Det første møde med Mark Zuckerberg er akavet. Året er 2006, og »Zuck«, som stifteren af Facebook kaldes blandt venner, har fået kontakt til investoren Roger McNamee gennem en fælles bekendt. Den 22-årige iværksætter har brug for et råd, og med en cykelbudtaske over skulderen møder han op på McNamees kontor på Sand Hill Road, den fede blodåre af kapitalfonde og investeringsselskaber i hjertet af Silicon Valley.
50-årige McNamee har allerede regnet ud, hvad hans gæst vil spørge om. Facebook har kun eksisteret i to år, men alle taler om det sociale medie, og så ved pengemænd som McNamee godt, hvad der sker. Zuck har fået et tilbud fra en af de store, måske Yahoo eller Microsoft, sikkert på en milliard dollars eller mere, og nu er han under et voldsomt pres for at sige ja.
McNamee indleder mødet med at dele sin formodning med Zuckerberg – og tilføjer så, at han endelig ikke må tage imod købstilbuddet, uanset hvor det kommer fra. Herefter siger Zuckerberg ikke et ord i fem minutter. Han flytter sig rundt i sofaen og skifter mellem forskellige tænksomme positurer, mens Roger McNamee bliver mere og mere utilpas.
»Jeg har aldrig set noget lignende,« skriver han i bogen Zucked – Waking up to the Facebook Catastrophe, som udkom for nylig. »Efter tre minutter var jeg parat til at skrige.«
Oven på den lange tænkepause beslutter iværksætteren sig for at følge McNamees råd, og således indledes et slags mentor-forhold mellem de to: den socialt akavede programmør og den joviale forretningsmand.
Det varer ikke ved. 13 år senere husker McNamee det første møde med gru: Måske var Facebook aldrig blevet det monster, det er i dag, hvis Zuckerberg havde solgt fra i stedet for at lytte til ham.
»Jeg har tilbragt hele min karriere i Silicon Valley, men dengang forstod jeg stadig ikke, hvad der foregik,« siger Roger McNamee, da Weekendavisen møder ham på Københavns gamle kommunehospital, der i dag huser Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved KU. Foruden forfatter kalder McNamee sig i dag for aktivist og gør et kort ophold i København på en Europaturné for sin nye bog.
»Først for tre år siden gik det op for mig, hvordan en virksomhed som Facebook påvirker vores kultur, vores samfund og os alle sammen på et mere fundamentalt plan. For folk, der ikke kender branchen, må det være endnu sværere at gennemskue. Også fordi de fleste af os antager, at de her virksomheder på en eller anden måde kontrollerer fremtiden. At vi skal gøre plads til dem. At vi hver især ikke kan få dét, vi vil have, uden at Google og Facebook også får dét, de vil have. Det er en kæmpe stor fejltagelse, og det er den, som jeg nu forsøger at rette op på.«
Lad os lige endnu en gang spole tiden tilbage. Denne gang til 2016, altså for tre år siden, hvor forfatteren vågnede op.
McNamee driver investeringsselskabet Elevation sammen med U2-forsangeren Bono og er holdt op med at mødes regelmæssigt med Mark Zuckerberg og Sheryl Sandberg, der er hentet ind som Facebooks administrerende direktør. Efterhånden som mediet vokser, er han gledet ud af inderkredsen. Da Facebook har to milliarder brugere og en værdi, der er flere hundrede gange højere end den sum, Zuckerberg blev tilbudt ti år forinden, er McNamee reduceret til taknemmelig investor, som følger med fra sidelinjen.
Men det ændrer sig i 2016, under præsidentvalgkampen. McNamee er på Facebook dagligt og har en fornemmelse af, at hans feed fyldes af mere og mere højrøstet og ondskabsfuldt indhold. Grimme videoer og had-kampagner mod Hillary Clinton bliver delt millioner af gange, og Facebooks algoritmer lader til at pumpe tempoet i vejret.
Efter valget står det klart, at Facebook er blevet brugt til at sprede misinformation og løgne om kandidaterne – ikke bare på vegne af Trump-kampagnen, men også af russiske agenter. Facebook-fan og forhenværende mentor McNamee er i chok.
»Russerne brugte Facebook til at tippe valget,« udbryder han, da han møder en af Zuckerbergs nærmeste efter præsidentvalget. Men det lader ikke til at gøre det store indtryk. Heller ikke da han tager kontakt til Mark Zuckerberg og Sheryl Sandberg. De takker for hans interesse, men kalder påvirkningen under valgkampen for
»Anomalier«, som er ordnet nu. Desuden, siger alle Facebook-cheferne som med én stemme, er der jo ikke tale om et traditionelt medie, men om en platform, hvor brugerne har ansvaret for det, de lægger ud. Én siger endda, at Facebook sikkert vil blive brugt til at vise terrorangreb. Han får ret, da en bevæbnet mand streamer sit angreb på en moské i Christchurch, New Zealand, live på Facebook.
