Forståelsespapir. Det er en misforståelse, at Lars Løkkes mange krumspring alene var motiveret af egne interesser.

Befrielsens pris

Befrielsens pris

 

Kirsten Jacobsen, journalist og forfatter til to bøger om Lars Løkke Rasmussen.

»Vilde fugle flyver, tamme længes,« stod der engang malet på en af Christianias grå gavle, og jeg tænkte mere end én gang på det under mine mange hemmelige samtaler med Lars Løkke Rasmussen tilbage i marts og april måned. Jeg sad nemlig over for en statsminister, som længtes vildt efter at lade sine tanker flyve frit om vort havblå riges fremtid og dets placering i en omskiftelig, letantændelig global virkelighed. Resultatet kan læses i bogen Befrielsens øjeblik, der udkom 16. maj, blev kaldt en bombe i valgkampen og her i sidste weekend under den nu forhenværende statsminister og Venstreformand selv.

Spørgsmålet trænger sig naturligt på: Hvem – og hvor – er den befriede Løkke, som i maj smækkede lågen til buret op for i lørdags igen at knalde den i – denne gang udefra – og flyve bort gennem en bagdør? Det forløb er der sagt og skrevet meget om. Meget godt og rigtigt. Det politiske testamente er allerede lagret; men der er også nuancer, jeg har indsigt i efter at have tilbragt timevis sammen med Lars Løkke Rasmussen alene.

Første gang i 2006 inden Løkkeland, en bog om Løkkes vision som indenrigs- og sundhedsminister om et nyt kommunalt og regionalt Danmark og den sundhedsreform, der betød behandlingsgaranti med frit sygehusvalg for fattig som for rig. Siden on and off i private sammenhænge og senest inden Befrielsens Øjeblik oprandt. Så man kan måske vælge at læse mit indspark som en slags forståelsespapir.

Første mål efter Løkkes dramatiske exit fra den tidligere Kellerske Åndssvageanstalt i Brejning var naturligvis at finde plads til at afreagere, på afstand af medier og nyfigenhed, sammen med familien. Drive vreden, frustrationen, vemodet og smerten ud af kroppen. Ryge en smøg, drikke noget vin, tænke tilbage på knap 40 fantastiske år i politik og vel også mærke følelserne væde øjnene.

Lægge en hilsen eller tre ud på et socialt medie, vente med at stå ud af sengen, til fysikken og psyken føltes restitueret, altså få sovet godt og gammeldags ud. For de fleste mennesker ville det nok tage en rum tid eller resultere i en influenza efter så hård en omgang i manegen. Ikke for Løkke, som har en næsten utrættelig kampvilje og energi kombineret med et fundamentalt ukueligt og optimistisk sind.

»Der er én ro
og dèn beror på
at du er tro
mod dét du tror på,«

lyder hans yndlings-Gruk.

Inkluderer hans tro på sin egen dømmekraft også, at han i dag er villig til at betale befrielsens pris? Hvis ikke, havde strategen Løkke valgt en anden plan, for selv om han ikke altid er tynget af selvindsigt, er han verdensmester i at vejre vindretningen og finde en sti ud af selv det mest ufremkommelige politiske morads. Altså lige indtil i lørdags, hvor han – efter en kort tale i et lukket forum – gav op og til den bizarre lyd af sine banemænd og -kvinders klapsalver forlod lokalet og sagde til sin PA ude i bilen: »Kør, Richard, kør!«

Hvis Løkkes pludselige exit ikke havde været så chokerende for hans støtter og partifæller, for de mange tusinder, som i juni stemte personligt på ham, for ham selv og så beskæmmende for Danmarks Liberale Parti, ville jeg have siddet derhjemme og sunget syvende vers af Jeppe Aakjærs billedrige tekst:

»Over havene hyrden fór,
Tra-la-la-la-la-la-la-la-la-la!
Fårene står der endnu og glor
Tra-la-la-la-la-la-la!«

Nu sad jeg bare måbende og gloede som mange andre på de politiske kommentarer på live-tv.

