30 år. Vi hylder demonstranterne, der gik på gaden i Leipzig i 1989. Hvad med Hongkong?

Den kinesiske løsning

Den kinesiske løsning Af Martin Krasnik

Det var tæt på. Mandag den 9. oktober for 30 år siden havde 8000 sværtbevæbnede politifolk og kampsoldater lagt sig i en ring om den østtyske by Leipzig. Med tungt skyts og vandkanoner var de parat til at stoppe demonstranterne. Hospitalerne havde skaffet ekstra blod til behandling af sårede. Mandagsdemonstrationerne, der protesterede mod det kommunistiske regime, havde bredt sig fra Leipzig til resten af Østtyskland. Denne aften samledes 70.000 mennesker sig. Mange forventede en massakre.

Medierne kaldte demonstranterne for udskud og kriminelle, statsfjendtlige typer. Myndighederne truede med at skyde demonstranterne ned. Partileder Erich Honecker ønskede en »kinesisk løsning«, og hans efterfølger, Egon Krenz, havde udtrykt forståelse for håndteringen af studenterne i Beijing få måneder forinden. Det kræver ikke stor fantasi at forestille sig. De østtyske myndigheder havde et massivt militært apparat. Og folkelige demonstrationer i Østeuropa var jo før blevet nedkæmpet med succes – i Prag ’68 og Budapest ’56.

Den kinesiske løsning havde været at rykke ind med ordre om at »rydde« området for »terrorister og antirevolutionære« og med »alle nødvendige midler«. Sådan skete det i begyndelsen af juni, da kinesisk militær slog ned på studenterdemonstrationerne i hovedstaden. Her blev mellem 2000 og 3000 dræbt, mange forsvandt, og mange, mange tusinde blev arresteret. Det var nok til at kvæle opstanden.

Hvad skulle der til for at gennemføre de detaljerede planer om at stoppe demonstrationerne i Leipzig samme efterår? En tilsvarende politisk vilje og ligegyldighed over for menneskeliv. Hvorfor skete det ikke? Den almindelige forklaring er, at det østtyske regime var begyndt at krakelere, kontrollen med magt­apparatet var svag, og den lokale politiledelse blev overrumplet af menneskemængden. Men spørger man demonstranter, der var med dengang, siger de, at det var på vippen. Var der blevet kastet en enkelt sten mod politiet, som havde skudt igen, ville udfaldet sandsynligvis have været helt anderledes.

DET er en uhyggelig tanke. En massakre i Leipzig dén oktoberaften ville have ændret historien. Måske var Berlinmuren faldet alligevel nogle år efter, hvis østtyskerne havde formået at rejse sig igen. Måske ikke.

Det er i hvert fald sikkert, at de vestlige lande, ledet af Bush, Thatcher, Kohl og Mitterand, ville have protesteret mod en sådan blodsudgydelse midt i Europa. De ville også have truet med sanktioner, ja, måske endda med militær oprustning. Det er næsten lige så sikkert, at de ikke ville have gjort så meget mere. Ligesom det skete i ’56 og ’68. Og der ville med garanti have været en massiv europæisk venstrefløj, der ville have krævet dialog og forståelse.

Den østtyske løsning var heldigvis at holde våbnene i ro. Muren faldt. Sovjetkommunismens imperium brød sammen.

VERDEN er igen vidne til den kinesiske løsning. I Hongkong demonstrerer civile for demokrati, retssikkerhed, ytringsfrihed. Regimet i Beijing har forsøgt at udmatte protesterne, der – ligesom i Østtyskland i 1989 – bliver ved. I denne uge blev en demonstrant skudt i brystet på klos hold. Kommunistpartiet er mere forsigtigt denne gang, men protesterne vokser, og regimets svar bliver stadig mere voldsomt. Frygten er åbenlyst, at demonstrationerne vil sprede sig ind i selve Kina.

Det historiske tankeeksperiments sørgelige perspektiv er dette: Vesten ville ikke have reageret nævneværdigt på en voldelig håndtering af demonstranterne i Leipzig i 1989. Præcis som vi forholder os afventende i dag, når de i Hongkong skydes ned. Hongkong er ikke Europa, men demonstranternes slagord er vestlige værdier. Og vestlige politikere udtrykker sig så afdæmpet og nervøst, at man må bøje hovedet i skam.

Faktisk er det åbenlyst, at vestlige politikere og virksomhedsledere er enige med kommunisterne i Beijing: Det vil nok være bedst, hvis demonstrationerne forsvinder af sig selv. For tænk nu, hvis de spreder sig. Hvis den ene by efter den anden rejser sig mod dette diktatur, der på mange måder er mere uhyggeligt end de østeuropæiske og sovjetiske kommunister: kvæler ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og trosfriheden, smider hele etniske mindretal i fangelejre, mens de hylder økonomisk frihed og producerer topmoderne teknologi til at overvåge borgerne. Det hele under ledelse af en partiformand, der har udnævnt sig selv til diktator på livstid. Tænk, hvis kommunisterne gør det, som østtyskerne veg tilbage for, og fører den kinesiske løsning helt igennem: tusindvis af døde i Hongkong, i Shenzhen, Guangzhou, Shanghai, Chongqing, Beijing. Hvad gør vi så? Protesterer, selvfølgelig, men hvad ellers? Der er jo hensynet til eksporten, den internationale handel, klimaet, den gode stemning, pandaerne i zoo. Tænk på dem!

For 30 år siden veg kommunisterne i Moskva og Østberlin tilbage for at forsvare diktaturet. I disse uger hylder vi de unge østtyskeres mod til at kæmpe for frihed. Mener vi det egentlig?

 

Læs også Peter Harmsens artikel om, at alt peger i retning af en fortsat eskalering i Hongkong: »Den brændende by«

Side 1