Mine kære studerende. Dette er vores første e-forelæsning. Men inden vi begynder, vil jeg tillade mig en lille digression.
Da jeg var lille og havde begået den samme fejltagelse to-tre gange i træk, fik mine forældre mig til at stille mig foran dem, pegede på min pande og spurgte: »Hvorfor er du så glemsom?« Og da jeg senere blev undervist i kinesisk og ikke kunne recitere en kinesisk tekst efter at have læst den adskillige gange, beordrede min lærer mig til at rejse mig op og spurgte i hele klassens påhør: »Hvorfor er du så glemsom?«
Evnen til at huske er den jord, som minder gror i, og minder er frugten af denne jord. Minder og evnen til at huske er den grundlæggende forskel på mennesker, dyr og planter. De er den første betingelse for, at vi kan vokse og modnes. Mange gange føler jeg, at minder er vigtigere end at spise, klæde sig på eller trække vejret – når vi mister hukommelsen, mister vi også evnen til at spise eller pløje markerne. Vi glemmer, hvor vores tøj er, når vi vågner om morgenen. Vi tror, at kejseren tager sig bedre ud nøgen end med tøj på.
Hvorfor taler jeg om dette emne i dag? Fordi coronavirussen – en national og global katastrofe – ikke for alvor er blevet inddæmmet; familier splittes stadig, og der lyder hjerteskærende gråd i Hubei, Wuhan og andre steder. Alligevel hører vi også sejrssange mange steder. Det skyldes, at statistikkerne ser bedre ud.
Døde menneskekroppe er ikke blevet kolde endnu, og der sørges stadig. Sejrssangene venter på at blive sunget, og folk er parat til at udbryde: »Åh, hvor er det klogt og stort!«
Fra den dag coronavirussen blev en del af vores liv og indtil nu, har vi ikke med sikkerhed vidst, hvor mange mennesker der er døde af den – hvor mange der er døde på sygehusene, og hvor mange der er døde udenfor. Vi har ikke engang fået mulighed for at stille spørgsmål og undersøge det nærmere. Og værre er det, at den slags spørgsmål måske aldrig bliver stillet og undersøgt nærmere, og at svaret på dem altid vil stå hen i det uvisse. Kommende generationer vil arve et uoverskueligt kaos af liv og død, som ingen har nogen erindring om.
Når virusudbruddet en dag er gået over, må vi ikke være ligesom tante Xianglin (en fiktiv uvidende og tåbelig bondekone med en feudal tankegang i en roman af Lu Xun), som evig og altid siger: »Jeg ved kun, at vilde dyr strejfer om i landsbyen om vinteren, når de ikke kan finde noget at spise oppe i bjergene; jeg aner ikke, om de vil gøre det samme om foråret.« Men vi må heller ikke være ligesom Ah Q (en anden fiktiv person i Lu Xuns roman, som er karakteriseret ved, at han bilder sig ind at være dygtigere og bedre end andre mennesker), som gang på gang påstår, at vi har sejret, selv om vi er blevet ramt, ydmyget og er døden nær.
Hvorfor rammer tragedier og katastrofer både før og nu altid det enkelte menneske, familien, samfundet, tidsalderen eller vores land? Og hvorfor skal historiens katastrofer altid betales med 10.000 almindelige menneskers liv? Blandt de utallige faktorer, som vi ikke kender, ikke spørger om eller har fået besked på ikke at spørge om (en ordre, vi lydigt retter os efter), er der også denne ene faktor, at vi mennesker – os alle, kollektivt som menneskehed og som myreagtige, ansigtsløse individer – er glemsomme.
Vores minder er blevet reguleret, skiftet ud eller helt slettet. Vi husker, hvad andre giver os besked på at huske, og glemmer, hvad vi bliver bedt om at glemme. Vi tier stille, når vi får besked på det, og synger på kommando. Minderne er i vor tidsalder blevet et redskab, der bruges til at skabe en kollektiv og national hukommelse, som igen er dannet af det, som vi enten har fået besked på at huske eller glemme.
