Kan De huske Operation Morgenluft i tv-serien Riget fra slutningen af 1990erne? I Lars von Triers satire over tvangspositivismen på de danske arbejdspladser synger afdelingens læger i kor og under ledelse af den joviale dr. Moesgaard Vi er her allesammen, men den arrogante svenske overlæge Stig Helmer vil ikke deltage. Hvilket udløser kommentaren fra Moesgaard: »Du lukker af for det her, Stig, det kan jeg godt se.«
Det gør nogle af lægerne på Nordsjællands Hospital garanteret også i disse dage, selv om de næppe tør give udtryk for det af frygt for at blive indkaldt til en kammeratlig samtale med direktionen. På hospitalet i Hillerød hedder operationen ikke Morgenluft, men Livskraft, og den går ud på at forberede medarbejderne på organisationsændringer, når hospitalet i 2023 skal flytte ud i et nyt supersygehus – et »sundhedshub« – til 4,5 milliarder kroner.
»Vores rejse mod det nye hospital,« hedder det selvfølgelig, for i lingoet, som eksperter i forandringsledelse betjener sig af, hedder ændringer altid noget med rejse. Ingen klimaforandring her, for det er den sædvanlige varme luft, der lukkes ud, med floskler, newspeak og – ja, undskyld – bullshit i den 100 sider lange publikation, som direktionen har udgivet til de ansatte:
Livskraft er kaos og orden, lyder et af bonmoterne, som udviklingsafdelingens kolde hænder har placeret på første side, og hvis det lyder lige lovlig uforståeligt, når man til daglig står med patienter med KOL og sukkersyge, er det kvalificeret som »en erkendelse af, at med forandringer følger nye behov, andre krav og nye potentialer«.
Livskraft er at turde, fordi »vi sondrer mellem, hvad vi skal, hvad vi kan, og hvad vi tør. At turde er at aspirere mod nye mål, at turde træde frem og sige, at vi vil gøre det bedre. Tør du være med?«
HVIS nogen ikke tør, kan det måske være, fordi de er blevet lidt rundtossede af i livskraft-hæftet at have mødt et citat af Benny Andersen: »Som dansker bør man af og til rive sig løs fra det jævne og opsøge bjerge, træne sig i udsyn og svimmelhed.«
Eller fordi de uden for hospitalet i Hillerød er stødt på graffitivægen med ordet Livskraft i pangfarver og har troet, at det var en vandaliseret togvogn på afveje.
Eller fordi de under valgkampen i foråret mødte ind på arbejde og opdagede, at hele sygehusets matrikel pludselig var plastret ind i valgplakater med »augmented reality for at vise, hvordan ny teknologi kan skabe stærke og nærværende oplevelser«, som det forklares. Billederne på plakaterne var ikke af folketingspolitikere, men af overlæger, sygeplejersker, radiografer og andre ansatte. De var udstyret med QR-koder, som man kunne scanne og få et levende bonmot eller statement på sin telefon om – gæt selv: Livskraft.
Valgplakaternes kontrafejer viste såkaldte first followers fra forskellige afdelinger på Hillerød Hospital, for som bekendt »er den første tilhænger lige så vigtig for at udvikle en bevægelse som initiativtageren, fordi den første følger gør lederens synspunkt mere troværdigt. På samme måde som initiativtageren risikerer den første tilhænger at blive gjort til grin, men han eller hun gør det mindre risikabelt for andre at deltage, og til sidst kan det ende med at blive mere risikabelt at blive på sidelinjen end at deltage i bevægelsen,« forklarer vicedirektør Henrik Schødts i et indlæg i Mandag Morgen og medgiver, at han og de andre i udviklingsafdelingen har engageret medarbejderne »i en kampagne med virkemidler, der kan virke radikale«.
Det tør man nok sige: radikalt fluffy – og det er faktisk synd. For supersygehuset i Nordsjælland er i virkeligheden et hidtil uset ambitiøst projekt, hvor byggestil og natur forsøges smeltet sammen, og hvor arkitektur og kunst efter planerne skal lokke patienten ud af sengen, fordi omgivelserne vil stimulere til nysgerrighed og bevægelse. På den måde kunne det være det mest interessante og nyskabende af alle de igangværende store sygehusprojekter.
Så meget desto mere uforståeligt er det, at ledelsen i sit forsøg på være smart med de smarte er gået amok i projektmageri og udledning af varm luft fra sidste år(ti), der blæser den sidste rest af værdighed væk fra højt uddannede og hårdt prøvede medarbejdere.
Ægte livskraft ville faktisk være at reagere på samme måde som overlæge Stig Helmer.
