Coronavirus. Alle taler om risikoen for at dø, men er der også andre risici? Kommer tidligere patienter til at lide under mén på langt sigt? Svaret kan være afgørende både for individ og samfund.

De overlevende

De overlevende Af Peter Harmsen

Når vi taler om risikoen ved coronavirus og sammenligner truslen med andre epidemier, som har ramt menneskeheden i nyere tid, er der specielt ét mål, som går igen: dødeligheden. Når foreløbige tal tyder på, at antallet af døde kan være under én procent af samtlige smittede, er det typisk anledning til en vis fortrøstning. Det er trods alt ikke så slemt som for eksempel ebolavirus, der ofte ender med at slå over halvdelen af de smittede ihjel.

Men dødeligheden er ikke det eneste relevante parameter. Hvad med de mange, der overlever coronavirus, eller i fagsproget COVID-19? Skal de trækkes med helbredsmæssige konsekvenser på længere sigt? Det er et element, som ifølge nogle eksperter bør stå mere centralt i vurderingerne af den risiko, vi står over for både individuelt og på samfundsplan. Det siger for eksempel Svenn-Erik Mamelund, der er demograf med speciale i epidemier ved Storbyuniversitetet i Oslo.

»For mange patienter, som er i 70erne og 80erne eller har kroniske sygdomme, gælder det, at hvis de overlever, kan det ikke desto mindre risikere at skade deres helbred. De vil skulle kæmpe med at komme ovenpå igen, og de kan ende med at være sårbare ved den næste influenzasæson,« siger han.

»Det har der ikke været den store fokus på, men langtidsvirkninger er noget, som folk kæmper meget med i forbindelse med virusser, specielt de ældre og de, der allerede er kronisk syge. Det er noget, som man bør regne med i sygdomsbyrden i forbindelse med COVID-19. Nogle vil få det. Nogle vil dø. Og nogle vil overleve, men vil være mindre raske end før.«

Spørgsmålet er, hvor meget mindre raske de vil være. Kinas egne statsmedier har ikke ligefrem gjort noget for at gøre folk mindre forskrækkede. Global Times, som er en nationalistisk tabloidavis, beskriver obduktioner af afdøde patienter og giver en alarmerende udmelding: »Virkningen af COVID-19 på menneskekroppen er som en kombination af SARS og aids, fordi det skader både lungerne og immunsystemet,« siger Peng Zhiyong, leder af intensivafdelingen på Zhongnan Hospital i Wuhan, til avisen.

Peng uddyber ikke, hvordan immunforsvaret påvirkes, men andre forskere har beskrevet, hvordan COVID-19 kan kortslutte systemet: Når virussen trænger ind i lungerne, sender kroppen immunceller af sted som et selvforsvar, og det kan ske, at immuncellerne går over gevind og også ødelægger sundt væv. Det stemmer muligvis overens med, at de kinesiske læger ved obduktion har fundet fibrose, altså arvæv, i lungerne på patienter med COVID-19, men mindre end hvad man typisk så ved SARS. Det peger i retning af mulige langtidsfølger af den endnu gådefulde epidemi.

Følgevirkninger

Eksperter i ind- og udland, som Weekendavisen har talt med, inklusive talspersoner for Verdenssundhedsorganisationen WHO, understreger, at det endnu er for tidligt at udtale sig alt for konkret og detaljeret om de følger, som tidligere patienter med COVID-19 kan risikere at komme ud for.

Elaine Lee sidder inde med et brudstykke af et svar. Hun er radiolog ved University of Hong Kong og har gennemgået nogle af de foreløbige undersøgelser af kinesiske patienter udført med CT-scanning, som er en slags avanceret røntgen.

»Vi har endnu ingen data fra CT-scanninger, som kan vise os, om der vil være permanent skade på lungerne, specielt i svære tilfælde. For mildere tilfælde antyder CT-scanninger, at patienter bliver helt raske igen. Men det er noget, som skal undersøges nærmere,« siger hun.

Allan Randrup Thomsen, som er virolog ved Københavns Universitet, vil ikke udelukke, at der vil være langtidskonsekvenser af COVID-19, men peger ligeledes på, at det er umuligt at sige noget med sikkerhed så tidligt i forløbet.

»Jeg ved ikke, om patienter med lungesygdom kan få et skub i en dårlig retning. Det er der noget, der tyder på, når det gælder andre luftvejsinfektioner, så det kunne man også godt forestille sig her. Men det er ikke noget, vi med sikkerhed kan sige noget om, for der er ikke studier, der dokumenterer det, og vi har jo i sagens natur ikke nogen langtidsoverlevere, som vi har data på endnu,« siger han.

For at få en idé om, hvad det vil sige at leve med COVID-19 på længere sigt, kan man sammenligne med andre lignende epidemier, som har ramt os før. Den mest oplagte parallel er SARS, som bredte sig fra Kina fra slutningen af 2002. SARS var ikke nær så smitsom som COVID-19. Til gengæld var den langt voldsommere for dem, som blev ramt, med en dødelighed på omkring ti procent.

David Hui, der er professor i lungemedicin ved Chinese University of Hong Kong, gennemførte i tiden efter SARS en undersøgelse af overlevere efter sygdommen og fandt frem til, at 24 procent havde nedsat lungekapacitet et år efter at være blevet formelt erklæret for raske. Han er dog påpasselig med at overføre erfaringerne fra dengang til COVID-19 i dag.

»De fleste patienter vil komme sig helt. De, som har været i intensiv behandling og respirator over længere tid, kan udvikle en vis grad af fibrose, men der er behov for flere studier,« siger han.

