Protest! Demonstrationerne i Hongkong var bare begyndelsen. Nu er der uroligheder i storbyer fra Bagdad til Barcelona. Måske er scenen sat for noget, der kunne ligne en permanent revolution i verdens storbyer.

En verden på barrikaderne

En verden på barrikaderne Af Peter Harmsen

I slutningen af oktober, en times tid efter mørkets frembrud, stimlede en gruppe unge demonstranter sammen i parken Chater Garden i Hongkong. Nogle af dem bar på store røde og gule flag. Talerne begyndte, og bifaldet fyldte den lune aftenluft. Der var slagord om uafhængighed, og krav om selv­bestemmelse – fra Spanien. For protesten var i sympati med den catalanske selvstændighedsbevægelse.

Samtidig gennemførte en gruppe catalanske demonstranter en protest foran det kinesiske konsulat i Barcelona til fordel for Hongkongs håb om mere demokrati. Budskabet var ikke til at tage fejl af: Vi er i samme båd. Eller som Joshua Wong, et af de toneangivende medlemmer af Hongkongs protestbevægelse, fortalte det catalanske nyhedsbureau: »Befolkningerne i Hongkong og Catalonien fortjener begge retten til at afgøre deres egen skæbne.«

En stor del af 2019 har Hongkongs gader været hærget af hidsige protester og en stigende desperation på begge sider, med eskalerende vold og hærværk til følge. Men hvad nu, spørger iagttagere, hvis Hongkong ikke bare er en kinesisk krise, men et varsel om en vrede, der er på vej til at bryde ud globalt?

Hver uge bringer ny uro fra en uventet kant. De seneste dage har opmærksomheden rettet sig mod Chile. Her har over 20 mennesker mistet livet i uroligheder, som især har handlet om ulige fordeling af de økonomiske goder. Før da har uroen ramt steder så forskellige som Libanon og Tjekkiet, Bolivia og Algeriet, Rusland og Sudan.

Med en sådan geografisk spredning er det vanskeligt at bringe protesterne på nogen form for fællesnævner, men alle afspejler de en form for afmagt så akut, at traditionelle måder at komme til orde på ikke virker tilstrækkelige.

Hør også Martin Lidegaard i »En time med Weekendavisen: »Vi er for forsigtige over for Kina«

Hardy Merriman, forskningsleder ved tænke­tanken International Center on Nonviolent Conflict i Washington, er ikke i tvivl om, at det er en egentlig protestbølge, og at vi ikke har set afslutningen endnu.

»Jeg har forsket i ikke-voldelig modstand i 17 år, og for mig er det indlysende, at der er langt flere folkelige protestbevægelser nu end før. Ofte har protesterne rødder i den måde, de politiske systemer fungerer på. Andre steder handler det om velfærd og økonomisk ulighed eller begge dele. De to sæt af faktorer hænger ofte sammen,« siger han.

Økonomisk afmagt

Det er Hongkong et godt eksempel på. Ønsket blandt størstedelen af Hongkongs syv millioner indbyggere om at bibeholde en selvstændig politisk identitet over for Den Kinesiske Folkerepublik er velkendt, men harmen i gaderne næres også af en følelse af økonomisk afmagt. Hongkong er et af verdens mest ulige samfund, og specielt den ujævne adgang til ejendomsmarkedet skaber splid.

Ifølge Lee Chun-wing, en sociolog ved Hong Kong Polytechnic University, er uroen i byen ikke bare vendt mod Beijing, men også udtryk for et gryende opgør med den neoliberale økonomi, der skulle mindske statens rolle og give markedet mere indflydelse, men i sin reelle form ofte er endt med junglelovens brutale vilkårlighed.

»De mange protester viser, at neoliberalismen ikke er i stand til at indgyde håb hos særligt mange. Og som en af verdens mest neoliberale byer er Hongkong ingen undtagelse. Selv om protesterne her naturligvis først og fremmest er politiske, er der ingen tvivl om, at den sociale polarisering og økonomiske ulighed gør, at mange unge ikke er bange for at deltage i mere radikale protester og er ligeglade med, om de bliver beskyldt for at skade den økonomiske vækst,« siger han.

