Juleessay. Nej, det er ikke en trussel mod samfundet at være alene. Problemet er snarere, at fællesskab altid omtales som noget entydigt positivt.

En hyldest til ensomheden

En hyldest til ensomheden Af Lone Frank

»Tror du, man kan bruge julens fortælling til at skabe en større fortælling, som handler om det fællesskab, vi har omkring vores lille planet?«

Spørgsmålet kommer helt bag på mig. Jeg er inviteret i P1s julekalender til en hyggelig samtale om kunstig intelligens og andre fremtidsteknologier, men pludselig ser intervieweren hen over mikrofonen med et alvorligt blik og springer et helt andet sted hen. Efter en hørlig kunstpause får jeg svaret et eller andet forblommet og bliver så hurtigt ekspederet ud af studiet. Det er tid til en munter jingle.

Metroen hjem fra DR Byen er fyldt til sit bristepunkt, men selvom jeg er klemt inde af en gruppe hæst pludrende unge drenge, er det dét med fællesskabet, som bliver ved at skurre i mine ører. Ikke fordi jeg endnu en gang vil harcelere over selve julen. Det er velkendt, at dens anprisning af især familiefællesskab er både forceret og forlorent. Nej, det, som generer mig, er den romantisering af fællesskab, som præger vores tid i det hele taget. Ligesom det plager mig, at der altid følger en em af skræk og hysteri, når talen falder på ensomhed.

Fællesskab er noget entydigt positivt, og al opbyggelig tale går på, at vi endelig skal have mere af det. Om det så er i forbindelse med klimaet, den nationale samhørighed, det lokale fodboldhold eller andelsforeningen, vi bor i. For nogle partier er fællesskab ligefrem blevet en politisk besværgelse, som manende gentages, så snart man har ordet. Det, vi er fælles om, står som varmt, godt og trygt, i modsætning til individualismen, som man forstår er kold og ond. Sammen er vi stærke, men alene er vi svage.

BEVARES, fællesskab kan naturligvis være både opløftende og givende. Det er smukt at stå foran Orange Scene og fortabe sig i musikken, mens man føler sig sælsomt forbundet med alle de andre festivalgæster. Men vi glemmer i den generelle begejstring, at menneskeligt fællesskab i høj grad er et tveægget sværd.

Det var også fællesskabets sus og svulmende kraft, som løftede nazisterne på deres stævner i Nürnberg. Ligesom det er et opslugende og individualitets-udslettende fællesskab, der får mennesker til at valfarte fra alle egne af kloden for at melde sig under fanerne hos Islamisk Stat. Det er også et fasttømret fællesskab, der udøver den sociale kontrol i etniske miljøer, som vi gyser over, når digteren Yahya Hassan og forfatteren Sara Omar giver den stemme.

Mennesket er et i særklasse socialt dyr, siger vi i skåltaler. Og det er sandt. Mere end noget andet væsen er vi i stand til at samarbejde, handle altruistisk og føle empati selv med fremmede. Men en af mekanismerne i denne socialitet er en uhyre stærk tendens til at skelne mellem »dem« og »os«, eller in-group og out-group, som det hedder i evolutionsbiologisk jargon. Faktisk definerer vi typisk et »os« i opposition til et »dem« og retter altså vores fællesskaber imod noget eller nogen. Dem med et andet verdenssyn, en anden religion, en anden farve eller måske bare andre præferencer for sex eller mad end os selv.

Der er ikke tale om modne overvejelser, men om en automatisk tænkning, og dens spor kan følges helt ind i fysiologien. Både psykologiske eksperimenter og hjerneskanningsstudier viser, hvordan vores empati og forståelse skrumper betragteligt, så snart et andet menneske ryger i kassen med »dem« frem for »os«.

MENS fællesskabet tales op, får ensomheden til gengæld urimelig og dårlig presse. Den gennemgående fortælling går på, at det senmoderne samfund med sin individualisme og sine sociale medier skaber ensomhed, at denne ensomhed er stigende, og at den er sundhedsfarlig.

Medierne citerer i ét væk undersøgelser, der tyder på, at kronisk og alvorlig ensomhed giver en overrisiko for forhøjet blodtryk, overvægt, inflammation, hjerteanfald og tidlig død. Som risikofaktor betragtet svarer følelsen af ensomhed til at pulse 10-15 cigaretter dagligt, hedder det. Og skal man tro kommentatorer i blandt andet TIME, er ensomhed »fremtidens store folkesundhedsproblem«, da den inden for en årrække vil nå »epidemiske proportioner«.

