Kongeligt. Ordenshistoriografen Jes Fabricius Møller fik sin doktorgrad på en »uhørt« måde, mener professor Birgitte Possing og retter skytset mod Københavns Universitet. Men ifølge professor Uffe Østergård er hun vist bare forsmået og i hvert fald »usportslig«. Det handler om habilitet, et lille land og et endnu mindre akademisk miljø.

Doktor Jes og den onde fe

Kan formanden for et udvalg, som skal bedømme en doktordisputats, være en ven af doktoranden og engang have stået fadder til et af hans børn, uden at det gør ham inhabil?

Svaret er ja ifølge Københavns Universitet, hvor Det Humanistiske Fakultets akademiske råd med Kammeradvokaten i ryggen netop har afgjort en celeber sag, der har været kørt for lukkede døre. Hovedpersonerne tæller nogle af dansk humanistisk forsknings mest markante navne:

Jes Fabricius Møller er doktoranden, der i slutningen af august modtog doktorgraden for sin afhandling om kirkehistorikeren og demokrati-debattøren Hal Koch efter at have måttet vente i flere måneder på en afgørelse fra Akademisk Råd. Han er lektor i historie på Københavns Universitet, og som kongelig ordenshistoriograf fungerer han som historiefaglig rådgiver for kongehuset.

Rasmus Mariager er udvalgsformanden, der sammen med to andre eksperter skulle bedømme Jes Fabricius Møllers disputats. Han er lektor i samtidshistorie på Københavns Universitet og blev af den tidligere regering udpeget som forskningsleder ved den uvildige udredning af baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan.

Birgitte Possing er opponenten, der både som medlem af bedømmelsesudvalget og under det mundtlige disputatsforsvar vendte tommelfingeren nedad til Jes Fabricius Møllers biografiske afhandling og efterfølgende klagede til Akademisk Råd over mulig inhablitet hos udvalgsformanden. Hun er professor og tidligere direktør for Danmarks Humanistiske Forskningscenter.

Læs også om skilsmisseappen SES, der ifølge eksperter udstiller en generel sløsethed i dansk forskning: »Djævlen i detaljen«

Uffe Østergård er den tredje bedømmer, der sammen med udvalgsformanden, Rasmus Mariager, sikrede flertalsindstillingen til Akademisk Råd om at godkende disputatsen. Han er professor med speciale i europæisk identitetshistorie, en markant debattør – og den eneste, der til citat vil gå i rette med Birgitte Possing:

»Faglig uenighed er i orden, og det er fint og modigt, at hun rejser sig op ved forsvaret og sejler op imod stemningen i en forsamling, der selvfølgelig er doktoranden positivt stemt. Det usportslige er, at hun indgiver en klage bagefter. Hun anfægter jo også min videnskabelige hæderlighed. Jeg har spekuleret på, hvorfor Birgitte Possing er så forbandet. Når man møder hende, er hun sød og venlig, og så vil jeg ikke sige mere om lige det.«

Til reception

»Beklager, men nu kommer den onde fe og drypper malurt i bægeret,« indledte Birgitte Possing sin opposition, da Jes Fabricius Møller fredag den 5. april skulle forsvare sin disputats. Ex auditorio fremførte hun den samme kritik, som hun havde gjort i bedømmelsesudvalget, og som hun nu gør over for Weekendavisen:

»Jeg blev inviteret ind i udvalget på grund af min sagkundskab på biografiudvikling i Danmark og udlandet, metodisk og teoretisk. Det har jeg skrevet bøger om. Da jeg læste afhandlingen, blev jeg overrasket over, at Jes Fabricius Møller ikke var opdateret. De nyeste forskningsresultater er fra 2015 og 2017. Hans seneste væsentlige henvisning herom var fra 1959, og der er udviklet helt andre komplekse teorier siden da. Et andet problem var, at han ikke går i dialog og debat med andre forskere, og begge dele er en afgørende forudsætning for at bringe videnskaben et afgørende skridt videre, som jo er et krav i bekendtgørelsen for doktorgrader.«

Jeg har spildt min tid og er blevet holdt for nar, for det virkede, som om det var bestemt på forhånd, at Jes Fabricius Møllers afhandling skulle antages.

Birgitte Possing, professor og opponent

Jes Fabricius Møller selv har »ingen kommentarer« til sagen. Det har Uffe Østergård til gengæld:

»Birgitte Possing mente, at disputatsen var katastrofalt ringe, fordi den efter hendes mening ikke henviste til den mest avancerede litteratur – nemlig hendes egen.«

Trods en kontant og mildt sagt ikke særlig hjertelig tone mellem doktorand og opponent under forsvaret valgte Birgitte Possing at gå med til receptionen bagefter.

