Ayka. Instr.: Sergei Dvortsevoy. Manus: Gennadij Ostrovskij. Foto: Jolanta Dylewska. 100 min. Rusland-Tyskland-Polen-Kasakhstan-Kina-Frankrig 2018. Spilleperiode 7.-17. november. Månedens film i Cinemateket.

Sergei Dvortsevoy (f. 1962) har instrueret tre dokumentarer og to spillefilm, siden han begyndte i 1998. Det er cirka, hvad Ridley Scott får fra hånden på et år. Men finansiering er en svær disciplin, hvis man arbejder i Kasakhstan. Skønt republikken har 16 millioner indbyggere, er der ikke noget publikum til hjemmelavede kunstfilm. Man vil hellere se action på det russiske Netflix. Sådan er det jo blevet verden over.