Leder.

Ved de hvad?

HER på Weekendavisen er vi Des med læserne. Det er ikke, fordi vi er bange for at støde non-binære personer, altså folk, der hverken føler sig som mand eller kvinde. Vi sætter stor pris på alle læsere, uanset om de identificerer sig som det ene eller andet – eller tredje. Opmærksomme folk vil hér indvende, at forskellen er spottet: I Weekendavisen er det jo De med stort d, ikke sandt? I den aktuelle debat om flydende kønsidentitet og tiltaleformer er henstillingen, at non-binære personer skal omtales i tredje person flertal, men med lille d: de, dem eller deres.

STÅR vi fast på traditionen, fordi vi er stædige og gammeldags? Det kan ikke fuldkommen afvises, men for os er det naturligt: At være Des giver en respektfuld afstand. Vi er lidt mere omhyggelige med sproget, og det er en modvægt til den allestedsnærværende omklamring, hvor vildtfremmede mennesker absolut skal være på fornavn. Det er ikke et upersonligt De, men det viser, at vi ikke påstår at kende alle vores læsere hver og én. Er man Des, er der grænser for, hvad man kan tillade sig at sige. Det er et fint princip, mener vi. Som kultursociolog Bjørn Andersen udtrykker det, kan man ikke bevise, at den uhøflighed, der har bredt sig, skyldes, at vi ikke længere er Des. Men det er sket parallelt med det enerådende du.

KAMPEN om pronominerne – som nu er vendt tilbage – er både fascinerende og væsentlig. I 1960erne og 1970erne handlede opgøret om De eller du. De var den normale tiltaleform, medmindre man var i familie eller gode bekendte og aftalte at være dus. Forandringen kom ikke af sig selv på grund af den uformelle danske folkekarakter. Nej, den var resultatet af en heftig og ideologisk sprogkamp, hvor især Socialdemokratiet førte an for at trække Danmark væk fra det europæiske De/du-system. Kampen fik mere styrke med ungdomsoprørets opgør med autoriteterne, men som udgangspunkt var det en socialdemokratisk klassekamp. Det handlede selvfølgelig om velfærds­samfundet, hvor alle i princippet skulle være lige.

OM normer og samfundsopfattelse handler også den nye sprogkamp. Udgangspunktet er ikke økonomi og klasse, men, naturligvis, køn. Nu skal undervisere på universitetet være opmærksomme på »non-binære« personer blandt de studerende og derfor bestræbe sig på at undgå »kønnede betegnelser« – »han« og »hun«, »damer« eller »gutter«. Fra de omtalte personer selv lyder det, at de foretrækker det kønsneutrale de eller dem eller deres – med lille d. På den måde undgår man unødig kønsdiskrimination, og hvis der er binære transpersoner til stede i et lokale, hvad er så problemet? Sproget udvikler sig jo?

TILTALEFORMERNE beskriver forholdet mellem mennesker, og disse bløde henstillinger om at tage mere hensyn forvandler sprogkamp til subtil sprogterror. Det afgørende er nu ikke neutralt at beskrive forholdet mellem to personer, der ikke kender hinanden, men at håndtere det, der skjuler sig i det enkelte individ: hans eller hendes kønsidentitet. Den skal omfattes med enorm forsigtighed, idet man aldrig kan vide, hvad der foregår inde i dybet. Og for at håndtere det opfindes et forunderligt kaudervælsk på de personlige stedords område, som egentlig burde få os til at bryde ud i latter.

NU er der ikke så mange, der griner, og det skyldes nok, at man aner alvoren. Det er sigende, at det non-binære tiltalekrav kommer fra USA, og det er med rette kritiseret som endnu en identitetspolitisk mærkværdighed, der egentlig skaber den modsatte effekt af det ønskede: At sige du blev opfattet som mere ligeværdigt end De. Men nu bliver det helt skævt, idet man antager, at den ene part som udgangspunkt er svag – et offer, men med magten til at få andre til at tale sort. At kræve enkeltpersoner omtalt i det majestætiske pluralis (med lille, umajestætisk d) er nysprog på orwellsk niveau, og diskussionen må absolut ikke negligeres som en bagatel. Kampen om pronominer er – også denne gang – et spejl på samfundet. Det er studenteroprørets ultimative sejr: Professorerne skulle først droppe De for du; nu skal de droppe du for dem. Det udtrykker et samfund, som hastigt bevæger sig væk fra det fælles udgangspunkt, der ligger i den ensartede tiltaleform, stadig mere individualiseret, stadig mere opmærksomt på den enkeltes behov. Det fælles eksisterer ikke: En forsamling, et forelæsningslokale, hele det offentlige rum opløses i rene individer, hvor alle er konger, som forventes behandlet med yderste forsigtighed. Findes der overhovedet et kollektiv, ja, et samfund, må det hele tiden tage hensyn til dette jeg, som nu overtrumfer alle andre pronominer og står som verdens centrum. Det er begrædeligt. Og det er en udvikling, der bør bekæmpes.

 

Læs også Flemming Roses interview med Douglas Murray om, at »en ny religion truer Vesten, og det er ikke islam«: »De intolerante« 

Læs også debatlindlægget »Han, hun og dem«

Læs også sidste uges interview med Simon Gjerløv, der siger, at »al snakken om at være queer og non-binær har primært været negativ for transkønnede som mig«: »Kønnet er en konstruktion«