Den kolde januartid er jo højsæson for snue, snotnæse samt andre ubehagelige tilstande. Og når helbredet skranter, er det som bekendt nærliggende for det arbejdende folk at blive hjemme under dynen.
Men i virkeligheden drejer sygefraværet på arbejdspladserne sig ikke kun om sygdom. Samfundsøkonomien spiller også en rolle for, hvor meget danskerne sygemelder sig.
Under de senere års økonomiske optur har tendensen været, at flere bliver hjemme fra jobbet, fordi de ikke føler sig friske. I 2013 var antallet af fraværsdage på grund af egen sygdom i gennemsnit 8,1 dag. I 2018 steg tallet til godt 8,5 dage. Med andre ord er sygefraværet i løbet af fem år vokset med næsten seks procent, såfremt man skal tro Danmarks Statistik.
Udviklingen skyldes ikke, at befolkningens sundhedstilstand pludselig er blevet ringere. Den skyldes konjunkturerne. Jo bedre det går med økonomien og beskæftigelsen, jo større er sygefraværet. Er der omvendt krise og udbredt arbejdsløshed, falder sygefraværet.
At sygefraværet svinger med konjunkturerne, er for eksempel blevet påvist af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA): I 00ernes buldrende opgangstider steg sygefraværet. Så kom finanskrisen i 2008, og i de følgende år faldt sygefraværet. Men siden Danmark i 2013 røg ind i det aktuelle økonomiske opsving, er fraværet på grund af egen sygdom altså vokset igen.
Som seniorforsker Iben Bolvig fra VIVE forklarer:
»I en højkonjunktur kommer flere mennesker i beskæftigelse, også dem, der befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet. De er mere sårbare og bliver derfor nemmere syge. Før indgik de måske slet ikke i statistikkerne, fordi de var på kontanthjælp,« siger hun.
Tage Søndergård Kristensen, tidligere professor på NFA og i dag selvstændig konsulent med kortlægninger af det psykiske arbejdsmiljø på både offentlige og private arbejdspladser, er enig. Men der er formentlig også en anden årsag til, at sygefraværet følger samfundsøkonomien, siger han:
»Når der er høj arbejdsløshed, er folk mere bange for at blive fyret, hvis de ringer og sygemelder sig. Hvis der er mangel på arbejdskraft, føler folk sig mere sikre i sadlen. Men man skal ikke overse, at der faktisk er flere syge mennesker, der går på arbejde hver dag, end der er raske, som pjækker.«
Politik har også en direkte indflydelse på omfanget af sygefravær. For eksempel sygemelder danskerne sig ikke så meget som de andre skandinaver. Det skyldes ikke, at vi har et jernhelbred, men at politikerne har skabt et mindre rummeligt arbejdsmarked hertillands, påpeger Tage Søndergård Kristensen:
»I Norge og Sverige betaler staten stort set hele udgiften til sygedagpenge. Det vil sige, at arbejdsgiverne beholder folk, selvom de ofte er syge, fordi det ikke koster dem noget. I Danmark ville de samme mennesker miste deres arbejde.«
Ifølge Tage Søndergård Kristensen er fænomenet sygefravær nu i det hele taget en diffus størrelse, og det er blandt andet blevet dokumenteret i et forsøg, hvor en række læger medvirkede. Lægerne blev præsenteret for 20 forskellige sygehistorier. I de fleste cases ville omkring den ene halvdel af lægerne give en sygemelding; den anden halvdel ville ikke.
»Så konklusionen er, at man lige så godt kan slå plat og krone i stedet for at bruge penge på en lægeerklæring,« siger Tage Søndergård Kristensen og tilføjer:
»Derfor er hele diskussionen om, hvem der er syge, og hvem der er raske, i virkeligheden et bluffnummer. Det handler om samspillet mellem jobbet og ens skavank, når vi vågner om morgenen og skal beslutte os for, om vi vil gå på arbejde eller ej. Har man ondt i hovedet og et lortejob, bliver man hjemme. Og har man ondt i hovedet og et job, hvor man føler, at man ikke kan undværes, går man på arbejde. Det er derfor, at ledere og højtuddannede stort set ikke har fravær.«
Kaptajnen på skibet
Værd at bemærke er, at de offentligt ansatte oftere tager sig en sygedag end medarbejderne i de private virksomheder. Det gælder såvel mænd som kvinder, og det gælder, uanset hvor lang en uddannelse man har, viser tal fra Danmarks Statistik. I 2018 havde offentligt ansatte kvinder i gennemsnit 12,9 sygefraværsdage, mens privatansatte kvinder havde 8,4. Offentligt ansatte mænd tog 7,9 sygefraværsdage, mens mænd i de private firmaer nøjedes med at melde sig syge i 6,1 dag.
