Læserbreve. Transtoget 1. Transtoget 2. Z,x,c,q og w. Antiracisme. Villet blindhed. DPU.

Debat

Debat

Transtoget 1

Helge Sune Nymand, næstforperson og Louise Kristine Vigsnæs, ph.d. og bestyrelsesmedlem i FSTB – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn
Alex L. Delamare, projektleder, og Susanne Branner Jespersen, generalsekretær, LGBT Danmark

Virkeligheden om regnbueorganisa­tionerne må være slemt skuffende, når man som Kåre Fog i WA #41 »Når transtoget er kørt«, leder efter konspirationer og sammensværgelser mod børn og unge. Fog bringer den påstand, at der foregår et udbredt pres, der skal få børn og unge til at opsøge kønsmodificerende behandlinger under trusler om selvmord. Han forudser, at mange fortryder senere, men at toget til den tid vil være kørt. Det er ikke et billede, transpersoner selv kan genkende, og det er da heller ikke til at finde reel forskning, der understøtter den påstand.

Som argument refererer kronikken til studier udført af transforsker Kenneth Zucker, som blev kendt for sine nu meget omdiskuterede behandlinger af transpersoner. Zucker udgav et studie i 1995, som konkluderer, at 80 procent af de børn og unge, der udredes som transpersoner, vil ende med at fortryde det senere. Senere har det vist sig, at han ikke har belæg for at foretage den konklusion. Forsøgspersonerne blev alene udvalgt på baggrund af det, der af forskningsteamet blev vurderet til at være kønsafvigende adfærd, eller fordi de havde kønsstereotypiske interesser fra det binært modsatte køn. Det kunne være drenge, der legede med dukker, eller piger, der spillede fodbold. Det viste sig, at mange af børnene ikke kunne genkende billedet af sig selv som transpersoner. Det var altså klinikken og ikke børnene selv, der startede med at betegne dem som transpersoner for derefter at konkludere, at børnene havde fortrudt. Denne forskning kan derfor ikke betragtes som værende i stand til at konkludere noget som helst om børnenes kønsidentitet, men behandlingen af børnene siger til gengæld en hel del om klinikkens metoder. Grundet omfattende kritik fra sundhedsfaglige eksperter blev klinikken derfor lukket.

I Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn (FSTB) og LGBT Danmark, der ifølge Kåre Fog må betegnes som en del af den aktive »translobby«, mener vi, at det er på høje tid, at man lægger gammel og problematisk forskning til side og begynder at forholde sig til børn og unge transpersoners ret til anerkendelse og værdig behandling. Både i behandlingssystemet og i samfundet generelt.

Positivt er det derfor også, at sundhedsstyrelsens opdaterede vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold fra 2018 tager udgangspunkt i det enkelte menneskes egen opfattelse af identitet og køn. Den tidligere vejledning tog udgangspunkt i en mistanke om psykisk sygdom og problematiserede afvigelser fra samfundets kønsnormer. Man kan spørge sig selv, om der findes noget større gruppepres end tidligere tiders pres for at leve op til samfundsnormen?

Et nyligt studie af J.R. Rae m.fl. fra 2019 har vist, at den bedste indikator for at forudsige en persons kønsidentitet senere hen i livet er at lytte til, hvordan man italesætter sig selv som barn eller ung. En tommelfingerregel, som vi også mener bør gøre sig gældende, når voksne transpersoner åbner op og begynder at fortælle familie, venner og arbejdsplads om deres kønsidentitet.

Ifølge studiet betyder det, at når et barn giver udtryk for, at det ikke ser sig selv som den dreng eller pige, som forældrene ellers troede, de fik ved fødslen, så kan man trygt tage barnet alvorligt. Det er veldokumenteret i adskillige studier af blandt andet Durwood m.fl. fra 2017, Simons m.fl. fra 2013 og Ryan m.fl. fra 2010, at den støtte faktisk er afgørende for den unges psykiske helbred og kan bringe det på niveau med ikke-transkønnede jævnaldrende. En nylig artikel af C.M. Wiepjes m.fl. fra 2018 viser, at kun 0,3-0,6 procent af de, der efter endt udredning gennemfører en medicinsk transition, ender med at fortryde. Flere af dem angiver manglende social accept eller frygt for at blive udstødt af familien som årsag og altså ikke en fortrydelse af at være transpersoner.

