For en umiddelbar betragtning er det mest bemærkelsesværdige næsten, hvor lidt der er forandret, efter at Hongkongs politi denne uge for første gang skød og sårede en demonstrant. Siden en betjent tirsdag sigtede mod brystet af 18-årige stålrørs-svingende Tsang Chi-kin og kun var centimeter fra at ramme ham i hjertet, er livet gået videre. Altså livet, sådan som det for tiden ser ud i det engang blomstrende finanscentrum: uroligt, ustabilt, uforudsigeligt.

Som reaktion på skudepisoden har der været protester mod politibrutalitet, men indtil videre har den første direkte brug af et skarpladt våben ikke vist sig at være noget egentligt vendepunkt. I stedet tegner det til at blive nok et trin op ad eskaleringsstigen for de stridende parter i et mere og mere polariseret Hongkong, hvor demonstrationerne nu har stået på i over 100 dage.