Jeg har ikke selv Pesten, men jeg kan låne den af en bekendt, der bor et par gader væk. Hun spørger, om jeg ikke kan tage et par løg med, så behøver hun ikke gå ned og købe ind. Det føles, som om vi leger middelalder, da jeg går hen ad Prags Boulevard med fire løg i en pilefletkurv og bytter for en bog med mørkt omslag, en lille, brun bytteøkonomi, mens jeg prøver at risikoberegne, hvor smittefarlig transaktionen er. Ingen af os er syge, så vidt vi ved, men coronaparanoiaen har sat sig i baghovedet, et lille frygtcenter i hjernen beordrer mig til at holde vejret, når jeg jeg går forbi fremmede på fortovet. Hjemme i lejligheden er der lidt snusket, men det er mine egne bakterier, som jeg lettet trækker ned i lungerne. Better the devil you know.

I Camus’ epidemiklassiker fra 1947 bliver den algeriske kystby Oran ramt af pest. Først er det rotterne, der pludselig og mystisk dør i store, blodige flokke, så spreder sygdommen sig til menneskene. Bystyret er sløve til at tage truslen alvorligt, og da man ser i øjnene, at det virkelig er pesten, der er kommet, er det for sent at gøre andet end at lukke indbyggerne inde: »Erklær pesttilstand. Luk byen,« slutter første del ildevarslende.