Essay. Hvis vi skal komme den allestedsnærværende forsukring til livs, har vi brug for mindre julemand og mere Krampus, skriver Lone Frank.
Uhyggelig jul
Julen er bare ikke min fest. Bortset fra gløgg – helst hvid og gerne stærk – bryder jeg mig meget lidt om julens udtryk. Parcelhuse pakket ind i gustne lyskæder fra det nærmeste byggemarked, stofnisser alle vegne og sentimentale amerikanske julesange, der kører i båndsløjfe i det offentlige rum.
Det hele får mig til at længes efter – om ikke skibskatastrofer og pludselig død – så dog mod en tradition, som er ukendt herhjemme, men spillevende i dele af det tysktalende Europa. Nemlig den decideret uhyggelige Krampus. Skikkelsen, hvis navn kommer af det tyske ord for kløer, er en slags julens Store Bastian, blot mere skræmmende og bestialsk. Han er pelsklædt, halvt ged, halvt menneske og med horn, hugtænder og en lang blodrød tunge, som provokerende hænger ham ud af flaben. Han er ond i sulet, og hans mission er straf og afskrækkelse.
Del: