Socialt. Intern strid om holdningen til prostitution, stofmisbrug og tobakspriser lammer Rådet for Socialt Udsatte, der nu skal udskiftes.

Den gode viljes kampplads

Den gode viljes kampplads Af Henrik Dørge

Rådet for Socialt Udsatte er talerør for de mest marginaliserede borgere, men for tiden mangler de fattigste, de hjemløse, misbrugerne, de svært psykisk syge og andre af samfundets mest udsatte den stemme. Institutionen er sendt til tælling. Sidste uge forlod Jann Sjursen, tidligere minister og formand for Kristeligt Folkeparti, pludselig formandsstolen efter knap ti år på posten. Samtidig stillede alle de resterende 11 medlemmer af Rådet deres mandat til rådighed for social- og indenrigsminister Astrid Krag, så hun kan sammensætte et nyt hold.

Den helt usædvanlige situation er kulminationen på et længere forløb, hvor samarbejdet mellem Jann Sjursen på den ene side og enkelte af Rådets øvrige medlemmer på den anden gradvist udviklede sig fra slemt til værre. Det skyldes blandt andet divergerende socialpolitiske syn på indsatsen over for prostitution og stofmisbrug.

Skal man for eksempel betragte prostitution som så problematisk, at sælgerne af sex først og fremmest skal have hjælp til at komme ud af prostitution? Det syn forfægtede Jann Sjursen og hans støtter i Rådet. Eller skal man snarere erkende, at salg af seksuelle ydelser er en realitet, og at det giver mere mening at give kvinderne bedre vilkår og rettigheder som sexarbejdere? Det synspunkt plæderede blandt andet lederen af Gadejuristen, Nanna W. Gotfredsen, for som leder af den interne opposition.

Tilsvarende når det gælder stofmisbrugere: Skal samfundet primært have fokus på at få borgerne ud af misbruget, eller er det mere oplagt at afkriminalisere forbruget af narkotika som en vej til at give borgere med afhængighed af stoffer et bedre liv?

Spørgsmål som disse, der rammer dybt ned i socialpolitiske ideologier og i essentielle livssyn, har i de seneste måneder kløvet Rådet for Socialt Udsatte og skabt et så betændt klima, at Jann Sjursen altså nu er endt med at gå. Hvordan den fremtidige sammensætning af Rådet skal være, svæver i det uvisse.

En del af konflikten mellem de stridende grupperinger er forsøgt løst ved en sprogpolitik for Rådet. Her nåede medlemmerne i september for eksempel som en slags kompromis frem til, at prostituerede i den fremadrettede råds-lingo skulle betegnes som en målgruppe af »mennesker, der sælger sex af nød«, og at prostitution skulle betegnes som »salg af sex«.

Det var imidlertid ikke Jann Sjursens ønske, og ifølge Weekendavisens kilder gjorde han det klart, at hans værdigrundlag ikke kunne få ham til at anvende betegnelserne. Meldingen fik opbakningen til Sjursen til at mindskes, fordi flere fandt det vanskeligt at have en formand til at tegne Rådets holdning til sagen, hvis han forsat ønskede at tale om »prostitution«.

Jann Sjursen ønsker ikke at udtale sig om det passerede, men henviser til få og ikke særligt informative udtalelser, han er fremkommet med til Ritzau og Kristeligt Dagblad. Til sidstnævnte har han således sagt:

»Der har altid været forskellige synspunkter i rådet, men vi har alligevel kunnet nå frem til fælles råd og holdninger. Men det er blevet vanskeligere. For eksempel blev vi ikke enige angående sprogbrug på prostitutions-området, som jeg foretrækker at kalde det.«

Ifølge rådsmedlem Anja Plesner Bloch, formand for Brugernes Akademi, en forening af og for stofbrugere, har striden om sprogpolitikken, herunder betegnelsen af sexarbejdere, været opslidende og præget af unuancerede anskuelser:

»Der er mennesker, der sælger sex af nød, fordi man skal skaffe penge til stof. Det er pressede mennesker, der har brug for hjælp. Men der er stor forskel på dem og på andre mennesker, der har taget et frit valg og lever af at sælge sex, og som har et ganske udmærket liv. Vælger man at sælge sex frem for at sidde i kassen i Netto, så man kan betale husleje og give sine børn mad, skal man have lov til det. Og så skal man have de samme rettigheder som andre mennesker, der går på arbejde hver dag, uden at blive talt ned til,« tilføjer Anja Plesner Bloch.

Sex er sundt

»Jeg foretrækker ordet sexarbejder, men kan også leve med sexsælger,« siger Nanna W. Gotfredsen. For hende er udgangspunktet at lytte til de mennesker og grupper, hvis forhold Rådet for Socialt Udsatte beskæftiger sig med, og lade dem afgøre, hvilke ord man skal anvende.