Kåre Fog har ret i, at selvmordsraten stadig er alt for høj for personer, der har gennemgået en social og fysisk transition. Bauer m.fl. har dog i 2015 vist, at der er en direkte sammenhæng mellem den høje selvmordsrate og transfobiske omgivelser.

Det strider mod videnskaben og kendskabet til behandlingsmulighederne at påstå, at børn og unge stiger på et transtog, de ikke har mulighed for at stige af igen. Endnu mere at påstå, at behandlingen foregår mod deres vilje og vidende. Risikoen for, at børn og unge skal opleve angst, depression, selvmordstanker og -forsøg er reel nok, men årsagen skal findes i strukturer og holdninger, der forhindrer mennesker i at blive accepteret, som de er.

Transaktivisme handler om at tale for transpersoners rettigheder samt at sikre behandlingen for dem, der ikke identificerer sig med det køn, de blev tildelt ved fødslen, uafhængigt af om disse personer måtte være binære eller non-binære transpersoner. Det gør vi bedst ved at lytte til dem, det handler om, omfavne de små forandringer, der skal til i hverdagen for at rumme disse personer, og ved at tage ny forskning på området seriøst.

Transtoget 2

Kåre Fog, biolog og forfatter

På nettet og i et læserbrev 18/10 er min kronik om transtoget blevet udsat for underlødig kritik. Kritikerne skriver for eksempel »Det, at skribenten afviser at nævne nogen kilder, burde få en alarmklokke til at ringe«. Jamen jeg afviser ikke at nævne kilder. Det er bare ikke kutyme at nævne kilder i en kronik, især ikke når der er langt over 100 kilder. Jeg forsøgte at få nævnt en henvisning til min blog, www.kønsdebat.dk, hvor det store kildemateriale, som danner grundlag for kronikken, er nævnt. Fordelt over tre kapitler er der her nævnt godt 140 kilder; heraf er cirka 66 til egentlige videnskabelige afhandlinger; cirka 52 er til translobbyens forsøg på at få indflydelse og/eller dens forsøg på at skræmme modstandere. At nogen så kan påstå, at der kun er én henvisning til en videnskabelig artikel, er meget mærkeligt.

»Den eneste artikel trykt i et reelt videnskabeligt tidsskrift, der citeres, er dybt omstridt og måtte genudgives,« siger læserbrevet. Den pågældende artikel, af Lisa Littman, blev godkendt ved peer review. Så snart den udkom, gik anonyme transaktivister i gang med at bearbejde/skræmme tidsskriftredaktøren for at få ham til at fjerne eller revidere artiklen. Efter syv måneders grundig granskning blev artiklen så trykt en gang til næsten uforandret, med tilføjelse af en længere kommentarartikel. Afhandlingen blev altså to gange vurderet og godkendt. Transaktivister, blandt andet en aktivist med pseudonymet SadistHailey, fik ikke held til at stoppe den, men fik dog truet universitetet til at fjerne omtalen i universitetsavisen. Denne utidige kampagne mod artiklen bruges så nu i læserbrevet til at så tvivl om artiklen ved at kalde den »omstridt«.

Alt, hvad jeg har skrevet i min kronik, sætning for sætning, er solidt funderet på grundig granskning af et meget stort antal relevante kilder. Hele vejen igennem er teksten, for mig at se, så lødig og korrekt og velfunderet, som det overhovedet realistisk set er muligt.

Z,x,c,q og w

Mogens Nørgaard Olesen, lektor og forfatter

Jonas Roelsgaard, der er bachelor i nordiske sprog fra Universitetet i Oslo, skriver i sit indlæg i WA den 18. oktober, at vi i dansk benytter en række overflødige bogstaver (z,x,c,q,w), og at det er svært at forklare en fortvivlet skoleelev, at første c i ordet acceptere skal udtales som k, mens det andet skal udtales som s.