»Der var en meget sær stemning,« siger hun og fortsætter:

»Nogen fortalte mig så, at der mellem bedømmelsesudvalgets formand og doktoranden både var et venskab og et fadderskab til et barn. Det anede jeg intet om, og dengang udvalget trådte sammen, tog formanden ikke initiativ til at diskutere habilitetsproblemer. Faktisk var jeg oprindelig tøvende over for at gå ind i udvalget, fordi jeg – som jeg sagde til formanden, Rasmus Mariager – på forhånd ikke var så begejstret for de af Fabricius’ arbejder, jeg havde læst. Han sagde, at han selv havde slået sig i tøjret og helst ville være fri, men at han havde fået armen vredet om af institutlederen. Havde jeg vidst, at der var en nær relation, havde jeg boret i det. Et fadderskab er jo nærmest en slags familierelation, fordi man på en eller anden måde skal tage sig af børnene ved død.«

Også Uffe Østergård fik opfattelsen af, at Rasmus Mariager helst havde været fri for hvervet.

»Men det var tydeligvis af arbejdsmæssige grunde, og han accepterede det kun, fordi universitetet sagde, at de ikke kunne finde andre,« siger han og tilføjer:

»Han har ydet et hestearbejde, som jeg er imponeret af, for samtidig lavede han den store udredning til regeringen om Danmarks krigsdeltagelse. Jeg vidste, at de var nære kolleger og måske venner, ikke at der var et fadderskab, men det gør ingen forskel for mig. Det er selvfølgelig altid bedst at finde en fra udlandet eller nogen, som ikke kender hinanden, men disputatsen er affattet på dansk, fagområdet er snævert, og det er så omkostningen ved at opretholde et akademisk miljø i et lille sprogområde.«

Læs også Frederik Stjernfelts kronik om, at humanister er myreflittige, når det gælder formidling og videnssamarbejder: »Værdien i patentløse humaniora«

Rasmus Mariager ønsker ikke at kommentere sagen, og det gør institutlederen, professor Stuart Ward, heller ikke. Af en redegørelse, som han har skrevet til Københavns Universitet, og som er gengivet i et notat fra Kammeradvokaten, fremgår det dog, at den nyansatte institutleder var fuldt oplyst om forholdet mellem Rasmus Mariager og Jes Fabricius Møller.

»Under dette møde (mellem Ward og Mariager, red.) videregav han af egen drift alle relevante informationer om sin personlige forbindelse til Jes Fabricius Møller (inklusive spørgsmålet om fadderskab …),« skriver institutlederen, der fra sin forgænger havde arvet opgaven med at finde en formand for bedømmelsesudvalget.

Stuart Ward beslutter sig for, at hverken fadderskabet eller det venskabslignende forhold mellem doktorand og bedømmer kan forhindre udpegningen af Mariager.

»Jeg konkluderede, at der var tale om et nært forhold mellem kolleger i den samme universitetsafdeling snarere end et venskab, der havde udviklet sig uden for arbejdspladsen,« forklarer han og tilføjer, at det ville være umuligt at finde en seniormedarbejder på afdelingen, som ikke havde en nær og langvarig forbindelse til Jes Fabricius.

Til gengæld tog institutlederen efter eget udsagn »personligt ansvar for at sikre«, at der ikke kunne stilles spørgsmål ved den overordnede sammensætning af bedømmelsesudvalget ved at sørge for, at de andre medlemmer var to af de mest erfarne og velmeriterede inden for feltet, så »flerheden af kritiske aspekter« kunne komme frem.

Halvfyldt eller halvtomt

Den smigrende omtale formilder ikke Birgitte Possing:

»Jeg føler, at jeg har spildt min tid, og at jeg er blevet holdt for nar, for det virkede, som om det var bestemt på forhånd, at afhandlingen skulle antages. Jeg kan ikke vide det med 100 procents sikkerhed, men det er min fornemmelse, at inhabilitet har haft en betydning, fordi det var umuligt at få en faglig diskussion i udvalget. Mine kolleger konstaterede bare, at vi var uenige. Selv da vi skulle diskutere den samlede afhandlings styrker og svagheder, pegede formanden kun på styrkerne. Under samtalen anerkendte de, at der var mangler, men de så det sådan, at glasset var halvfyldt, mens jeg så det som halvtomt. Men efter min mening skal glasset være fyldt, når der er tale om en doktordisputats.«

»Vi havde den diskussion langt og inderligt!« udbryder Uffe Østergård, da han bliver forelagt Possings udtalelse.

»Hun må gerne mene, at vi ikke gav hende ret, men at sige, at vi ikke diskuterede det, er at ignorere fem timers samtale, to fysiske møder og udveksling af tonsvis af skriftligt materiale,« siger han.

Uanset hvad valgte Birgitte Possing to dage efter disputatsforsvaret at skrive til Akademisk Råd om de forlydender om venskab og fadderskab, som hun havde hørt ved receptionen.

»Jeg bad universitetet svare mig på, om det havde sin rigtighed, for hvis det var sandt, er det så uhørt, at det anfægter både universitetets videnskabelige niveau og integritet,« siger hun.

Normalt er det en hurtigt overstået formsag, når Akademisk Råd skal tildele doktoranden den fineste akademiske grad, efter at forsvaret har været holdt. Men ikke i dette tilfælde. Birgitte Possings anklage om inhabilitet efterlod rådet i vildrede, da oplysningen om fadderskab blev bekræftet.