»Vi skal ikke komme som middelklassehattedamer og bestemme, hvad andre skal kaldes,« siger Nanna W. Gotfredsen, som er stærkt kritisk over for den holdning, Jann Sjursen har forsøgt at få Rådet til at følge:

»Sex er sundt. Og det er jo ikke ligefrem usundt at tjene penge og være selvforsørgende. Næsten alle papegøjer jo politisk derudad med at sige, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men det kan jo faktisk være usundt, hvis man ikke har arbejdsmarkedsrettigheder og sikkerhed på arbejdsmarkdet,« tilføjer hun.

Ifølge Nanna W. Gotfredsen har Rådet tilsvarende haft en alt for snæver tilgang til narkotika som fænomen. Frem for ensidigt at opfatte stofbrug, som hun foretrækker at kalde det, som et stort samfundsproblem, er der langt flere perspektiver i at arbejde for at afkriminalisere brug af stof, hvis man virkelig vil hjælpe borgere med et stofforbrug; både de mange med et »rekreativt brug« og de få med »problembrug«.

Læs også artiklen om, hvorfor man dør tidligere på Lolland end andre steder i landet: »Hvor livet er kort og hårdt«

»I nogle perioder kan det være et problembrug for de udsatte, og i andre er det ikke et problembrug. Det er komplekst, det her. Hvis vi bare kalder det misbrug over én bred kam, gør vi det værre, end det er. Vi offergør mennesker. Vi bestemmer, at her er et problem af nogle bestemte dimensioner, selv om det ikke er tilfældet.«

– Hvis man er afhængig af heroin, er det så ikke et problem?

»Hvorfor? Det er ærgerligt, hvis man er afhængig af heroin; også fordi vores behandlingssystem er lousy. Men om afhængigheden er et problem, må man spørge den enkelte om. Det skal jeg, Rådet eller politikerne da ikke gøre os til dommere over. Hvilke problemer de mest udsatte har, og hvad der skal sættes ind over for, skal de i videst muligt omfang selv definere. De skal ikke påduttes stigmatiserende etiketter,« siger Nanna W. Gotfredsen.

Smøgernes pris

Et andet stridspunkt har været, hvad Rådet skulle mene om de politiske forhandlinger om at sætte priserne på tobak i vejret. For ikke at ramme mindrebemidlede rygere forholdsvist hårdt lægger regeringen op til en afgiftsstigning på 25 procent, så prisen på en pakke cigaretter lander på cirka 50 kroner. Det er lavere, end hvad både dens parlamentariske grundlag og de store borgerlige partier ønsker.

Udtalelser, som Jann Sjursen fremkom med i begyndelsen af oktober, er blevet udlagt sådan, at Rådet ønsker højere prisstigninger, fordi det vil få mange socialt udsatte til at holde op med at ryge og dermed gavne deres sundhed.

Men det fik efterfølgende den selvejende institution Gadejuristen, som Nanna W. Gotfredsen altså er leder af, til at gå i aktion. Umådeholdent højere priser ville ramme socialt udsatte hårdt, fordi de ikke bare kan holde op med at ryge, mente den selvejende institution, som – forgæves – forsøgte at få Rådets sekretariat til at fremskaffe dokumentation for det udsagn, som Jann Sjursen var blevet tillagt. Derefter skrev Gadejuristen i et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke og Folketingets Sundhedsudvalg, at man er »helt uforstående over for meldingen fra formand Jann Sjursen«.

Med til historien hører, at Nanna W. Gotfredsen og hendes nærmeste allierede i Rådet også har været stærkt utilfredse med, at formanden for Rådet har fået alt for store beføjelser til at udtale sig på vegne af Rådet. Det er dog blevet besluttet ved en flertalsafstemning i Rådet i 2018, da man tog stilling til et papir, der beskriver forretningsgange og formandens kompetence til at udtale sig på Rådets vegne.

Nanna W. Gotfredsen håber, at social- og indenrigsminister Astrid Krag ved udpegningen af nye medlemmer til Rådet vil vælge flere repræsentanter for brugerorganisationerne for at give de udsatte borgere en stærkere position i Rådet, og hun mener i det hele taget, at Rådet trænger til at få en mere »progressiv« rolle. Som Nanna W. Gotfredsen sammenfatter sin kritik af Rådets hidtidige indsats:

»Jeg synes først og fremmest, at de har manglet kant og ydmyghed. Men værst af alt har Rådet og sekretariatet manglet faglighed. De er simpelthen ikke opdateret på ny viden.«

Læs også Bo Green Jensens anmeldelse af filmen »Ayka«: »Livet på bunden«

Side 2