Her i avisen blev Løkke i sidste uge sammenlignet med Richard III. Han får næppe læst Shakespeares eminente portræt af en magtbegærlig konge, selv om han garanteret ville nyde og dyrke replikken:

»Look what is done cannot be
now amended.
Men shall deal unadvisedly sometimes,
Which after-hours gives leisure to repent.«

Selv om Løkke langtfra er politisk blødsøden, og selv om han kan ligne en olm tyr, når han presses, er der trods alt ikke megen pukkelrygget engelsk tyran over ham, når han i Befrielsens øjeblik taler om kynisme og sin egen udøvelse af magt:

»Prøv lige at høre: Det er ikke for børn det her! Det kan ikke være sådan, at hver gang én falder og slår sig på knæet, skal vi sidde og trøste, og så må det i øvrigt koste, hvad det koster. Men jeg er da i evig dialog med mig selv, og i øvrigt også med Sólrun, om det, for: Hvornår er nok nok? (…)

Jeg ser ikke mig selv – det er der vel ingen, der gør – som et menneske, der kynisk kælderkoldt siger: ’Lad falde, hvad ikke kan stå’, uden lige at prøve at stive det af først. Det gør jeg ikke; men jeg ved også, at det her er alvor. Der er grænser for, hvor meget man kan lade sig styre af en personlig relation eller sympati. Det ved alle, der går ind i politik. (…)

Jeg føler et stort ansvar for at prøve at holde logikken i de beslutninger, jeg træffer. Den ofte hørte dom, at ’Løkke er hård ved sine egne’ – hvem de så end er – kan hurtigt ændres til, at jeg favoriserer nogle bestemte, hvis balancen er forkert. Intet af det dur.«

Hos Løkkes modstandere opfattes han som en særlig magtbegærlig og brutal politiker, en »statsminister for enhver pris«, hvad han også selv reflekterede over i bogen:

»De danskere, der synes, at jeg er en gennemkorrupt storsvindler, har dette fastfrosne billede af mig, og det kan jeg ikke tø op. (…) Det er demokratiets natur, at en stor del af danskerne har valgt mig fra, før jeg overhovedet har åbnet munden. De orienterer sig et andet sted hen, og så skal de jo heller ikke stemme på mig.«

Jeg stod selv den smeltende varme, lange valgaften, den 5. juni, i et hjørne af Landstingssalen på Christiansborg, hvor Venstre holdt til. Jeg betragtede glimtet af knivene, der sad løst i ærmerne, og den kurtiserende tranedans om højtprofilerede udvalgte, indtil en overraskende fremgang for partiet på tv-skærmene nåede ni ekstra mandater – plus ét fra Færøerne – og øjeblikket var inde til at trænge sig hurtigt frem i spotlightet og kysse formandens hånd.

Den aften var heller ikke for børn.

Alle Venstres i forvejen folkevalgte plus ti nye fik en plads i solen, undskyld salen. Alligevel lød dommen på behagelig afstand af valget, at Løkke kun havde kæmpet for at redde sig selv og sin statsministerchance, da han i Befrielsens øjeblik åbnede døren på klem for et muligt SV-samarbejde. Også selv om han i den sort-hvide tekst er citeret for:

»Det er en refleksion over tingenes tilstand, og jeg ved, at det er en refleksion, der findes bredt. Men det er en svær diskussion – og i hvert fald svært at offentliggøre refleksioner, inden reaktionerne er stemt af. For så god er verden ikke.

Jeg kan jo ikke lukke det inde i en lille parentes, at det bare er noget, jeg har siddet og snakket med Kirsten om, og hov, nu er der valgkamp, og så må vi se, hvordan det ender.

Derfor er jeg også nødt til at få skrevet mig selv ud af ligningen, så jeg ikke bliver beklikket på mine motiver, hvis jeg prøver at operationalisere denne tanke. Den er nødt til at blive formidlet med et overskud og med de nuancer, der er i den. Så nu gør jeg det, uden at det er noget, jeg matematisk er tvunget ud i. Jeg gør det, fordi jeg tror, det er godt for Danmark.«

Lige her er jeg begunstiget af en forhåndsviden, som jeg i halvanden måned kun delte med ganske få andre. Jeg sad alene over for Løkke, i en hvid sofa en sen aften i april måned på Marienborg, da han første gang luftede tanken. Jeg troede ikke mine egne ører, men er så ældgammel, at der foresvævede mig noget om et eneste SV-fortilfælde i dansk politik: lidt vagt om Anker Jørgensen i de sene 1970ere, intet om Venstres rolle og mest klar på et meget lidt succesfuldt projekt, så hvorfor invitere til at gentage ’den nødvendige fiasko’?

»Danmark står i en helt anden situation nu end dengang,« svarede han.

