Beredskab. Når en epidemi rammer, er indsatsen ofte præget af kaos, korruption og politisk magtspil. En forsker og en journalist har undersøgt, hvad der gik galt under det seneste ebola-udbrud i Afrika – og hvad vi kan lære af det.

Udbrudskultur

Udbrudskultur Af Bo Bjørnvig

Hvis vi tror, vi har lært lektien af de seneste årtiers udbrud af ebola, Sars, svine- og fugleinfluenza med mere, så må vi tro om igen. Det mener biolog og immunolog Pardis Sabeti, professor på Harvard, som har skrevet bogen Outbreak Culture sammen med den Pulitzer-vindende journalist Lara Salahi.

Selv om ledende eksperter fra hele verden i de sidste mange år har advaret om, at vi når som helst kunne blive ramt af en global pandemi, så er disse advarsler ikke blevet taget alvorligt nok.

Man er ganske vist rykket ud med lægehold og store pengesummer hver gang, der har været et udbrud af for eksempel ebola, men ifølge Sabeti og Salahi har indsatserne været præget af kaos, ineffektivitet, korruption, politisk magtspil og magtkampe mellem de forskellige hjælpeorganisationer. For når sygdommen rammer, og panikken breder sig, får vi det, forfatterne kalder en »udbrudskultur« – en særlig krigsagtig tilstand, hvor de agerende alt for ofte benytter kaosset til at mele deres egen kage for at fremme egen karriere eller rage penge til sig, alt mens der også foregår et politisk magtspil i det sygdomsramte land, som hindrer en effektiv bekæmpelse af sygdomsudbruddet.

Når det alligevel er lykkedes at hindre sygdommene i at sprede sig, skyldes det en blanding af held, sygdommenes karakteristika og de dedikerede, opofrende og dygtige personer, som heldigvis også deltager.

»Under epidemier og kriser kommer det bedste og værste frem i folk,« konstaterer epidemi-eksperten Peter Piot, der var en af de første til at identificere ebola i 1976.

Læren fra ebola

Ebola-udbruddet i Vestafrika 2014-2016, som Sabeti deltog i bekæmpelsen af, gennemgås som et mønster-eksempel. Som dokumentation har forfatterne udspurgt omkring 100 hjælpearbejdere og fået dem til at udfylde et spørgeskema.

Det er barsk læsning. Bare et eksempel: Det personale, der stod for at pleje de syge ebola-patienter på det overfyldte Kanema-hospital i Sierra Leone, gik til sidst i strejke, fordi de gennem flere måneder ikke fik løn, selv om der internationalt var givet op til 20 milliarder kroner til ebola-bekæmpelsen.

Hvor de mange penge endte, er en lang og trist historie – korruption er hovedsvaret – men så tog Bos­ton-lægen Nahid Bhadelia, som kendte personalet personligt, sagen i egen hånd. Han rejste 300.000 kroner gennem en privatindsamlig og sørgede for, at pengene blev afleveret direkte til de 63 ansatte.

At man behandlede dem, der stod med det farligste arbejde, så dårligt, er et af forfatternes ankepunkter, her brænder forargelsen igennem. Også fordi flere af dem døde af ebola, selv om de var beskyttet.

Det vil sige, det var ikke sikkert, de var det. I 2017 idømte en jury i Los Angeles firmaet Halyard Health en bøde på tre milliarder kroner for at have solgt beskyttelsesdragter til hospitaler i Vestafrika vel vidende, at de var defekte.

Hjælpeorganisationerne var heller ikke for gode, for eksempel masede WHOs folk sig ind og overtog ledelsen af Kanema-hospitalet, så hospitalets leder, dr. Sheik Human-Khan, blev skubbet ud på sidelinjen, selv om han var højt respekteret internationalt og af hospitalets ansatte. Det lagde hindringer i vejen for en effektiv behandling og bekæmpelse af sygdommen.

Læs også Bjarne Reuters essay: »Corona by Night«

En velanset rådgiver i MRIGlobal, dr. Joseph Fair, måtte ved selvsyn konkludere om indsatsen generelt: »Jeg har aldrig oplevet, at folk satte deres etiske standard så lavt.« Retfærdigvis må det siges, at WHOs afgåede generaldirektør Margaret Chan bagefter beklagede organisationens ustrukturerede og mangelfulde indsats.

Hvad der ifølge bogens forfattere skal ske, er først og fremmest oprettelsen af et magtfuldt internationalt styret beredskab, opbygget efter militære principper med en klar kommandostruktur, så man er beredt, når en epidemi truer, og ikke kun indkalder et beredskab, når det sker. En slags stående hær. For sagen er, at der altid er en ny sygdom, der truer, der opstår hele tiden »ildebrande«, som må slukkes.

