Læserbreve. Slavehandelsmyten. Stages autofiktion. Nansens dignitar. Transtog 1. Transtog 2. Merkel og Nolde. Awzcaf z, x, c, q, w.

Debat

Slavehandelsmyten

Kåre Lauring
tidligere museumsinspektør ved M/S Museet for Søfart i Helsingør

I Weekendavisen 20. september foreslår Benny Normind, at vi med skilte på udvalgte bygninger i København skal gøre opmærksom på, at disse bygninger er opført for penge tjent på slavehandel mellem Guineakysten og Dansk Vestindien samt den efterfølgende sukkerhandel. Om udvalgte bygninger skal udsmykkes med skilte af den art, skal jeg ikke blande mig i, men det bør nævnes, at Danmark godt nok har tjent penge på produktion og handel med vestindisk sukker, men aldrig på slavehandel.

Den danske slavehandel indledtes i 1674, da Vestindisk-guineisk Kompagni overtog administrationen af både de danske forter på Guineakysten og Dansk Vestindien. Et lille dansk kolonirige, der efter 1733 omfattede øerne St. Thomas, St. Jan og St. Croix.

Den danske slavehandel blev dog – i modsætning til hvad mange tror – aldrig nogen økonomisk succeshistorie.

I 1734, efter et tab på over 300.000 rigsdaler, besluttede Vestindisk-guineisk Kompagni at trække sig ud af slavehandelen. I 1754 blev kompagniet opløst, idet kongen, Frederik V, overtog administrationen af både forterne på Guineakysten og øerne i Vestindien. Derudover indløste kongen aktionærerne til pålydende og betalte kompagniets gæld. En økonomisk transaktion, der kostede en noget modvillig monark omkring to millioner rigsdaler.

Til sammenligning fik en kaptajn på et slaveskib 24 rigsdaler om måneden, medens en fuldbefaren matros fik fire rigsdaler, så to millioner var rigtigt mange penge.

I 1765 blev den danske slavehandel overtaget af et selskab ved navn Guineisk Kompagni. Manden bag kompagniet hed Henning Frederik Bargum, en succesrig københavnsk forretningsmand, der havde tjent sig en formue på blandt andet tømmerhandel på Norge. De mange penge skulle vises frem, så i årene 1764-67 opførte Bargum Amaliegade 18, eller som det normalt kaldes: Det gule Palæ.

Samme år som palæet var færdigt, sendte Bargum sit første slaveskib af sted mod Guineakysten, handelen var i gang, men det gik som med Vestindisk-guineisk Kompagni, og i 1774 gav han op og forlod landet på flugt fra sine kreditorer.

Hvor meget kompagniet havde tabt på slavehandelen, er usikkert, men tallet har nok ligget mellem 400.000 og 500.000 rigsdaler. Amaliegade 18 er derfor heller ikke opført af en mand, der havde tjent en formue på slavehandel. Tværtimod er det opført af en mand, der efter at have tjent en formue tabte det hele på slavehandel.

I 1781 blev slavefarten igen udliciteret til et privat kompagni: Østersøisk-guineisk Selskab. Igen gik det, som det plejede, og i 1786 blev også det kompagni lukket efter store økonomiske tab.

I forbindelse med opløsningen af Østersøisk-guineisk Selskab blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge den danske slavehandel og dens fremtidige muligheder. Kommissionens konklusion lød, at uanset økonomisk støtte eller ej: »så bliver den (slavehandelen) aldrig lukrativ, men findes risikabel og udsat for tab«.

1791 blev der på initiativ af finansminister Ernst Heinrich Schimmelmann nedsat endnu en kommission, der skulle undersøge den danske slavehandel, og her lød konklusionen, at man godt kunne forbyde den danske slavehandel, da den ikke havde nogen økonomisk betydning hverken for landet eller for rederierhvervet i København.

Den danske deltagelse i slavehandel og plantagedriften i Vestindien er et beklageligt kapitel i vores historie, men det tegner ikke hele fortællingen om den Florissante Handelsperiode.

Baggrunden for den var nemlig Danmarks neutralitet gennem de mange krige, der hærgede Europa i anden halvdel af 1700-tallet, hvor det lykkedes Danmark at holde sig neutral helt frem til 1807.

Neutraliteten sikrede, at Danmark samt Sverige var de eneste af Europas store handelsnationer, der fortsat frit kunne handle på Østersøen, Vesteuropa, Middelhavet, Indien, Kina samt Vestindien, og mest profitabel her var nok handelen på Indien og ikke mindst Kina, hvad også ses af eksportværdien af de varer, der blev eksporteret fra København.

For hvor værdien af eksporten af sukker lå på cirka én million rigsdaler om året, lå eksportværdien af de varer, der kom fra Asien, på omkring tre millioner rigsdaler.

Det var da også på Asien, at flere af tidens helt store handelsfolk, som Heinrich Bolte, Peter Dahl, Christian Duntzfelt, Frédérick de Coninck, Christian Lintrup – adlet som Lindecrone – Jacob Scavenius og flere andre drev deres forretninger. Så der blev tjent penge under den Florissante Handelsperiode, mange penge, men ikke kun på sukkerhandel.

Bedste eksempel er billedhuggeren Salys rytterstatue på Amalienborg Slotsplads. 550.000 rigsdaler kostede den, mere end det dobbelte af de fire Amalienborg-palæer tilsammen.

Kongen betalte 50.000 rigsdaler, medens de resterende 500.000 rigsdaler var en gave til byen og monarken fra det styrtende rige Asiatisk Kompagni, der tjente formuer til sine aktionærer fortrinsvis på import af te fra Kina.

Stages autofiktion

Jens Lauge Johannesen, cand.mag.
Ved Lindevangen
2000 Frederiksberg

I artiklen »Jan Stages Schweizergarde« (Weekendavisen, 11. oktober) tager Magnus Boding Hansen et opgør med »fænomenet« Jan Stage. I en tid, hvor vi taler meget om fake news og oplever en amerikansk præsident med et noget lemfældigt forhold til fakta, er det interessant at se, hvordan to tidligere store koryfæer og chefer inden for medieverdenen, Lasse Ellegaard og Lasse Jensen, hverken angrer eller mener, det var forkert, når de bragte artikler af Stage, selvom de godt var klar over, han pyntede en smule på sandheden, hvis vi skal bruge en eufemisme.

Som historiestuderende lærte jeg på første semester, at man ikke kan bedømme handlinger i en tidligere periode ud fra nutidens præmis, så derfor klandrer jeg ikke Ellegaard og Jensen for at gøre, hvad de gjorde dengang, men for, at de i dag ikke vil anerkende, at det, de gjorde, var forkert.

Men i stedet for en refleksion fra de to herrer, fremkommer det modsatte. Ellegaard hylder ligefrem, at Stage »aldrig spærrede sig selv inde i branchens bogholderoptik«, men at han tog sig friheder til at opfinde personer og begivenheder, hvis det var det, der skulle til for at skabe den rigtige artikel. Det var Stage i sin gode ret til, forstår man, fordi Stage skrev bedre end alle andre i samtiden ifølge Ellegaard og Jensen.

Nu er smag som bekendt subjektiv, men måske skrev Stage bedre end sine kollegaer dengang, fordi han af sine chefer, Ellegaard og Jensen, som også var venner med ham, fik lov at skrive fiktion, mens kollegaerne var bundet af kedelige størrelser som fakta, troværdighed og søgt objektivitet. Men uanset om Stage så skrev bedre end de andre, er det et besynderligt argument at fremhæve, at så er det ok at lyve – i særdeleshed når man tænker på, at han var krigskorrespondent.

Endnu mere besynderligt bliver det, når Ellegaard påstår, at Stage skrev en form for »journalistisk autofiktion«, hvilket betød, at det ikke nødvendigvis var sandheden, vi læsere læste, når vi læste hans artikler fra Balkan og andre steder i verden, men at det vidste vi læsere nu også godt.

Jeg ved ikke, om Ellegaard kun tænker på læsere som kollegaerne på Palæ Bar og andre indviede i branchen, men som ikke indviet, ung studerende i 90erne, der ikke frekventerede Palæ Bar regelmæssigt, kan jeg sige, at nej, jeg vidste ikke, der var tale om »journalistisk autofiktion«, når jeg læste Stages artikler i avisen, og jeg tror ikke, jeg var den eneste læser.

Nansens dignitar

Eva Præstiin, direktør og producent Betty Nansen Teatret

I de sidste udgaver af avisen her har først Fanny Sif Pedersen og Nynne Roberta Pedersen og herefter Morten Agervold skrevet med reference til Betty Nansen Teatrets forestilling De asylsøgende kvinder. Først og fremmest vil vi sige jer tak for at dele jeres tanker. Det er netop vores ambition med at opsætte forestillinger, der omhandler aktuelle samfundsmæssige udfordringer, at invitere til en diskussion og debat, der også fortsætter efter teateroplevelsen.

Forestillingen er oprindelig en 2500 år gammel tekst og er blevet til på et meget omfattende researcharbejde udført af det engelske hold, der oprindeligt skabte forestillingen i Storbritannien.

I første del af trilogien De asylsøgende kvinder flygter 50 unge kvinder i en båd over Middelhavet til Grækenlands kyst til byen Argos. De flygter fra vold og tvangsægteskab i Egypten og er i fare. De bønfalder byen om asyl. Borgerne i Argos stemmer om sagen og vælger at tage kvinderne ind og beskytte dem. I anden del af trilogien kommer krigen til Argos. Egyptens sønner tager hævn.

På Betty elsker vi klassikere. Netop fordi de som i De asylsøgende kvinder taler til os i dag på tværs af tid, sted og kultur. Også ved demokratiets fødsel for 2500 år siden var flygtningeproblematikken en udfordring for os mennesker.

Og nu som dengang brugte man teatret til at spejle forskellige sider af et ofte uløseligt etisk og eksistentielt dilemma – ikke for at belære eller overbevise, men for at vi sammen som samfund kan reflektere og diskutere. Som dramatiker David Greig har skrevet i teksten: »Lad os nu sammen se, om vi kan finde noget af os selv i dette mærkværdige oldtidsspejl.«

I teatret kan vi opføre ord, som er skrevet før vores tidsregning – og som taler direkte til os i dag. Forestillingen har både her i København og nu i Malmø, hvor den spiller på Malmø Stadsteater, affødt meget debat, og også de to kunstneriske hold, der har arbejdet med teksten, har haft mange interessante diskussioner. Teatret vil gerne åbne diskussionen for alle, vi hilser alle bidrag velkomne og inviterer til åben debat.

Vi vil dog gerne udfordre den antagelse, som Fanny Sif Pedersen og Nynne Roberta Pedersen lægger som præmis for deres læserbrev i Weekendavisen den 27. september. Nemlig at den socialdemokrat, der har introduceret forestillingen, skulle have haft nogen indflydelse, ansvar eller udtalt holdning til forestillingens indhold eller kunstneriske udtryk.

Forestillingen introduceres – præcis som i det antikke teater – af en såkaldt dignitar, som repræsenterer det samfund, der støtter kunsten og dermed (også i dag) overhovedet gør det muligt at opleve scenekunst.

Betty Nansen Teatret har inviteret udvalgte medlemmer fra alle partier (både fra Frederiksberg Kommune og fra Folketinget) til at introducere forestillingen i løbet af spilleperioden, samt flere erhvervsledere og ledere af lokale institutioner på Frederiksberg. Mange har takket ja – også fra andre partier end Socialdemokratiet.

Dignitarens rolle er udelukkende at agere repræsentant for det samfund, som støtter kunst. Men ingen af de repræsentanter, der introducerer forestillingen – eller de parter, der støtter forestillingen økonomisk, har ansvar for eller indflydelse på forestillingens indhold.

Dét har udelukkende Betty Nansen Teatrets ledelse, jævnfør det armslængdeprincip, der er et bærende princip i vores demokratis kunststøtte.

Transtog 1

Ehm Hjorth Miltersen
Studerende
8000 Aarhus C

Det er med forbløffelse og forargelse, at jeg læser Kåre Fogs kronik »Når transtoget er kørt« i Weekendavisen 11. oktober. Teksten er så spækket med misinformation og lodrette løgne, at jeg ikke engang vil gennemgå dem alle – der er nærmest ikke én påstand, der er sand.

Det, at skribenten afviser at nævne nogen kilder, burde få en alarmklokke til at ringe. Et blik på skribentens hjemmeside gør ikke sagen meget bedre – der er godt nok links til kilder, men de kilder er selv uden nogen autoritet på emnet og/eller kun marginalt relaterede og taget ud af kontekst.

Den eneste artikel trykt i et reelt videnskabeligt tidsskrift, der citeres, er dybt omstridt og måtte genudgives med opklarende tilføjelser. Forskeren bag har selv udtalt, at det ikke kan bruges til at sige noget konkluderende, blandt andet fordi det undersøger forældre til muligvis transkønnede børn, og ikke børnene selv.

Det fænomen, der undersøges i artiklen, er ikke videnskabeligt anerkendt. Nok er Kåre Fogs kronik trykt i debatsektionen, men kan det passe, at Weekendavisen slet ikke laver nogen kildekritik på dét, de vælger at bringe?

Transtog 2

Paul Lyngbye,
cand.mag. i psykologi og kommunikation
2300 København S

Tak til Kåre Fog for modet til at afsløre, hvordan en aggressiv politisk lobby træder videnskabeligheden under fode og gør skade for mennesker i sidste uges kronik »Når transtoget er kørt«.

Man må håbe, at den bliver læst og taget til efterretning af politikere og sundhedsmyndigheder. En overvældende del af befolkningen er heteroseksuelle og har det fint med deres medfødte køn.

Det synes at blive glemt, når højtråbende enkeltindivider af anden observans får så meget taletid i pressen.

Merkel og Nolde

Jørgen Alving
HC Ørsteds Vej
1879 Frederiksberg C

I WA Kultur 4. oktober hævdes det i artiklen »Salomonisk fejhed«, at forbundskansler Angela Merkels optræden var kujonagtig, da hun ikke ønskede de udstillede Nolde-billeder tilbage til sit kontor efter afsløringen af hans nazistiske holdning.

Jeg synes, denne dom er mildest talt letkøbt – for hvad skulle Den Tyske Forbundsrepubliks regeringschef ellers have gjort?

Det modsatte kunne let udråbes som manglende afstandtagen til den sorte fortid – noget som en person i netop hendes position vanskeligt vil kunne tillade sig.

Som Peter Bender anfører i sin glimrende bog Tysklands genkomst, var Tysklands nederlag i 1945 trefoldigt: militært, politisk og moralsk.

De to første blev for så vidt overvundet i 1955 (optagelse i NATO/Warszawapagten) henholdsvis 1949 (Forbundsrepublikken/DDR); derimod er det evident fra dagens debat om deres »Vergangenheitsbewältigung«, at landet endnu ikke er kommet sig efter det tredje – ligesom Tysklands position (indtil 1933) som toneangivende kulturnation synes definitivt tabt.

Awzcaf z, x, c, q, w

Jonas Roelsgaard, bachelor i nordisk sprogvidenskab fra Universitetet i Oslo

Hvordan forklarer man en fortvivlet skoleelev, at det første c i »acceptere« er et k, mens det næste er et s?

Danske skoleelevers evne til at stave rigtigt bliver desværre dårligere år for år, viser karakterdata fra Undervisningsministeriet. Det findes der grangiveligt flere årsager til. Én grund kunne være, at det danske skriftsprog har fem overflødige bogstaver (z,x,c,q,w), som optræder i ord, eleverne må lære udenad.

Flere af bogstaverne har endda flere forskellige udtalemåder som i eksemplet herover.

Det er inkonsekvent og forvirrende. Første punkt i en fremtidig retskrivnings­reform må blive at fjerne disse bogstaver.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.