Jeg vil lægge hånden på Dantes Guddommelige Komedie og sværge på, at Løkke mente hvert eneste ord, han sagde, om SV-samarbejdet – også at han var villig til at skrive sig selv ud af ligningen. Han vidste, at han var på vej ind i en valgkamp, der som altid ville domineres af indenrigspolitiske løfter og uenigheder, men gik selv ind i den med en bagage af fire års erfaringer og samtaler med mange europæiske stats- og regeringschefer.

Med en erkendelse af, hvor hurtigt pejlemærkerne i politik kan skifte: hvad der var rødt i går, er grønt i dag. Hvidt skifter til sort. Yderfløje styrkes, gaderne sættes i brand, humanistiske samfund og retssystemer udfordres. Løkke udtrykte ægte bekymring for yderligtgående personer og nichepartiers pres på demokratiet, også i Danmark, og derfor åbnede han – for sent, men modigt – et vindue på klem for et samarbejde hen over midten, men blev mødt af en afvisende Mette Frederiksen.

Hvorfor blev inderkredsen i Løkkes eget parti ikke i tide informeret om de tanker, han afslørede i Befrielsens øjeblik, og hvorfor endte han selv og hans vision med at drukne i ondt blod i Venstres formandskab?

Kilden til det tilskrives ofte et hovedbestyrelsesmøde i Odense i juni 2014, hvor debatten handlede om især Løkkes indkøb af tøj for partiets – altså overvejende medlemmernes – penge, hans moral og hans manglende tilstedeværelse over for det bagland, der for nylig højstemt blev glorificeret som »partiets DNA og sjæl«, gestaltet markant af blandt andet en midtjysk regionsformand og fiskeopkøber fra Hvide Sande og nogle talsmænd fra Bæredygtigt Landbrug.

Lidt før midnat, den 3. juni i 2014, kom Løkke og Kristian Jensen op fra kælderen i Odense Congress Center. Spejderdolken i næstformandens bælte var presset tilbage i skeden, og han erklærede sig helt enig i rollefordelingen: Løkke var stadig formand, han selv stadig næstformand.

Men vi er nødt til at spole endnu længere bagud, for dette umage par blev påtvunget hinanden og de delegerede før landsmødet i 2009, hvor Anders Fogh Rasmussen havde lagt sin egen masterplan for arvefølgen i Venstre efter selv at have opnået posten som generalsekretær i NATO. Fogh kendte sin næstformand gennem elleve år, Lars Løkke Rasmussens, lynhurtige hoved og åbenlyse politiske talent, men vel også behovet for en regelret type som Kristian Jensen til at trække den ny formand i frakkeskøderne, hvis han var i fare for at forkøbe sig på andres regning.

Eftertiden har vist, at Jensen klarede den opgave til dumpekarakter. Der mumles om, at det var bevidst. Så da Løkke i maj 2014, tynget af møgsager, fejrede sin 50 års-fødselsdag i Sverige, var der mildt sagt ikke trængsel af partifæller om grillen ved ødegården, og til overflod planlagde hans næstformand at udføre det kup, der knap en måned senere skulle vælte ham endeligt af pinden. Det er forståeligt nok ikke befordrende for tilliden, hvis en næstformand har besvær med at styre sin ambition og drøm om at frarøve formanden magten.

Et af de mindre velbeskrevne træk ved Løkke er imidlertid, at han kan have svært ved at handle hurtigt, og at han ofte er villigt stemt for at udskyde en beslutning eller konflikt, måske i håbet om, at den løser sig selv, hvis tiden bare går. Da Løkke kom op fra den berømt-berygtede kongreskælder og stod som en udmattet vinder ved siden af en svækket Kristian Jensen, røg det ud af munden på ham, at de to nu var enige i magtfordelingen »formandskabet«. Udtrykket, der aldrig blev formaliseret eller tillagt reel betydning og vægt fra Løkkes side, brugte han i en cocktail af spontan medmenneskelighed og inderlig træthed over det hele, men det har martret partiet, Kristian Jensen og ham selv lige siden.

Hvis jeg var en af de mange borgere, der grundlovsdag, den 5. juni 2019, stemte personligt på Lars Løkke Rasmussen, ville jeg føle mig forulempet og rasende. De kan vel ikke alle have været totalt blinde og døve med hensyn til Løkkes svagheder, der i årevis er blevet repeteret i en båndsløjfe af medierne. Alligevel stemte 40.745 – over 6000 flere end Venstres samlede medlemstal – personligt på Lars Løkke Rasmussen.

Er valgets tale helt betydningsløs, når maksimalt 20 udvalgsfolk under et lukket møde kan beslutte at afskære en folkevalgt politiker fra at forklare og forsvare sin linje over for godt 800 partimedlemmer, som kun tre uger senere i et åbent forum og helt efter vedtægterne ville have mulighed for at klappe ham ind eller ud som formand?