Christian Wejse, der er ekspert i smitsomme sygdomme ved Aarhus Universitet, mener især, at medlemmer af risikogrupperne, som risikerer at blive alvorligt syge, også er dem, der kan ende med at få egentlige længerevarende mén. Der ser ud til at være en vis lighed mellem en lille gruppe på måske fem procent, der bliver alvorligt syge af COVID-19 og ender på en intensivafdeling, og så SARS fra for 15 år siden, fortæller han.

»Jeg forestiller mig, at 80-90 procent af alle med en COVID-diagnose har forkølelsessymptomer, måske feber, muskelsmerter og hoste i en uges tid, og så er de ovre det. For dem må vi ikke forvente, at de har flere følger af det, end du har af alle de andre forkølelsessygdomme, og det vil sige ingenting. Men for dem, der så har de alvorlige forløb, tror jeg måske godt, man kan forestille sig, at der er noget vedvarende nedsat lungefunktion,« siger han.

Læren fra ebola

Nogle epidemier kan overraske med store helbredsmæssige konsekvenser på langt sigt. Blandt dem er ebolavirussen, der hærgede i Vestafrika i midten af sidste årti og dræbte tusinder. Den eksisterende forskning blandt overlevende patienter, som er meget beskeden, tyder på alvorlige eftervirkninger, som kaster en skygge år ind i fremtiden for tidligere patienter.

Blandt konsekvenserne er nedsat syn og hørelse. En nylig undersøgelse blandt overlevende ebolapatienter viser, at 70 procent har været ude af stand til at genoptage deres tidligere job på grund af træthed samt muskel- og ledsmerter, fortæller Brayden Schindell, der forsker i ebola ved University of Manitoba i Canada og er ved at se på, hvordan det også påvirker kvinders menstruationscyklus.

»Efter epidemien er overstået, har de overlevende haft store problemer med at få den nødvendige behandling. Men det er et område, vi ikke ved meget om, for der er ikke forsket særlig meget. Der er et kæmpe hul i bevidstheden om behovet for hjælp til de langtidskonsekvenser, som patienterne lider af,« siger han.

Claire Standley, en specialist i globale sundhedsforhold ved Georgetown University i Washington, peger på en anden generelt upåagtet konsekvens af ebolaudbruddet i Vestafrika: det PTSD-lignende traume, som sygdommen har efterladt hos overlevende.

»En af de ting, som ikke er blevet undersøgt særlig meget, er den psykologiske virkning af den type udbrud. I Vestafrika for eksempel har ebola været en altødelæggende sygdom, som mange har haft tæt inde på kroppen. De er blevet traumatiserede af at se, hvordan familiemedlemmer er blevet ramt og revet bort,« siger hun.

Christian Wejse fra Aarhus Universitet tvivler dog på, at COVID-19 på noget tidspunkt vil nå et omfang og en intensitet i vores del af verden, som gør et lignende scenarie til en realistisk mulighed.

»Ebola er en helt anden sygdom. De har jo stået over for en dødelighed på 60-70 procent, når de fik diagnosen. De er blevet ekstremt skræmte. Der har været massiv dødelighed ved behandlingsfaciliteterne. De har set folk omkring sig ligge og dø. De har været meget, meget traumatiserede, så det er ikke så underligt, at de har haft sådan noget posttraumatisk stress. Det tror jeg ikke helt, vi skal forvente med COVID-diagnose,« siger han.

Hurtigt glemt

Ikke desto mindre kan man spørge, om myndighederne er opmærksomme på de mere permanente konsekvenser af en epidemi som COVID-19. De eksperter, Weekendavisen har talt med, erkender samstemmende, at i den nuværende situation, hvor sundhedssystemet risikerer at blive spændt til det yderste bare for at tackle den umiddelbare krise med inddæmning af epidemien og behandling af de syge, må eftervirkningerne vente til senere.

Men problemet er, at når først den umiddelbare forskrækkelse har lagt sig, kan epidemierne hurtigt få lavere prioritet. Det er, hvad der er sket med ebola, som havde verdens opmærksomhed, da det kunne ramme alle, men nu stort set er forsvundet fra radaren, ifølge Schindell fra University of Manitoba.

»Jeg tror helt klart, at frygt kan spille en rolle og motivere folk til at handle. Ebola var virkelig skræmmende, og det havde potentialet til at brede sig meget mere. Den frygt var sikkert medvirkende til, at man satte kraftigt ind på at begrænse sygdommen. Men nu hvor den så er kommet under kontrol, har frygten lagt sig igen. Jeg tror ikke, at det er hele årsagen til den manglende fokus, men det er i hvert fald en vigtig del af den.«

 

Læs også Martin Krasniks artikel om indgrebet, der er legemliggørelsen af verdens mest udbyggede velfærdsstat: »Undtagelsestilstand«

Læs også Klaus Wivels leder om coronakrisen: »Den sande natur«

Læs også om, at helt nye økonomiske metoder og indgreb kan være på vej: »Giv pengene væk«

Læs også Pernille Stensgaards essay om forholdet mellem corona og klima: »Verden uden os«

Læs også om, at med coronavirussen står Trump over for sit præsidentskabs alvorligste krise: »Virus-valget«

Læs også Jesper Storgaard Jensens reportage fra Rom, hvor alle smittet af en undergangsstemning: »#Iostoacasa – jeg bliver hjemme«

Læs også Frederik Stjernfelts essay om det spejl, litteraturen holder op for os i krisetider: »I pestens tegn«

Side 52