylland.

Og et kort øjeblik overvejede jeg da, om sygdommen havde givet mig et mere generøst forhold til livet, så jeg fremover vil være sådan en, som gladeligt betaler 32 kroner for en flødeskumskage i Lagkagehuset. Fordi det gælder om at leve, mens man gør det. Sådan en person vil jeg gerne være. Men det er jeg nu ikke. Jeg fortrød den kage, så snart den var spist. Det er ikke prisen, men jyderne, der plager mig. De snyder altid københavnerne. Jeg har ikke købt fisk ved fiskebilen i Vejers de seneste tre år, fordi skrubberne efterhånden koster det samme som torsken på Værnedamsvej. Og vi er ved Vesterhavet!

Men har den så ikke ændret mig på anden vis denne coronasygdom? Har den måske gjort mig klogere? Her i Danmark er vi jo besatte af forestillingen om, at man skal lære noget af alting, og at det skal være så meningsfuldt det hele. Så jeg burde selvfølgelig skrive, at jeg har lært at sætte større pris på livet. Men det har jeg ikke. Jeg har altid været helt vild med livet. Jeg har ikke andet.

Jeg vil heller ikke sige, at jeg lige pludselig har forstået, hvor meget mine nærmeste betyder; for det har jeg da også fattet for længst. Det er jo derfor, at de er mine nærmeste.

Så nej, jeg er ikke blevet klogere. Coronaen har kognitivt gjort mig dummere. Jeg har tabt mere, end jeg plejer, i Wordfeud, og forleden måtte jeg tage et hint i Sudoku på difficult-niveauet. Det mindes jeg altså ikke er sket i et halvt år.

 

Dette er den sidste udgave af karantænedagbogen – læs de tidligere kapitler her:

Mandag 16. marts: »Jeg – et coronatilfælde«

Tirsdag 17. marts: »Jeg får det hele med«

Onsdag 18. marts: »Sortsynet sænker sig«

Side 3