Sådan har de ordnet det i Venstre, men jeg håber, at nogle af de 40.745 stemmer en dag når frem til det liberale partis principprogram, hvor der står: »For at sikre det enkelte menneskes medbestemmelse og indflydelse på beslutningerne skal disse træffes så tæt på den enkelte som muligt. De folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt.« Og at de forstår, hvem de selv er i den knudrede formulering.

Under sine sidste fire år i Statsministeriet havde Løkke svært ved at kunne flyve til Færøerne i det tidlige efterår og slagte får sammen med Sólrun, fortalte han i Befrielsens øjeblik:

»Mit problem er, at de tager fårene ned på den første gode dag i en bestemt uge, og den dag sidder de roligt og venter på. Det regner om mandagen, det regner om tirsdagen, pludselig regner det ikke om onsdagen. Så tager de fårene ned om onsdagen. Det kan jeg jo ikke. Jeg kan ikke tage til Færøerne i en uge og sidde og vente på, at det bliver godt vejr.«

Nu kan han – som de ægte færinger – tillade sig at sidde og vente på tørvejr, og modsat sidst, hvor han kun slagtede ét lam, har han både erfaring og tid til at slagte alle selv. Sætte boltpistolen på panden af dem, se dem dejse om på siden. Derefter stikke kniven ind, lave halssnittet og se blodet løbe fra kroppene, hvad for ham var en ny og stærk oplevelse:

»Da vi skar mavesækken op, steg en engduft op i næseborene på mig. En mindelse om friske græsmarker og rent hø. Det var smukt. Faktisk meget, meget smukt. Det var naturligvis også mærkeligt, for anatomien er ret meget lig vores egen.«

Vil han mon næste gang kunne modstå at give de får, han slagter, solide danske fornavne – ingen nævnt, ingen glemt?

Jeg husker en formiddag i december 2017, et års tid efter dannelsen af VLAK-regeringen, hvor jeg i anden arbejdssammenhæng drak kaffe med Løkke i Statsministeriet. Han travede rastløst rundt i det imponerende kontor og var ildsprudlende over, hvor lidt af politikken der kunne gennemføres i det, han opfattede som et kvælergreb fra de barnlige i Liberal Alliance og et kålhøgent Dansk Folkeparti. Men der lurede ingen hævnfølelse i vreden, og jeg har aldrig hørt ham rette den mod hverken Samuelsen eller Kristian Thulesen Dahl som privatpersoner.

Jeg forstod ikke helt Løkkes pragmatisme på det punkt, men han forklarede den selv i bogen:

»Da vi i 2014 havde et hovedbestyrelsesmøde i Venstre, hvor mit lederskab blev udfordret, sagde jeg bagefter: ’Jeg kan huske alt, hvad der er blevet sagt, men ikke hvem der sagde det.’ (…) Folk, som kender mig, ved, at det nok er en lettere omgåelse af sandheden … men det er den beslutning, jeg har truffet. Sådan lever jeg mit liv, for det kan ikke være anderledes.«

»Alting er faldet til ro
Og snart står solen op igen
Mågernes harmonikaskrig
Dør langsomt hen
Herfra hvor vi står
Kan vi se os omkring til alle sider
Det bevæger sig når vi går
Det forandrer sig til alle tider«

Med Niels Skousens smukke hit fra endnu tidligere i 1970erne end den kortvarige SV-regering siger jeg hermed farvel til det formandskab, dagbladet Politikens chefredaktør har beskrevet som bestående af »den perfekte formand, Venstre aldrig får«, alias Kristian Jensen, og i denne avis af Richard III alias Lars Løkke Rasmussen.

Okay, den pukkelryggede konge og Løkkes endeligt kan billedligt talt godt sammenlignes, men er det derudover et præcist signalement af de to kombattanter? Tja, bum-bum-bum. Vilde fugle flyver, tamme længes …

Kirsten Jacobsen er journalist og forfatter til to bøger om Lars Løkke Rasmussen. »Løkkeland« fra 2006 og »Befrielsens øjeblik« fra tidligere i år. Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også Arne Hardis' artikel om nedturen for Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen: »Par nummer 0«

Læs også Hans Mortensens artikel om, at Venstres nye formand skal vinde valg og omgås et bagland, der igen er blevet bevidst om sin egen magt og betydning: »Revolutionen i Sønder Røv«

Side 12