At der her skulle være et problem, kan godt undre, idet vi på dansk for udtalen af c benytter samme regel, som man gør på fransk og engelsk. Altså c udtales altid som k undtagen foran en fortungevokal. Så er det ikke så svært at stave hverken til acceptere, vaccine eller acceleration korrekt. Det er måske lidt sværere for en nordmand, idet man på norsk staver ordene som de udtales, også når der er tale om fremmedord, så for eksempel zone staves sone. Men det er alligevel en stor fordel at stave, som vi gør i Danmark, fordi det må lette stavningen, når man skal lære engelsk eller fransk. Så lad os endelig vedblive med at skrive acceptere.

I første halvdel af det 20. århundrede var der hos nogle en tendens i Danmark til at skrive visse fremmedord, der indeholdt cc, anderledes. Således blev vaccine skrevet som vakcine. Og dengang var der også en del, som skrev Evropa i stedet for Europa.

Så når Jonas Roelsgaard taler om overflødige bogstaver, skal man nok passe lidt på. Således er w og z bestemt ikke overflødige bogstaver på dansk. Man kan da ikke stave weekend med v eller zebra med s.

Antiracisme

Jens Poulsen, pædagog
Ottingvej 41, 2.th.
2860 Søborg.

Med vrede læste jeg Weekendavisens artikel fra 18. oktober omhandlede personer fra den yderste venstrefløj, som truer, er voldelige og chikanerer folk fra den yderste højrefløj.

Hvorfor?

Jeg bekymrer mig naturligvis for de enkeltpersoner, som udsættes for chikanen, men vil fokusere på, hvordan jeg mener, aktiviteterne fra den yderste venstrefløj skader deres egen, efter min mening vigtige, antiracistiske sag.

Trusler mod person på et værtshus ender med, at voldelige maskerede bøller angriber ham og hans ven, begge medlemmer af den højreorienterede gruppe Generation Identitær.

Burgerbar udsættes for hærværk og chikane, fordi et medlem af Nye Borgerlige arbejdede der.

Medlem af Generation Identitær bosiddende på Nørrebro udsættes for chikane i et forsøg på at få ham til at flytte fra området, som aktivisterne mener at have en politisk territorialmagt over.

Ejer af YouTube-kanalen »Storm over Europa« bliver anmeldt til de sociale myndigheder, fordi anmelder påstår, at mandens datter bliver taget med til »højreekstremistiske rallies«.

Dette er alt sammen episoder, der skaber et billede af antiracister som bøller, der ikke skyr nogen midler for at bekæmpe racisme og fascisme.

Antiracisme er en meget vigtig sag, og derfor gør det mig vred, at personer, som vil bekæmpe racisme, med deres handlinger er med til at styrke dem, som fremmer den. Partier og bevægelser på den yderste højrefløj skaber polarisering og udsætter befolkningsgrupper for ubegrundet hetz, og de elsker derfor indirekte de voldsparate aktiviteter på den yderste venstrefløj, fordi de er med til at skabe de fjendebilleder, som højrefløjen lever af.

Den yderste højrefløj gnider sig i hænderne, når bøller misbruger begrebet antiracisme, fordi de aktivt bruger det til at fremme deres egen sag. Der er kun én måde at bekæmpe dem på: argumenter.

Villet blindhed

Bertel Lohmann Andersen, Lyngby

I Weekendavisen #42 omtales blandt andet Jørgen Steen Nielsens (JSN) bog om klima. Her bruges begrebet »villet blindhed«, som JSN og andre klimaforfattere er fortvivlede over. Dette fænomen eksisterede allerede for 40 år siden, hvor det florerede hos netop de personer, som nu fortvivler over det. I 1979 uddelte Organisationen til Oplysning mod Atomkraft, OOA, hvor JSN var særdeles aktiv, en »Folkepjece« over hele landet. Her er to overskrifter fra pjecen: »Danmark har masser af olie og naturgas« og »Kul til flere hundrede år«. Disse energikilder skulle være med til at redde Danmark fra atomkraften. Nu er der gået 40 år, og de samme politiske kredse siger, at det haster med at gøre noget for at redde kloden fra et klimatisk ragnarok. De fossile brændsler, der for 40 år siden blev brugt til at hindre gennemførelsen af den socialdemokratiske regerings energiplan med atomkraft, kan nu ikke fjernes hurtigt nok. Var man opmærksom på drivhuseffekten dengang?