PRØV DENNE TANKE: Lad os ikke tale om støvede gamle bogomslag, der hører fortiden til, men lad os i stedet huske de seneste tildragelser fra de forløbne 20 år. Begivenheder, som I, der er født i 1980erne og 1990erne, har oplevet og kan huske – nationale katastrofer som AIDS og SARS og nu også coronavirus. Er det menneskeskabte katastrofer eller naturkatastrofer, som mennesker intet kan stille op imod, ligesom vi heller ikke kunne stille noget op imod jordskælvene i Tangshan og Wenchuan? Hvordan kan det så være, at den menneskelige faktor i disse tidligere nationale katastrofer stort set er den samme som nu? Især SARS-epidemien for 17 år siden og den tiltagende aktuelle coronavirus-pandemi lader til at være sat i scene af den samme instruktør. Den samme tragedie opføres for øjnene af os. Som mennesker, der jo kun er støv, er vi ikke i stand til at finde ud af, hvem denne instruktør er, og vi savner også dygtighed til at finde og sammensætte elementerne i dramatikerens tanker, ideer og påfund. Men når vi nu står foran en genopførelse af dette »dødens skuespil«, burde vi så i det mindste ikke spørge os selv, hvor meget vi husker om den sidste katastrofe, vi var en del af? Hvem har slettet vores hukommelse og visket tavlen ren?
Glemsomme mennesker er dybest set som jord på vores marker og veje. Rillerne i skosåler kan træde på dem, nøjagtig som det passer dem.
Glemsomme mennesker er dybest set træblokke og planker, som har mistet forbindelsen med det træ, der har givet dem liv. Save og økser bestemmer på alle måder, hvad de skal blive til i fremtiden.
Hvis vi – alle os, der finder meningen med livet ved at skrive, og som er villige til at bruge et helt liv på at arbejde med kinesiske skrifttegn, de studerende, der følger undervisningen her på Hong Kong University of Science and Technology på internettet, og naturligvis også de mange forfattere, der har taget eksamen eller stadig studerer creative writing ved Renmin University of China – hvis vi også skulle glemme alt om blodsudgydelser og liv, hvad er så meningen med at skrive? Hvad er så litteraturens værdi? Hvorfor har samfundet så brug for forfattere?
På hvilke måder er jeres utrættelige arbejde med at skrive, jeres flid, de mange bøger I har skrevet, anderledes end at være en marionet, der styres af andre mennesker? Hvis journalister ikke skriver om det, de har set, og hvis forfattere ikke skriver om deres minder og følelser; hvis mennesker ude i samfundet, som kan tale, og som har forstand på at tale, altid kun fortæller, læser og proklamerer i ren og lyrisk politisk korrekthed, hvem kan så vide, hvad det vil sige at leve på denne jord som et menneske af kød og blod?
Prøv denne tanke: Forfatteren Fang Fang (hvis dagbøger fra Wuhan skabte opmærksomhed om krisen, red.) har ikke eksisteret i vore dages Wuhan. Hun har ikke skrevet dagbog eller nedfældet sine personlige erindringer og følelser. Det samme gælder titusinder af mennesker, der var som Fang Fang, og som gerne ville have udsendt et råb om hjælp gennem deres mobiltelefoner. Hvad ville vi så have hørt? Hvad ville vi have set?
I en tidsalders voldsomme bølger bliver det enkelte menneskes erindringer ofte reduceret til overflødigt skumsprøjt, et stigende og faldende tidevand, som udviskes eller skubbes til side, så stemmer og ord forstummer, som om de aldrig havde eksisteret. Og når den ene æra afløser den anden, forsvinder alt desværre i glemslen. Kød og blod, krop og sjæl, alt er væk. Alt er vel, siger man, men det lille støttepunkt af sandhed, der kunne have løftet verden op, er forsvundet. Historien bliver en samling legender, tabte og indbildte historier, som ikke har noget solidt grundlag.
Anskuet fra denne synsvinkel er det meget vigtigt, at vi kan huske, tage vores erindringer i besiddelse, uden at de er blevet revideret eller slettet. Det er den minimale sikkerhed, vi råder over, når vi siger bare en smule af sandheden. Det er særlig vigtigt for de studerende på vores kursus i creative writing. Flertallet af os vil gerne bruge vores liv på at skrive, lede efter sandheden og leve som mennesker i kraft af vores erindring. Hvis der kommer en dag, hvor selv mennesker som os mister en så beskeden mængde ægthed og hukommelse, vil der så stadig være personlig og historisk ægthed og sandhed tilbage i verden? Selv om vores evne til at huske og alt det, vi husker, ikke kan forandre verden eller virkeligheden, kan den i det mindste gøre det nemmere for os at forstå, at der er noget galt, når vi konfronteres med en centraliseret og reguleret »sandhed«. Den lille stemme i vores indre kan stadig sige: »Det er ikke sandt!« Før virusudbruddets vendepunkt indtræffer, vil vi stadig kunne høre og huske enkeltpersoners og familiers sorg og gråd, huske de marginaliserede midt under de øredøvende og triumferende sange.