»Jeg vil ikke sige, at vi var uenige, men vi var rådvilde,« siger et medlem af Akademisk Råd, som ikke ønsker sit navn frem. Og så går der jura i den.

»Vi har ingen eksperter i forvaltningsret, og derfor bad jeg Kammeradvokaten om at vurdere sagen,« siger dekan Jesper Kallestrup, der er rådets formand. Han modtog juristernes vurdering i slutningen af juli, og så var vejen banet for, at Jes Fabricius Møller endelig kunne få sin doktorgrad. Kammeradvokaten mente nemlig ikke, at venskabet mellem ham og Rasmus Mariager »har haft en sådan kontinuitet og forbundethed, at det i den relevante tid for bedømmelsesudvalgets virke fra 2018-19 kan karakteriseres som et nært, personligt venskabsforhold,« hedder det i det fortroligt stemplede notat med tilføjelsen:

»Det forhold, at et fadderskab isoleret set er egnet til at indikere, at der foreligger en vis forbundenhed og tillidserklæring (...) er således efter vores vurdering ikke i den foreliggende situation tilstrækkeligt til at medføre, at der foreligger et nært personligt venskabsforhold.«

Kammeradvokaten forholder sig ikke til, om man i bedømmelsesudvalget helt konkret har været objektive i vurderingen af disputatsen, for spørgsmålet om inhabilitet angår altid det formelle. Altså om der er et forhold mellem parterne, som er egnet til at vække tvivl om personens upartiskhed, og ifølge både retspraksis og den juridiske litteratur er tærsklen høj. Man skal med andre ord være meget gode venner, før der er et problem.

Læs også om kampen om tiltaleformerne på Københavns Universitet: »Gode råd er dyre«

Men Kammeradvokaten har faktisk endnu en begrundelse, og det handler om Danmark som et lille land:

»Selv om det ikke har været forbundet med umulighed at udpege en anden formand for bedømmelsesudvalget til bedømmelsen af en doktorafhandling affattet på dansk og omhandlende danske historiske begivenheder, ville det efter det oplyste i situationen have været vanskeligt ikke samtidig at gå på kompromis med kravet til fagkundskab i udvalget, der må veje tungt i situationer som den foreliggende.«

»Jeg forstår hverken Akademisk Råds eller Kammeradvokatens vurdering. Det virker, som om man skal finde en juridisk holdbar begrundelse på noget, som videnskabeligt og etisk set ikke er holdbart,« siger Birgitte Possing og uddyber:

»Jeg har aldrig før hørt argumentet om, at der ikke var andre dansktalende, som har forstand på emnet. Opgaven er at sætte sig ind i den nye viden, som en doktordisputats per definition skal generere, og se på, hvordan der argumenteres. Man kan bedømme mange forskellige fagområder. Det har jeg selv været med til mange gange, og du kan jo også spørge, hvordan det foregår i de statslige forskningsfonde. Så snart der er en tvivl om habilitet, må man forlade lokalet, og jeg er selv gået uden for døren, da man skulle behandle en ansøgning fra en gruppe, som en søn af nogle af mine venner var en del af. Hvis universitetet begynder at bøje reglerne, vil både jeg og andre gerne vide det, for så stiller jeg ikke op igen.«

Gift

Så vidt den konkrete sag. I en større skala er den interessant, fordi den måske alligevel indvarsler nye tider.

»I Danmark er vi vant til at omgås spørgsmålet om inhabilitet en smule rundhåndet. I andre lande som for eksempel USA ser man helt anderledes på det, og jeg er ikke sikker på, at vi i fremtiden ville acceptere en sag som den foreliggende,« siger medlemmet af Akademisk Råd, som ikke vil citeres ved navn.

Tidligere rådsmedlem, professor Klemens Kappel, er enig i, at udviklingen går i den retning, selv om han ikke kan forarges over den konkrete sag.

»Man kan finde mange tilfælde, hvor udvalgsmedlemmer har haft et meget nærmere venskab med doktoranden end blot at have været fadder for et barn engang. Men der er kommet en større bevågenhed på universitetet omkring nepotisme og personlige relationer. For eksempel er det i dag stort set umuligt at få ansat sine egne darlings, fordi flertallet i bedømmelsesudvalget er eksterne, hvorimod man i gamle dage som professor havde en stor magt over yngre medarbejdere, fordi man havde stor indflydelse på deres karriere,« siger han.

For Jes Fabricius Møllers vedkommende er karrieren nu kronet med en doktorring, som han med fuld ret kan sætte på sin finger, omend lidt forsinket. Han burde have haft den med det samme, for der var i virkeligheden slet ingen sag, mener Uffe Østergård:

»Vi plejer at sige, at inhabilitet er, når der er penge mellem en, eller man er gift med hinanden eller har været det.«

 

Læs også Martin Krasniks leder: »Ved de hvad?«