Syv trin nede i Papirkælderen folder ekspedienten mappen med fylde­penne ud. Vi læner os ind over disken og studerer dem, de ligger i blødt stof og er kostbare. Man skal passe på sådan én, det er som at gå rundt med en sammenrullet femhundredekroneseddel løst i tasken. Omhyggeligt breder han et stykke køkkenrulle ud og demonstrerer, hvordan man suger blækket op fra en glas­flaske og husker at skrue låget stramt på bagefter. Hele situationen slår mig som højtidelig og gammeldags. Jeg er her for at få hjælp til at komme ud af min plastikafhængighed og gøre noget ved ting, der bekymrer mig. Om det så er en latterligt lille forskel, og det er det.

På arbejde bruger jeg to fiberpenne om ugen og smider de udskrevne i skraldespanden. Samlet sammen over årene ville de danne et lille bjerg af 2900 kulørte plastikpinde med hætte. Det mindste, jeg kan gøre, er at holde op.