Men hvor mange er da ensomme? Holder det, når American Psychological Association på sin hjemmeside anfører, at op imod 40 procent af deres landsmænd over 45 år enten ofte eller kronisk er ensomme? Eller når en rundspørge arrangeret af The Economist i 2018 finder, at det samme gælder for knap hver fjerde voksne brite?

Nej, fremfører flere seriøse forskere. I et grundigt amerikansk studie fra 2017 angiver seks procent af voksne briter, at de altid eller ofte føler sig ensomme. Nøjagtig samme andel, som man finder i Norge, og ikke langt fra de 6,3 procent danskere, der ifølge Den Nationale Sundhedsprofil gennemført af Sundhedsstyrelsen i 2017 ofte føler sig uønsket alene. Ikke blot er ensomheden langt lavere, end vi typisk hører, den er heller ikke stigende. Det anfører den norske sociolog Anders Barstad, som har lavet en ph.d. om ensomhed og gennemgået den internationale litteratur.

Jeg vil hævde, at evnen til at være alene og evnen til at dyrke en positiv ensomhed er uvurderlig.

Man taler imidlertid epidemien frem. Som den amerikanske sociolog Eric Klinenberg bemærker i en kommentar i New York Times, kan man i spørgeskemaer definere ensomhed, så mange kan være med. Hvem har ikke af og til følt sig »udelukket« eller »savnet samvær«? Som den norske psykolog Thomas Hansen siger til videnskab.no, lider de fleste af forskningslitteraturens ensomme af »en mild og normal grad af ensomhed«.

MEN vi er ved at opbygge et abnormt og skadeligt forhold til ensomhed. Selve det at være alene, og det ikke at bekende sig til alverdens fællesskaber, bliver lig med den negative og farlige ensomhed. Noget, man skal skamme sig over og søge hjælp for.

Jeg vil hævde, at evnen til at være alene og evnen til at dyrke en positiv ensomhed er uvurderlig. Ikke alene fordi helvede, med Sartres ord, ganske ofte er de andre, men fordi det kræver et solidt forhold til én selv at kunne agere velovervejet i en hypersocial virkelighed.

I den forbindelse er det interessant, at ensomhed på samfundsplan dæmpes af individualisme. Den er således et større problem i mere kollektivistiske og familiebaserede samfund end dér, hvor individets selvbestemmelse og udfoldelse er i højsædet. Det iagttager blandt andre Thomas Hansen, som for nylig har undersøgt ensomhed i 12 europæiske lande. Det viser sig, at de nordiske og nordeuropæiske lande, som ifølge sociologer ligger i toppen med hensyn til individualisme, har signifikant færre ensomme end syd- og østeuropæiske nationer. Tidligere tværkulturelle studier har fundet noget lignende. Spansktalende puertoricanere er mere ensomme end fastlandsamerikanere generelt, og det samme er kinesere.

Det kan lyde paradoksalt, men er slet ikke så underligt, argumenterer de amerikanske socialpsykologer Valerie Lykes og Markus Kemmelmeier. Ensomhed er en subjektiv følelse, og den hænger nok så meget sammen med forventninger. Det kan meget vel være nemmere at føle sig i socialt underskud, når den kulturelle norm og forventning er, at man er tæt forbundet med andre og særligt med sin familie. En kultur, som understreger den enkeltes uafhængighed og selvbestemmelse, giver derimod mere frihed til at definere, hvor meget og hvilken type social omgang den enkelte trives med.

Læs også: Engang var vi bare alene, når der ikke var andre: »Opfindelsen af ensomhed«

VIRGINIA Woolf talte som bekendt om nødvendigheden af a room of one’s own. Personligt må jeg indrømme behovet for at råde over en hel matrikel, og sådan har flere og flere det tilsyneladende.

»Hvor som helst, der er velstand og en velfærdsstat, bruger folk ressourcer på at skaffe sig deres egne steder,« observerer den amerikanske sociolog Eric Klinenberg i Going Solo – The Extraordinary Rise and Surprising Appeal of Living Alone. Bogen voksede ud af et forskningsprojekt, som skulle handle om ensomhed, men ændrede form, da Klinenberg opdagede, at det kun var meget få af dem, der levede alene, som rent faktisk var ensomme. Til gengæld kunne han konstatere, at storbymennesker rundtom i verden i stigende grad bor alene, fordi de aktivt vælger det.