Det var nogen i høj grad: I 1976, tre år før OOAs pjece, protesterede atomkrafttilhængernes forening, REO, imod opførelsen af kulfyrede kraftværker, blandt andet med henvisning til drivhuseffekten. Det førte til, at DRs journalist Ole Bruus i august 1976 i »Efter Radioavisen« interviewede professor Willi Dansgaard fra Københavns Universitet om drivhuseffekten. Så emnet var grundigt belyst allerede fra 1976. Men den »villede blindhed« bevirkede, at fossile brændsler blev brugt i stort omfang i de følgende årtier. Derfor er vi nu for sent på den.

DPU

Claus Holm, leder af DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse)

Det er en grundlæggende fejlagtig opfattelse, når Knud Aarup i Weekendavisen 18. oktober kritiserer universiteterne generelt og DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet) i særdeleshed for at være ude af trit med virkeligheden.

Kritikken lyder, at »universitetsforskningen ikke prioriterer at forske og opbygge viden til gavn i velfærdssamfundet. For det gør forskerne simpelthen ikke i dag. De sociale og pædagogiske forskningsmiljøer bruger deres forskningsenergi på vidensområder, som ligger langt fra den daglige praksis i børnehave og skole«.

Aarup mener, at »forskningen er kommet på afveje, og det er nødvendigt at forandre styring, organisering og omfang af forskningen«.

Det er dog Knud Aarup, som er på afveje. Han mangler indsigt i de faktiske forhold.

I 2012 viste en ekstern kortlægning, at 50 procent af forskningen i pædagogik og uddannelse på universiteter og professionshøjskoler var erkendelsessøgende, mens 50 procent var anvendelsesorienteret.

I dag er en rimelig vurdering, at nok to tredjedele af DPUs forskning er rettet mod praksis. Og den balance er vigtig. Nye tanker og banebrydende viden tager nemlig ikke altid afsæt i hverdagens praksis. Den mere erkendelsessøgende forskning er både vigtig og efterspurgt af praktikerne.

Det mest systematiske og succesrige eksempel på at koble forskning og praksis er Ph.d.-rådet for Uddannelsesforskning.

Her igangsætter universiteter, professionshøjskoler og KL i samarbejde ph.d.-projekter med »praksisrelevant forskning i den danske folkeskole«.

Ph.d.erne ansættes ofte på professionshøjskolerne efterfølgende. DPU er den største bidragyder og uddanner dermed flest ph.d.er rettet mod praksis.

Flere eksempler står i kø. DPU forsker i undervisningsforstyrrende uro, i daginstitutioners arbejde med udsatte børn i ghettoområder, i sociale robotter i ældreplejen, i undervisning med »Fælles Mål« i dansk og matematik og i læreruddannelse, skoleledelse og fagdidaktik.

Læg dertil, at vi står bag Nationalt Center for Skoleforskning, som netop organiserer samarbejde om forskning i skole og dagtilbud med relevans for praksis.

Og så er DPUs kandidater i øvrigt blandt de mest efterspurgte i kommunerne.

Dermed ikke sagt, at det ikke kan blive bedre.

Efter samme model som ph.d.-rådet kunne man godt udvide det forpligtende samarbejde om at prioritere og koordinere, hvilken forskning der er brug for, og hvordan resultaterne omsættes til praksis.

Helt grundlæggende er jeg tilhænger af, at – ikke mindst fortidens – institutionskamp mellem universiteter og professionshøjskoler afløses af en fælles ambitionskamp.

Rettelse

I sidste uges madklumme kom majroe til at optræde i stedet for glaskål i en relish, der skulle ledsage en karry. Vi beklager, hvis det har medført en noget besynderlig madoplevelse blandt vores læsere. Red.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

Side 15