Også inden for den offentlige sektor er der forskelle. Sygefraværet er lavere i staten, end det er blandt medarbejderne i regionerne og kommunerne. Det er med andre ord især velfærdssamfundets kernetropper med de varme hænder, der yder den borgernære service og arbejder med børn, syge og ældre, som oftere føler sig for syge til at gå på jobbet.
De seneste tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor fortæller desuden, at nogle faggrupper melder sig mere syge end andre. I regionerne, der driver sygehusene, er antallet af sygefraværsdage blandt sygeplejerskerne således 11,5 dage i snit. Blandt reservelægerne er det mere beskedne 6,9 dage. De to faggrupper har nok lige travlt med at tage sig af patienterne. Men ifølge Pernille Steen Pedersen, der forsker i sammenhængen mellem arbejdsliv og stressrelateret sygefravær og er postdoc på CBS, er sygeplejerskerne under et ekstra pres.
»Sygeplejerskerne er en faggruppe, som føler sig klemt og talt ned, og som oplever, at deres faglighed ikke bliver anerkendt. Den problemstilling har lægerne ikke på samme måde. Lægerne kan have det problem, at heller ikke de har lang tid til at udføre arbejdsopgaverne. Men lægerne oplever dog, at de får lov til at udføre de opgaver, som de er uddannet til. Får du ikke anerkendt din faglighed, oplever du ofte, at der ikke er så stor mening med arbejdet, og det kan skubbe dig det sidste stykke ud på vejen mod en sygemelding,« siger Pernille Steen Pedersen.
Påfaldende er det også, at de offentligt ansatte nede på gulvet oftere sygemelder sig end deres chefer, selv om de har den samme uddannelse. De ledende sygeplejersker har halvt så mange sygefraværsdage som de almindelige sygeplejersker. Samme tendens kan man for eksempel spore i folkeskolen. Her har lærerne 11,1 sygefraværsdag om året, mens skolelederne blot er syge 4,5 dage.
De foresattes helbred er næppe dobbelt så godt som de menige medarbejderes, men ifølge Pernille Steen Pedersen bunder chefernes lavere fravær i en større ansvarsfølelse.
»Det ligger i ledernes DNA; du er kaptajnen på skibet, og det kan du ikke forlade. Så de bider tænderne sammen. Men når lederne vælter, falder de til gengæld ofte hårdere, fordi de har ignoreret symptomerne i alt for lang tid,« siger hun.
Skammen
Ifølge såvel Pernille Steen Pedersen som Tage Søndergård Kristensen hører de mange dokumentationskrav, som de offentligt ansatte er underlagt, med til historien om det højere sygefravær i kommuner og regioner. Det tager tid fra arbejdet med borgerne, ødelægger arbejdsglæden og betyder populært sagt, at medarbejderne ikke føler, at de får lov til at passe deres arbejde.
Forhører man sig hos Tage Søndergård Kristensen er en del af sygefraværet blandt de offentligt ansatte samtidig udtryk for et kulturelt skifte.
»Tidligere var det sådan, at for eksempel skolelærere og sygeplejersker stort set ikke havde noget fravær. Men i løbet af de seneste 10-20 år har de udviklet en fraværskultur. I samme periode er det almindelige mismod inden for deres sektorer vokset. Der har udviklet sig en opfattelse af, at de ikke har det godt. Den herskende diskurs er, at de har et dårligt arbejdsmiljø og er stressede. Det er en stærk forestilling, og den trives også godt i deres fagforeninger,« siger han.
Spørger man fagforbundet FOA, er manglen på tid til at tage sig ordentligt af de ældre nu en reel årsag til det særdeles høje fravær blandt hjemmehjælperne i kommunerne. I snit har sosu-assistenter og sosu-hjælpere godt 16 sygefraværsdage, altså mere end tre arbejdsuger om året. Men det er der ifølge sektorformand Torben Klitmøller Hollmann en god forklaring på:
»Mine medlemmer går fra borgerne og tænker: ’Det her kunne jeg have gjort meget bedre, hvis jeg havde haft tiden til det.’ De må forlade den ældre, der sidder og græder, som måske ikke får besøg af sine børn, eller den ældre, der er tæt på at dø. Og hvis man hver dag føler, at man kunne have gjort det bedre, skammer man sig over den pleje, man har givet. Den følelse forsvinder ikke. Den sidder i kroppen. Og det bliver du syg af.«