Siden 1950erne er det bare gået frem, og selv efter finanskrisen, da alle forudså, at dårlig økonomi ville tvinge folk til at leve sammen på forskellig vis, fortsatte stigningen i enmandshusholdninger.

Klinenberg krediterer flere faktorer. Kvinder, der får egen indtægt, urbanisering og ikke mindst udviklingen inden for den moderne kommunikationsteknologi. I kraft af de netværk, vi opdyrker elektronisk, er vi efterhånden så koblet sammen på kryds og tværs, at det bliver muligt at være alene uden at være ensom. Fysisk alene, men i psykologisk forstand forbundet.

Igen fører de mest individualistisk orienterede lande an. I USA lever 28 procent alene, men i de nordiske lande topper vi statistikkerne, i og med 40-45 procent af husholdninger kun omfatter én person. Der er ikke længere tale om et socialt eksperiment, mener Eric Klinenberg, men derimod »et nyt socialt grundvilkår, som er kommet for at blive«.

DET er et eviggyldigt eksistentielt grundvilkår, at vi alle i bund og grund er alene. Bevares, vi kan komme tæt på andre mennesker og kan endda have stor fornøjelse af det, men i sidste ende er vi uhjælpeligt spærret inde i os selv på livstid. Det er indlysende vigtigt ikke bare at kunne holde sig selv ud, men virkelig at være hjemme i sig selv for at kunne forholde sig fornuftigt til andre. Vi skal hver især udforske, overveje og udvikle vores egne lyster, holdninger og moralske grænser for at kunne stå imod de pres og krav, der hele tiden vælter ind fra diverse fællesskaber.

Så vidt jeg kan se, er et solidt fokus på individet og individets frihed et af den vestlige kulturs væsentligste bidrag til den historiske udvikling. Vi skyder os selv i foden, når begrebet individualisme kommer til at stå som det afstumpede og selviske alternativ til det sakrosankte fællesskab. Individualisme bør være en afgørende grundværdi. I en tid, hvor lynhurtige storme rejser sig på verdensomspændende sociale medier, og blæsten effektivt som aldrig før forplanter sig til håndgribelige kollektive bevægelser, er der brug for en reflekteret individualisme.

Identitetspolitik er en eminent illustration af, hvad der går galt, når det fælles skygger for det partikulære. Denne moderne svøbe, som lige nu tæsker løs alle steder og fremmer hysteri og intolerance, handler netop ikke om, at hin enkelte står på sine egne rettigheder og sin egen måde at være i verden på, men om gruppeidentitet. Og om os mod dem.

Vi er de etnisk marginaliserede, og vi kræver, at flokken af døde hvide mænd bliver udrenset fra universiteternes pensum! Vi er de ikke-binære med flydende kønsidentitet, og vi kræver, at I skal ændre sprogets pronominer efter os! Vi er undergruppen af ikke-binære, der identificerer sig som kvinder med penis, og vi kræver, at den gruppe af lesbiske, som ikke vil have sex med os, skal fordømmes som transfober!

Den hårdnakkede gruppetænkning er ikke bare idiotisk, den stiller individet svagt. Det er i sidste ende kun en insisteren på at være præcis den, man selv er, som åbner for, at de andre også kan være dem, de nu engang er. Det er individualismen mere end noget andet, som er indgang til en live and let live-mentalitet.

Et nyttigt supplement til det moderne juleevangeliums tale om mere fællesskab kunne passende hentes hos den franske matematiker og filosof Blaise Pascal. Det er ikke hans teorem eller bidragene til hydrodynamikken, jeg tænker på. Det er den klarøjede konstatering af, at »alle menneskehedens problemer kommer af menneskers manglende evne til at sidde stille i et rum alene«.

Læs også Sarah Von Essens »Opfindelsen af ensomhed«

 

Hør også podcasten Ingen elsker Lone Frank:

 

Hør alle Weekendavisens podcast – for eksempel Lone Franks 24 spørgsmål til professoren – på weekendavisen.dk/podcast

 

Side 16