Erindringer kan ikke forandre verden, men de kan give os et ægte hjerte. Selv om erindringen ikke kan give os styrke til at forandre verden, kan den i det mindste rejse et spørgsmål i vores hjerte, når vi stilles over for en løgn. Hvis der kommer endnu et Stort Spring Fremad, og vi bliver henvist til at bruge åbne ovne i baggårdene, vil vi i det mindste vide, at sand ikke kan forvandles til jern, og at en afgrøde på en mu (kinesisk måleenhed svarende til cirka 667 kvadratmeter, red.) ikke vejer 100.000 cattyer. Vi vil i det mindste vide, at der er tale om praktisk fornuft og ikke om en mirakuløs bevidsthed, der kan producere fysisk materie eller skabe fødevarer af den rene luft. Hvis der kommer endnu en Kulturrevolution af en slags, vil vi kunne undgå at medvirke til, at vores forældre sendes i fængsel eller til guillotinen.
MINE KÆRE STUDERENDE, vi studerer alle sammen litteraturen og kommer sandsynligvis til at bruge et helt liv på at forstå virkeligheden og erindringen gennem sproget. Lad os ikke tale om kollektiv hukommelse, national hukommelse eller om vores etnicitet, men kun om vores egen erindring, for i historien tilslører og overskygger den nationale og den kollektive erindring altid den personlige. I dag, i netop dette øjeblik, da coronavirussen langtfra kun er et minde, kan vi allerede høre sejrssangene og de triumferende råb omkring os. Af denne grund håber jeg, at I alle sammen og alle vi, der har oplevet den katastrofale coronavirus, vil blive mennesker, der husker, mennesker, der udleder erindringer af erindringen.
I den forudsigelige nære fremtid, når vores nation med sang og musik fejrer sejren over fjenden, coronavirussen, håber jeg, at vi ikke bliver tomme, intetsigende forfattere, der bare gentager, hvad andre allerede har sagt, men rigtige mennesker, der lever et ægte liv med deres egne minder. Når den store forestilling kommer, håber jeg, at vi ikke bliver en af skuespillerne eller fortællerne på scenen – eller en af dem, der klapper i et forsøg på at være en del af forestillingen – nej, jeg håber, at vi bliver de tilbageholdende, fortabte tilskuere, der står i udkanten af scenen og tavst ser på med tårer i øjnene.
Selv om vores talent, mod og mentale styrke ikke er nok til at gøre os til forfattere af Fang Fangs kaliber, behøver vi jo ikke at slutte os til de mennesker og stemmer, der betvivler og latterliggør hende. Når alt en dag vender tilbage til fred og velstand, og vi er omgivet af sang, kan vi vel stadig mumle og nynne sagte, selv om vi ikke højt og tydeligt kan sætte spørgsmålstegn ved coronavirussens oprindelse og udbredelse, for også en sagte mumlen og nynnen er et udtryk for samvittighed og mod. At skrive digte efter Auschwitz var ganske rigtigt barbarisk, men det er endnu mere barbarisk, hvis vi vælger at glemme Auschwitz i ord og i samtale og i erindringer – det er faktisk langt mere barbarisk og forfærdeligt.
Hvis vi ikke kan være whistleblowers som Li Wenliang (lægen, der gjorde opmærksom på virussen og selv døde af den, red.), så lad os i det mindste være dem, der kan høre ham fløjte.
Hvis vi ikke kan tale højt og tydeligt, så lad os hviske. Hvis vi ikke kan hviske, så lad os være tavse mennesker med erindringer. Nu da vi har oplevet coronavirussens begyndelse, angreb og udbredelse, så lad os være mennesker, der stille træder til side, når de store masser forener sig om at synge en sejrssang, når sejren er vundet – lad os være mennesker, som har en grav i deres hjerte, som har minder ætset ind i hukommelsen; mennesker, der husker og en dag kan give deres erindringer videre til kommende generationer.
Af Yan Lianke foreligger på dansk »Folkets tjener«, »Landsbyens blod«, »Lenins kys« og »De fire bøger«. Oversat af Claus Bech
Læs også Bjarne Reuter rapport fra en nattevandring i coronaens dystre skær: »Corona by Night«
Læs også kommentaren om, at efter krisen skal historien fortælles uden coronapatriotisme.
Læs også Brevkassen om karantæne-etikette
