Virusbaroner. Hos Amazon har flere brugere set sig sure på fupforfattere, som forsøger at tjene penge på coronakrisen.
Frygtprofitten
SØGER MAN PÅ »CORONAVIRUS« i bogafdelingen hos internetgiganten Amazon, får man indtryk af, at adskillige forfattere har haft usædvanligt travlt de seneste uger. For eksempel skal en ukendt forfatter ved navn Simon Mask i løbet af ganske kort tid have skrevet og udgivet både selvhjælpsbogen CORONAVIRUS: The Ultimate Survival Guide to Fight the Most Threatening Pandemic in 2020 og gør det selv-guiden Homemade Hand Sanitizer. Mens den første bog lover at give sin læser den fornødne viden til at kunne beskytte sig selv og sin familie mod den smitsomme virus, er den næste en 88 sider lang guide til, hvordan man laver sin egen håndsprit.
I techgigantens coronaudvalg findes også børnebøger, og her hitter særligt The Little Corona King, som angiveligt fortæller historien om pandemien på en »mild og positiv måde« og i øvrigt lover en lykkelig slutning. Er man mere til zombielitteratur, kan man finde den 20 sider lange Coronavirus Zombies. Volume 1: The Living Dead Apocalypse, som angiveligt indeholder rigeligt med »vold, våben og udpenslede zombiescener«.
Del:
