Læserbreve. Asylansøgere. Golden Days. De intolerante. Plastik. Dødshjælp.

Debat

Asylansøgere

Fanny Sif Pedersen, performance-kunstner
Nynne Roberta Pedersen, teaterinstruktør

»De asylsøgende kvinder er skrevet for 2500 år siden og er et af verdens ældste dramaer – og mest aktuelle dilemmaer. For hvordan vælger man mellem at hjælpe et menneske i nød og beskytte sit eget land?«

Sådan skriver Betty Nansen Teatret på sin facebookside om den aktuelle forestilling De asylsøgende kvinder, der spiller nu på Edison-scenen. Spørgsmålet er i sig selv racistisk og nationalistisk, det gør automatisk asylansøgere til en trussel og begrænser fri bevægelighed – en automatik, der selvfølgelig politisk ikke er nogen overraskelse, men som man kunne ønske sig, at kunsten forholdt sig mere nuanceret til.

Ser man forestillingen, forstår man, at det er en lidt anderledes situation, end titlen og beskrivelsen umiddelbart antyder, eftersom dilemmaet består i, at 40 såkaldt ægyptiske kvinder flygter til Grækenland fra deres fætre, der vil bedrive blodskam og med vold ægte dem. Problemet bliver altså, at de her voldelige (arabiske) fætre vil komme og bekrige det her (europæiske) land for at få deres kvinder tilbage. En konge skal derfor vælge mellem at afvise kvinderne for at undgå krigen eller vise sig barmhjertig og lukke kvinderne ind.

Som et meget genkendeligt, men for et Betty Nansen-publikum formentlig meget fjernt billede skyller 40 søstre og deres far (i øvrigt spillet af en hvid mand) i land fra Middelhavet op på en græsk strand. Og herfra stopper aktualiteten velsagtens.

Et kor af overvejende hvide kvinder med en hvid kvinde som leder og hovedperson udgør disse ægyptiske kvinder på scenen. Svøbt i vestafrikanske tekstiler, med hvide tørklæder, der vel illustrerer en slags hijab om hovedet, og med asylstave i alverdens farver i hænderne er kvinderne klædt i vaskeægte asylansøgerkostumer. Og da de beder kongen om asyl, lader han det åbne demokrati bestemme, at de er velkomne. Således bliver det klart, at demokratiet naturligvis er omfavnende og retfærdigt, men dog i sandhed trues, da de ægyptiske fætre ankommer i sorte dragter for at voldtage deres kusiner tilbage. Et rædselsscenarie (med stor aktualitet, må man gå ud fra, at forestillingen mener), som den gode, demokratiske græske konge (!) heldigvis får stoppet med sin hær. Sejren fejres med et brag af en dansemix fra både Mellemøsten, Afrika og Asien. Den ægyptiske far lover kongen, at kvinderne nok skal indordne sig efter det græske samfunds normer, og de stakkels kvinder er nu for evigt beskyttet mod de ægyptiske fætre. Desuden kan kvinderne via deres formoder, koen Ion, bevise, at de rent faktisk er græske. Så blodet er heldigvis rent.

De asylsøgende kvinder bliver introduceret af en socialdemokratisk kommunalpolitiker, der fortæller os, at teatret stadig er en platform for diskussion og vigtige politiske emner – ligesom i det gamle Grækenland.

En socialdemokrat åbner en såkaldt tidløs forestilling om asylsøgende kvinder.

Socialdemokratiet, der har kæmpet (og vundet) en indædt kamp med Dansk Folkeparti om den strammeste udlændingepolitik.

Socialdemokratiet, der fratager asylsøgende kvinder deres basale rettigheder til at være kvinder, mødre, søstre, mennesker i udrejsecenter Sjælsmark.

Socialdemokratiet, der har stemt ja til den ghettopakke, som uundgåeligt rammer asylgivne kvinder.

Socialdemokratiet, der ligesom resten af Europas regeringer er skyld i Dublinkonventioner, ungarske grænsehegn og dertilhørende vold, tyrkiske dørmandsaftaler, libyske kystvagter, militært udstyr til beskydning af asylsøgende kvinder på de europæiske grænser.

Socialdemokratiet, der er medskyldig i, at asylsøgende kvinder ligger på bunden af Middelhavet og ikke trækker vejret, fordi man ligesom resten af Europas regeringer nægter at lave en sikker passage.

Socialdemokratiet, hvis lukkede grænser skaber lejre i Grækenland, hvor de asylsøgende kvinders børn bliver kidnappet og solgt til sexslavehandel, hvor de asylsøgende kvinders mænd bliver tæsket af fangevogtere, puttet i mørkekamre, angrebet af tilfældige fascister. Lejre, hvor de asylsøgende kvinder ingen sikkerhed har.

Socialdemokratiet, der med åbne øjne støtter fængslet Ellebæk, hvor de asylsøgende kvinder og deres mænd, fætre, brødre, fædre, sønner, døtre sidder frihedsberøvet uden rettergang for forbrydelser, de ikke har begået. Socialdemokratiet, der med åbne øjne støtter deportationscentret Kjærshovedgård, hvor de asylsøgende kvinder lever med angsten for, at deres mænd, fætre, brødre, fædre, sønner bliver ofre for kriminalforsorgens brutalitet.

Socialdemokratiet, der har deporteret asylsøgende mennesker til Afghanistan, hvor de ubeskyttet kunne møde døden.

Socialdemokratiet, der har spærret grænsen til Europa, så asylsøgende kvinder ikke kan søge asyl.

Socialdemokratiet, der har spærret grænsen til Europa, så asylsøgende kvinder må sælge deres organer på gaden for at få råd til at overleve.

Netop det, at man sætter en socialdemokrat til at åbne en i øvrigt ignorant-racistisk forestilling om asylsøgende kvinder, er måske den største hån mod enhver asylsøgende kvinde, der lever i dag – eller for længst er død som direkte konsekvens af den politik, socialdemokratiet støtter. Netop det, at man sætter en socialdemokratisk politiker til at åbne en forestilling om asylsøgende kvinder, vidner – ligesom forestillingen og ligesom teatrets egen beskrivelse – om, at der ingen interesse er for de rent faktisk asylsøgende kvinder. Altså dem, der lever i dag. Derfor er det en hån at sige, det er aktuelt. Kunne man forestille sig at de asylsøgende kvinder var blevet givet scenen, ordet? Ville de have fortalt det samme?

Golden Days

Svante Lindeburg
Direktør, Golden Days Festival

Denne kommentar er et svar på Henrik Gade Jensen og Bent Blüdnikows kronik »Knap så gyldne tider« trykt i Weekendavisen d. 13. september 2019. I kronikken forholder de to skribenter sig til dette års Golden Days Festival, der handler om 1989 – 30-året for Murens fald. De finder festivalen fordummende, for festlig og for positiv i forhold til både Berlinmurens fald og kommunismen. Hos Golden Days mener vi, at en festival, der markerer 30-året for Murens fald, kan og skal rumme håbet, drømmene og optimismen side om side med koldkrigskontraster, atomkapløb og nutidens mure. Vi er både blevet kritiseret for at være for røde og for blå. For at romantisere kommunismen og for at dæmonisere den. Måske viser det, at vi har ramt en fin balance.

I år er det 25 år siden, at festivalen Golden Days så dagens lys. Vi startede som en guldalderfestival målrettet hovedstadens turister, men efter en årrække lod vi guldalder være guldalder og fattede nysgerrighed for andre perioder, ideer og begivenheder. I dag indbyder Golden Days hvert år i september til 17 dages kulturhistorisk festival med en skiftende tematik. De enkelte arrangementer bliver til i samarbejde med mere end 100 samarbejdspartnere, der i år strækker sig fra Aalborg i nord til Stevnsfortet i syd. Partnerne spænder vidt, og det giver bredde til Golden Days’ program, når de ud fra deres respektive faglige kapacitet og ståsted giver deres perspektiver på årets emne. Resultatet er en kulturhistorisk festival, der interesserer sig for historien i sig selv, men også forsøger at betragte historiske begivenheder gennem et prisme af kunst, kultur og idéhistorie.

Golden Days er et dannelsesprojekt – en art public service-bestræbelse, om man vil. Med Golden Days arbejder vi hvert år for at skabe en festival, der belyser årets tematik gennem forskellige faglige og kunstneriske discipliner. Derved tilbyder festivalprogrammet en række forskellige indgange til det pågældende års tematik. Det gør vi i forhåbningen om at tiltale, interessere og fascinere et så bredt publikum som muligt. Derfor er det væsentligt for os, at festivalen repræsenterer og omfavner både det lette og det komplekse, det genkendelige og det udfordrende, det folkelige og det smalle, det sanselige og det intellektuelle – og ikke mindst det festlige side om side med det gravalvorlige.

Det gør sig også gældende for årets festival, der i anledningen af 30-året for Murens fald handler om 1989. Festivalen retter blikket mod det skelsættende år og undersøger en tid, der synes fjern og dog så tæt på. Ambitionen er at belyse og forstå det, som var – men også at undersøge vores samtid og få øje på de fysiske, sociale, demografiske og digitale mure, vi i dag løber panden mod. Vi sætter således nålen i ’89 og ser både frem og tilbage. Vi henvender os både til dem, der var voksne d. 9. november 1989. Dem, der var unge. Og dem, der endnu ikke var født. Til alle dem forsøger vi at skabe oplevelser for både hovedet, følelserne og sanserne.

Derfor kan du den ene dag opleve den polske frihedskæmper og nobelprismodtager Lech Walesa på festivalens åbningskongres (hvor han i øvrigt får selskab af blandt andre Uffe Ellemann-Jensen, der var udenrigsminister i 1989, den nuværende udenrigsminiser, Jeppe Kofod, professor Rebecca Adler-Nissen, historiker Adam Holm og tidligere minister, nu korrespondent for Berlingske Tidende Lykke Friis, der også står bag årets Golden Days-bog Håbets Europa i 89 billeder), mens du den efterfølgende dag kan stå ansigt til ansigt med en sektion af den oprindelige Berlinmur på Bryghuspladsen. Dernæst kan du opleve Søren Ulrik Thomsen og Martin Bigum i samtale om Murens falds indvirkning på eftertidens kunst og poesi, høre om kommunikation og overvågning under Den Kolde Krig eller mærke nutidens Københavns demografiske mure på en vandring gennem det ghetto-listede boligområde Lundtoftegade.

I år er vi i nærværende avis både blevet kritiseret for at romantisere kommunismen og for at dæmonisere den. Nogle mener, at vi med Uffe Ellemann-Jensen, Lykke Friis og Simon Strauss i front er for blå. Andre synes, at vi er for røde. Måske viser det, at vi har ramt en god balance.

De intolerante

Nikolaj Nottelmann, associate professor, ph.d.
Department for the Study of Culture – Philosophy
University of Southern Denmark

I Weekendavisen #38 fremstiller Flemming Rose, med den britiske debattør Douglas Murray som celeber bugtalerdukke, en populær konspirationsteori på den yderste højrefløj: En folkefjendsk intellektuel elite er i gang med at indstifte en ny totalitær religion med den hvide heteroseksuelle mand som Den Store Satan.

Disse fanatikere skyr ingen magtmidler for at få deres vilje. Fx ødelægger de systematisk livet for enhver anderledes tænkende og erstatter gladeligt europæiske befolkninger med islamistiske mørkemænd for at knægte deres indre fjender. Men hævnen venter om hjørnet: Snart vil folket, »det store tavse flertal«, »give igen med samme mønt«. Roses manøvre er bekvem. Han kan dække sig bag den brede ryg på Murrays bestsellere og fremstå som hændervridende fredsdue, mens han i virkeligheden hetzer mod de angivelige folkefjender.

Reelt er der tale om en kulturkonservativ krigserklæring mod liberale ideer, der nyder bred folkelig opbakning i det meste af Vesteuropa: Fx at homoseksuelles samliv med deres elskede juridisk bør ligestilles med heteroseksuelles ditto. At mennesker med et dybfølt ønske om at skifte køn ikke automatisk stemples som sindssyge og får mulighed for et liv på værdige vilkår. At det kan være nødvendigt at lide afsavn for at redde millioner af medmennesker fra et liv i dyb og ufortjent elendighed ved at tage imod dem som flygtninge.

Når det overhovedet er muligt for Murray og Rose at fremstille visse østeuropæiske regeringers modstand mod disse ideer som sund fornuft og fredsvilje, skyldes det især en meget lille, men højtråbende, minoritet i den akademiske verden, der overdriver den liberale dagsorden ud i det absurde. Her sluttes fx fra den anerkendte idé, at nogle mennesker umuligt kan identificere sig med deres biologiske køn og fortjener respekt for dette, til den meget kontroversielle idé, at ingen mennesker overhovedet har et medfødt biologisk køn. Eller der sluttes fra nødvendigheden af at blande kulturer af tvingende humanitære grunde til den langt mindre populære idé, at kulturer så vidt muligt bør blandes i størst muligt omfang.

Pressens fokus på sensationelle anekdoter fra den lukkede akademiske verden giver »bekymrede« konspirationsteoretikere som Rose og Murray brændstof til ideen, at den akademiske verden og den politiske elite i samlet flok bakker op om liberalismens mest outrerede afarter og snart vil nedkalde dens forbandelse over os alle, medmindre »folket« og dets ægte repræsentanter giver igen »med samme mønt«, som det nu sker i Ungarn. Dette er en simpel løgn, som enhver med reel indsigt i politik og universitetsliv vil vide. »Folket« står ikke over for en dyster sammensværgelse, men en skinger minoritet i den akademiske verden, der som helhed i høj grad deler de vesteuropæiske befolkningers moderate liberale synspunkter anno 2019. At agitere for totalitære tilstande som i Orbáns Ungarn for at bekæmpe disse markskrigere og internettrolde, er at skyde gråspurve med rustbrune konservative kanoner.

Plastik

Clemens Johansen
Plantagevej 4
8410 Rønde

I dag skriver Pernille Stensgaard om skamfuld plastik. (#38, forsiden)

I næste uge skal vi høre om vredt aluminium og frygtsomt jern. Og måske er der osse generte træklodser og messing, der føler sig ilde tilpas. Altså, helt ærligt: You should be ashamed of yourself.

Dødshjælp

Morten Bangsgaard, medlem af Det Etiske Råd
Lotte Blicher Mørk, præst, Rigshospitalet.

Mandag stadfæstede Højesteret afgørelsen i Landsretten i sagen mod Svend Lings, som dermed blev idømt 60 dages betinget fængsel for at have medvirket til to selvmord og et selvmordsforsøg. En mild dom, som på sin vis illustrerer et af paradokserne i den ofte unuancerede debat om aktiv dødshjælp. En mild dom for assisteret selvmord, men alligevel en dom, der slår fast, at aktiv dødshjælp i Danmark ikke er tilladt.

Det enkelte individs ret til autonomi er et hyppigt argument for at tillade aktiv dødshjælp. Jeg vil selv have kontrollen, mig skal ingen bestemme over. Men mennesket er ikke selv. Mennesket er en del af et større fællesskab. Dels det enkelte, som ikke kan træffe beslutning om egen død uden hensyntagen til andre. Men også i en større sammenhæng, for hvad sker der med vores syn på mennesket, hvis vi blot siger til mennesket i dyb nød og fortvivlelse, at det godt kan undværes, og hjælper det til at dø? Det enkelte menneske mister sin værdighed. Bør vi ikke i stedet tage det menneske i hånden og hjælpe det med at dø?

Erfaringerne fra Holland og Belgien, som for år tilbage legaliserede aktiv dødshjælp, og som var meget omhyggelig med at afgrænse patientgrupper, som ville kunne få muligheden om aktiv dødshjælp, er, at antallet af dødsfald forårsaget af aktiv dødshjælp er mangedoblet siden. I Holland skyldes fire procent af alle dødsfald aktiv dødshjælp. Stemmer i debatten fra dengang har siden sagt, at havde vi kendt de konsekvenser, så skulle vi ikke have tilladt det. Fordi det ændrer vores kultur og syn på mennesket. Fordi der altid lige står nogen på den »forkerte« side af stregen, der også gerne vil have tilbuddet. Men med dødens indtræden forsvinder fortrydelsesmuligheden. Døden er endelig og uigenkaldelig.

Svend Lings bliver ved med at sige, at han ikke kan holde til ikke at hjælpe mennesker i dyb nød. Et menneske i dyb nød er også et meget fortvivlet menneske, og et fortvivlet menneske er et omskifteligt menneske. Derfor er det heller ikke sjældent at læse historier om et menneske, der har været i dyb nød og fortvivlelse, som har bedt om aktiv dødshjælp, men som senere oplever at være yderst taknemmelige over, at aktiv dødshjælp ikke var en mulighed.

Er det udtryk for medfølelse blot at føje et fortvivlet menneskes opråb til omgivelserne ved at hjælpe det til at dø? At sige til det menneske: »Du kan godt undværes.« Eller er det snarere udtryk for omsorg og barmhjertighed, at hjælpe det fortvivlede menneske med at dø? At sige til det menneske: »Du må gerne være til besvær.« Der er en verden til forskel mellem at hjælpe til at dø og at hjælpe med at dø. Det er et spørgsmål om menneskesyn.

 

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.