Læs også Martin Krasniks leder: »Den kinesiske løsning«

Uroen er nu så omfattende, at det ikke længere kan affærdiges som en tilfældighed. Der er vitterligt ved at ske noget særligt og betydningsfuldt. Som FNs generalsekretær António Guterres udtrykte det i sidste uge, ville det være forkert at stirre sig blind på de overfladiske forskelle mellem de faktorer, der får folk på gaderne.

»Der er også fællestræk, som går igen på tværs af kontinenterne, og som bør tvinge os til at reflektere og reagere. Det er klart, at der er voksende mistillid mellem befolkningerne og de politiske eliter og voksende trusler mod samfundskontrakten. Verden kæmper med de negative konsekvenser af globaliseringen og de nye teknologier, som har ført til voksende ulighed i de enkelte samfund,« sagde han til journalister i New York.

Udløst af bagateller

I flere tilfælde er optøjerne udløst af spørgsmål, der på overfladen kan forekomme næsten trivielle. I Chile var det en stigning i prisen på hovedstadens metro svarende til 30 danske øre, mens det i Libanon var forlydender om en skat på visse tjenesteydelser på internettet. Begge steder var det bare anledningen til, at befolkningerne har kunnet give udtryk for en langt mere fundamental utilfredshed.

Læs også om, at engang blev Latinamerikas digtere dræbt for deres ord: »Poetisk forfald«

Der er i bred forstand to situationer, hvor en befolkning gør oprør, siger Paul Almeida, der underviser i sociologi ved University of California, Merced. Den første er, når der pludselig åbner sig flere muligheder, og forholdene bliver bedre. Folk bliver sultne efter mere og forsøger at presse deres politikere til at give endnu flere indrømmelser.

»Men så er der også den mobilisering, som finder sted, når folk får det værre. Det synes at være det overordnede tema for de aktuelle protester, selv i Hongkong. Folk er bekymrede over forskellige former for trusler, de står over for. Det kan være truslen om ringere økonomiske vilkår, eller det kan være en mere politisk trussel om udhuling af rettigheder. Men spørgsmålet er, hvorfor det sker lige nu. Det er 10.000-kronersspørgsmålet,« siger Almeida.

Almeida, der netop har udgivet bogen Social Movements: The Structure of Social Mobilization, giver selv et muligt svar. En voksende autoritær, antidemokratisk strømning har bredt sig på tværs af kontinenterne og forenet magthavere i alle lande, og det er blandt andet den, der nu har udløst en reaktion i befolkningerne.

»Der er en tendens til mere voldsanvendelse fra statsmagtens side. Hvis vi ser på dødstallene i Latinamerika, er de høje, i betragtning af at landene er demokratier. Man forventer normalt ikke den form for vold i demokratiske regimer i forbindelse med protester. Det er en interessant tendens, og den er muligvis forbundet med den autoritære strømning, som er i gang på verdensplan. Det er værd at holde øje med,« siger han.

Den autoritære bølge

Politologerne Anna Lürhmann og Staffan Lindberg fra Göteborgs Universitet beskriver i et paper udgivet tidligere på året en »tredje autokratisk bølge«. I modsætning til tidligere bølger, for eksempel i årene før Anden Verdenskrig, hvor demokratiet blev slået tilbage under stort ydre drama, er den nye bølge kendetegnet ved at komme snigende. Den sker lidt efter lidt – i lande som Tyrkiet, Nicaragua, Venezuela, Ungarn og Rusland – i et så tilpas langsomt tempo, at man næsten ikke når at lægge mærke til det.

Selv gammeldags autokrater forstår i dag at tale demokratiets sprog – det eneste acceptable lingua franca inden for politik – og derfor sker den folkelige reaktion ikke sjældent, når det med ét bliver tydeligt, at valghandlingen i sig selv ikke er tilstrækkelig til at sikre demokratiske tilstande. På den baggrund ser Kenneth Chan, en politolog ved Hong Kong Baptist University, den seneste verdensomspændende bølge af uro som et udtryk for de demokratiske regimers legitimitetskrise.

»Folk er blevet mere tilbøjelige til at tage initiativ til og deltage i direkte aktioner, fordi de føler, at de ikke gennem valgene har fået de forandringer, som de havde håbet på. Faktisk tværtimod – de ledere, som befolkningerne har valgt, bliver opfattet som nogle, der under­minerer de institutionelle garantier for borgernes sikker­hed, frihed, velfærd og rettigheder. Som følge heraf har vi i det seneste årti set flere demokratier reduceret til halvdemokratier, hybride regimer og autoritære regimer,« siger han.