Facebook nægter at tage ansvar
Roger McNamee betoner hvert et ord, da han når til den del af historien. Han fylder ikke meget i det grå jakkesæt og de fodformede sko, mens han sidder og nipper til en cola, men stemmen kan høres langt nede ad gangen:
»Det er tydeligvis Facebook, der har ansvaret for, at de her ting bliver spredt, men de nægter at tage det ansvar på sig. Jeg mener, at Facebook har reduceret verden til noget, som kulturelt og menneskeligt er mindre værd end det, vi havde før. De har gjort deres produkter ondartede. Og Facebook, Google, Amazon og Microsoft er det 21. århundredes udgave af, hvad kemiske virksomheder var i 1950erne og 60erne. Dengang var kemiske virksomheder også særdeles profitable, fordi de lod alle os andre rydde op efter dem. De hældte kviksølv ud i vandreservoirer, som folk skulle drikke af. De havde ulykker, som andre ryddede op efter. De skabte enorme sundhedsproblemer, som samfundet måtte betale for. På et tidspunkt vågnede vi op og sørgede for, at de her folk fik lov til at betale prisen for den skade, de forårsagede. Det er det samme, vi skal gøre med teknologivirksomheder i dag. Nu er det dem, som skaber giftige, digitale udledninger i samfundet, og derfor er deres overskud kunstigt højt.«
Hver dag er der nye, digitale giftulykker, mener McNamee. Facebook er blevet brugt til at sprede løgne forud for valg i Storbritannien, USA, Brasilien, Indien og en række andre lande. Til organisering af dødspatruljer i Filippinerne og folkemord på rohingyaer i Myanmar. Hertil kommer de millioner af teenagere, som får ødelagt deres selvværd af Facebook og søstermediet Instagram.
»Ville Facebook overhovedet give overskud, hvis de skulle dække alle de omkostninger? Det kommer selvfølgelig an på, hvordan man prissætter den slags, og det har vi været alt for længe om at finde ud af. Mine forældres generation satte en stopper for de kemiske virksomheder i 1950erne og 1960erne, og de havde aldrig fundet sig i det her. Hvis et firma dengang havde hjulpet russerne med at påvirke det amerikanske præsidentvalg, var de ikke bare blevet lukket, men også retsforfulgt. I 1950erne henrettede vi hr. og fru. Rosenberg for at give relativt ufarlige hemmeligheder til russerne. At underminere demokratiet plejede at være en alvorlig forbrydelse i USA.«
Som de fleste insidere i tech-branchen er McNamee voldsomt optaget af personer. Af mændene og visionerne bag produkterne. Han kender flere af dem personligt, både professionelt og fra sin hobby som musiker, hvor han blandt andet har spillet i band med Apple-direktøren Tim Cook. Hvis man skal forstå tech-giganterne, skal man både kende deres forretningsmodel og de personer, der skabte dem, mener han.
»Tag nu Apple,« siger McNamee. »Apple er blevet den sidste bastion mod den måde, som den nye generation af tech-virksomheder arbejder på. Apple kunne sagtens være lige så slemme som Microsoft og måske endda Google. Men jeg tror, at fordi Tim Cook var i skabet så længe, så er privatliv blevet en næsten eksistentiel rettighed for ham. Han ville slet ikke tale om sin seksualitet, før han var godt oppe i 50erne.«
På samme måde mener McNamee, at både Facebooks og mange af Silicon Valleys øvrige problemer kan spores tilbage til en gruppe mænd, der kom ind på scenen i 2004: den såkaldte PayPal-mafia med Peter Thiel, Elon Musk og Reid Hoffman i spidsen. På det tidspunkt var både internettet og den digitale økonomi i færd med at ændre sig, især af tekniske årsager: Prisen på computerkraft, lagring og båndbredde styrtdykkede, og virksomheder som Amazon begyndte at tilbyde en masse online-tjenester til discountpriser. En hjemmeside, der før kostede en million kr. og tog flere måneder at bygge, kunne nu bestilles for småpenge på en weekend.
»På få år ændrede hele tech-industrien sig,« forklarer McNamee. »Nu var prisen på teknologien så lav, at enhver 20-årig kunne få finansieret sin idé. Man behøvede ikke engang bekymre sig ret meget om at tjene penge – så længe virksomheden blev ved med at vokse, kunne den få nye investeringer om bord. PayPal-mafiaen har skabt denne her absurde tankegang, hvor det ikke længere handler om at drive forretning, men om at vokse for enhver pris. Det er den filosofi, der har skabt virksomheder som Uber, Lyft, WeWork og en masse andre. Det er en forretningsmodel, der måske aldrig kommer til at give overskud, men som bliver belønnet af markedet, fordi virksomhederne går fra ingenting til en hel masse på meget kort tid. WeWork bruger to dollar for hver dollar, de tjener. Uber bruger halvanden, men begge virksomheder har milliarder i omsætning. Jeg mener .. det er jo ... sindssygt. Det er ikke forretning, men noget andet, ingen ved helt hvad. Personligt tror jeg, at noget af det i eftertiden vil blive set som en slags bedrageri.«
Facebook spirer frem i det samme giftige miljø, som hylder vækst og rækkevidde for enhver pris, skriver McNamee. Move fast and break things, som Facebooks oprindelige slogan lød. Jo flere brugere, der får teknologien i hænderne, desto bedre – uanset hvad konsekvenserne måtte være. Da Mark Zuckerberg tidligere i år præsenterede Facebooks kommende bankservice, Libra, talte han om teknologien på nøjagtig samme måde som under møderne med McNamee tilbage i 2006.