Det er i »de stille perioder« mellem epidemi-alarmerne, forberedelserne på den næste epidemi skal ske. Den tredje verdens sundhedsvæsen skal opbygges, der skal oprettes korps af lokale rapportører, som straks varsler, hvis noget sker, så man kan reagere med det samme, hvilket er altafgørende for at hindre en epidemi. Regeringer skal indse, hvor skadeligt det er at undertrykke sygdomsinformationer, som de helst gør, og så skal alle informationer deles, så forskere verden over kan arbejde på at identificere virussen og lave en vaccine. I dag holder en del lande og forskere på deres viden. Endelig skal et vaccine-beredskab opretholdes på højt niveau, så man hurtigt kan producere en ny vaccine.

En forudsigelig katastrofe

Et stående høj-beredskab vil koste op mod 30 millarder kroner om året, men hvad er det mod de 14.000.000 milliarder, det stående militære beredskab koster? spørger forfatterne. Og her er klodens »overlevelse« både økonomisk og helbredsmæssigt på spil.

Men selv om der så småt er ved at ske noget, så er bogens forfattere ikke optimistiske, blandt andet har Trump i 2018 nedlagt beredskabsinstitutioner og skåret i beløbene til epidemibekæmpelse og vaccineudvikling. De samme krav om et globalt beredskab med milliardbevillinger kom epidemi-eksperterne med efter ebola-udbruddet i 1995, men intet skete, så da det næste ebola-udbrud kom i 2014, var man igen på herrens mark.

I følge bogens ene forfatter, Lara Salahi, er det ikke noget overraskende i den situation, vi nu står i.

»Videnskabsfolk har i årtier vidst, at en pandemi ville dukke op, og at det ville være en luftbåren sygdom, som ville sprede sig hurtigt, så der er intet overraskende i, at spredningen af COVID-19 er nærmest identisk med, hvad der er forudset,« siger Salahi til Ideer.

– Var Kina i søgefeltet?

»Det er en udfordring præcist at forudse, hvor en epidemi – eller som i dette tilfælde en pandemi – ville opstå. Den region i Kina, hvor COVID-19 opstod, er et tæt befolket urbant område, som det er let at rejse til og fra, hvilket gør det til et primært sted for en hurtig og let spredning af en meget smitsom sygdom.«

– Har du et bud på forløbet?

»Vi er midt i, hvad jeg og dr. Sabeti har kaldt ’out­break culture’, som griber inficerede regioner, så forslag og faktiske handlinger baseres på frygt, et voldsomt instinkt for at beskytte sig selv eller andre og ønsket om at få noget ud af krisen. Andre ting end selve virussen kommer dermed i fokus. Udbrudskultur har man oplevet under ethvert større sygdoms-udbrud før i tiden, og det er ikke anderledes nu.«

– Kan udbruddet stoppes?

»Selv om det næppe kan stoppes helt, så vil man nok kunne forsinke udbredelsen og beskytte de mest sårbare. På længere sigt er det afgørende, at det globale samfund, især vores del, ændrer holdning fra reaktion til stående beredskab. Uheldigvis bliver COVID-19 ikke det sidste hurtigt-spredende sygdoms-udbrud, vi oplever. Alt tyder på, at vi kommer til at se mindst tre store udbrud i dette århundrede.«

Pardis Sabeti og Lara Salahi: Outbreak Culture – The Ebola Crisis and the Next Epidemic. Harvard University Press, 2018.

 

Læs også om, at virussen bevæger sig med lydløse skridt og smitter uset balstyrisk: »En djævelsk plage«

Læs også om, at isolation kan tære på sindet og føre til depression, stress og misbrug: »Ensomhedens epidemi«

Læs også om, at selvopofrelsen har en grænse, hvis krisen rammer nogle grupper mere end andre: »Overlevelsesinstinkter«

Læs også om, at coronavirus måske spreder sig langsommere ved højere temperaturer, men sommeren vil i bedste fald købe os tid: »Foråret og håbet«

Læs også om Israels kamp mod corona med hjælp fra højteknologisk overvågning: »Ny fjende, gamle våben«

Læs også Forklaret – brevkassen om videnskab svarer på børnenes spørgsmål om corona

Læs også Forskerfejden om, hvordan virus smitter: »Karantæne i koleraens tid«

Læs også om, at det er småt med solid videnskabelig evidens for tiltag imod coronasmitte: »Sund fornuft«

Side 59