»Derfor bør vi heller ikke blive overraskede over den nye bølge af modstand fra befolkningernes side. På overfladen kan gnisten være en forholdsvis uskyldig eller uigennemtænkt beslutning fra ledelsens side, men folks vrede vender sig hurtigt mod, hvad de ser som årsagen til den demokratiske deroute, det vil sige en arrogant og egoistisk ledelse, en svækket demokratisk kontrol, et dysfunktionelt civilsamfund, som ikke længere er i stand til at tale på folkets vegne.«

Verden er under forandring. Anthony Ince, en geograf ved Cardiff University, der har forsket i uroligheder i byområder, ser opstandene som kulminationen på længere tids nagende utilfredshed og en næsten revolutionær situation, hvor nyt kan opstå.

»Den større sammenhæng er, at den dominerende verdensorden – den globale neoliberalisme, som har domineret siden 1980erne – er under pres fra en række sider, og det skaber både usikkerhed og samtidig også mulighed for forandring. Folk kan mærke, at vi befinder os i en periode præget af usikkerhed, forvirring, ængstelse, men måske også håb,« siger han.

Lærer af hinanden

Bortset fra gensidige forsikringer om solidaritet protestbevægelserne imellem ser der ikke ud til at være nogen form for koordinering. Men det er måske heller ikke nødvendigt. I en tid med sociale medier er det let at lære af hinandens praksis, fortæller Simon Shen, en politolog tilknyttet University of Hong Kong.

»De lærer af hinanden på det taktiske plan. Demonstranterne i Hongkong har set, hvad der skete i Ukraine gennem YouTube, og nu tager demonstranterne i Catalonien og Libanon ved lære af Hongkong. Det minder om 1968, hvor babyboomere kloden rundt blev inspireret af en alternativ ideologi til at nedbryde stive hierarkier,« siger han.

Men ligesom protestbevægelserne kan tage ved lære af hinanden, gælder det samme for deres modstandere. Ifølge Harvard-politologen Erica Chenoweth har især Rusland været aktiv i forsøget på at etablere et samarbejde med andre autoritære regimer, som føler sig truet af optøjer i stil med »farverevolutionerne« i periferien af det gamle Sovjetimperium i begyndelsen af århundredet.

»Det har resulteret i fælles bestræbelser mellem russiske, kinesiske, iranske, venezuelanske, hviderussiske, syriske og andre nationale myndigheder på at udvikle, systematisere og rapportere om teknikker og praksis, som har vist sig brugbar i forsøget på at inddæmme sådanne trusler,« skriver Chenoweth i en artikel i tidsskriftet Global Responsibility to Protect.

Max Fisher og Amanda Taub, kommentatorer på New York Times, peger i den forbindelse på de sociale medier som et tveægget sværd. Ikke alene er Twitter og Facebook virksomme våben i hænderne på autokrater med flair for teknologi. De er også af tvivlsom værdi for de protesterende græsrødder. Med WhatsApp og andre nye teknologier er det muligt at mobilisere store mængder interesserede og næsten-interesserede deltagere i kollektive aktioner. Men de falder hurtigt fra igen.

Den flygtige tilslutning er en af årsagerne til, at politisk motiverede protester i dag ifølge en nylig opgørelse kun har held med at nå deres mål i 30 procent af tilfældene. For en generation siden var succesraten 70 procent. Derfor gentager uroligheder sig ofte med få års mellemrum, og de varer længere tid, sådan som Hongkong er et eksempel på. Måske er scenen sat for noget, der kunne ligne en permanent revolution i verdens storbyer – en slags baggrundsstøj, som andre indbyggere efterhånden bare vil vænne sig til.

»Siden der stadig ikke er noget oplagt alternativ til neoliberalismen, vil den polarisering, som førte til protesterne til at begynde med, nok blive ved med at gøre sig gældende,« siger Lee fra Hong Kong Polytechnic University. »Det betyder samtidig, at vreden og frustrationen også fortsat vil rumle i samfundet.«

 

Læs også om et totalt overvåget samfund, hvor allestedsnærværende kameraer ikke bare udspionerer folk, men direkte former deres adfærd: »Sjælens ingeniører«

Side 12