»Jeg har advaret folk i USAs regering om, at Libra vil underminere den ene af de to søjler i enhver nationalstats selvbestemmelse. Den ene søjle er magtanvendelse, og den anden er kontrol over valuta. Zuckerberg siger måske, at han bare vil hjælpe folk i u-lande med at få adgang til en bank, men før det sker, vil hele finansmarkedet flytte deres transaktioner over på Libra for at undgå at betale skat og blive kontrolleret af myndighederne. Man skulle tro, at regeringer ville være imod sådan en udvikling, men jeg kan ikke se, at de gør noget for at stoppe den.«
Hvilket Techlash?
Det er jo problemet. Roger McNamees bog er den seneste i en lang række insider-skildringer af Silicon Valley og de elendigheder, stedet har påført resten af verden. Bøgerne er en del af det såkaldte »Techlash«, det store tilbageslag mod tech-giganterne, som efterhånden har været undervejs i et par år. Politikere har været med på bølgen lige så længe: EU uddeler heftige bøder, og der diskuteres særlove om skat, data og privatliv, som er skræddersyet til de amerikanske tech-virksomheder. I USA har den demokratiske præsidentkandidat Elizabeth Warren truet med at opløse Facebook.
Det sidste er Roger McNamee helt med på. Han forsøger at overbevise alverdens politikere om, at de skal lukke ned for tech-giganterne. Fryse deres aktiver. Ransage deres kontorer ved daggry. Splitte dem op, hvis det bliver blev nødvendigt.
»Jeg forstår ikke, hvorfor regeringer ikke er gået sammen og har sagt til virksomheder som Google og Facebook: ’Nej, I må ikke lave jeres egen valuta, selvkørende biler, smart cities og kunstig intelligens, fordi I lader til at være en trussel mod demokratiet, folkesundheden, privatlivets fred og den fri konkurrence. Og før vi har fundet ud af, hvad vi skal stile op med alt det, lukker vi ned for jer. Regeringer er nødt til at blande sig. Sociale medier er blevet en strategisk service, som er vigtig for et lands stabilitet. Og vi burde overveje at give statstøtte til sociale medier, der ikke udgør en trussel demokratiet, på samme måde som vi giver statsstøtte til olieselskaber.«
Det lyder jo skrapt, men indtil videre tyder intet på, at det store techlash har rykket noget som helst. Facebook får tusindvis af nye brugere hver eneste dag, og aktierne fortsætter med at stige i værdi.
»Det er rigtigt, at alt det her overhovedet ikke har påvirket Facebooks forretning,« indrømmer McNamee. »Mark Zuckerberg har været tvunget til at gå ind i politik for at håndtere kritikken, og han har udviklet en PR-strategi, der handler om at strække alle processer ud, indtil folk mister interessen. Facebook lover at lave ændringer, som aldrig kommer. De er virkelig dygtige til at skabe en illusion af at overholde reglerne, mens de ingenting gør. De seneste år har været ét stort monument over vildledning og uærlighed fra Facebooks side.«
– Men Mark Zuckerberg står vel ikke ud af sengen om morgenen og tænker: »I dag vil jeg ødelægge demokratiet«?
»Nej, men Mark står ud af sengen om morgenen og tænker: ‘Jeg er exceptionel. Jeg har en vision om at forbinde alle mennesker i verden til ét netværk, og hvis jeg gør det, er jeg også berettiget til at tjene mange penge på den ineffektivitet, jeg fjerner fra folks liv.’ Folkene bag de her virksomheder er så overbeviste om deres vision, at den retfærdiggør alt det, som det kræver at komme dertil. Jeg tror ikke, at Mark grundlæggende forstår kritikken af Facebook. Han gjorde det i hvert fald ikke, dengang jeg tog kontakt til ham og Sheryl Sandberg i oktober 2016. På det tidspunkt havde Facebook levet i sin egen filterboble og ikke haft andet end positiv omtale i de foregående 12 år. Og da de hørte mine bekymringer, er jeg sikker på, at de tænkte: ‘Jamen, hvis Roger er så klog, hvorfor har han så ikke to milliarder brugere? Hvorfor er han ikke milliardær?«
Læs også Markus Bernsen og Leny Malacinskis artikel om regeringens beslutning om at øge overvågningen af borgerne for at bekæmpe bandekriminalitet: »Intet at skjule«
