Nationale tests
Thomas Medom, folkeskolelærer og cand.pæd.soc.
Rådmand for Børn og Unge i Aarhus og politisk leder for SF-Aarhus
Det er ikke alt, der tæller, der kan tælles, og det er svært at sætte værdien af et trygt klasserum på formel. Virkeligheden er fyldt med forskellige elever med forskellige baggrunde, og de forskellige tests virker ikke. De risikerer tværtimod at gøre mere skade end gavn.
Sikken en nedtur for testkulturen i folkeskolerne i almindelighed og de nationale tests i særdeleshed: De nationale tests og PISA-undersøgelserne er blevet gennemhullet og gennemheglet af både danske og internationale forskere den senere tid, og jeg ser nu ikke anden udvej end at afskaffe dem i folkeskolerne. Det betyder, at vi skal trække Danmark og danske skoleelever ud af PISA-hysteriet.
PISA er et elevvurderingsprogram til måling af 15-åriges skolemæssige præstationer. Programmet er udviklet af OECD i 1997 og har deltagelse af 49 lande.
Kritikken af PISA er langvarig, vedholdende og systematisk. Blandt dens mange kritikere har den norske professor Svein Sjøberg blandt andet påpeget, at PISA er en værdiladet og rent ud sagt uvidenskabelig måde at måle skolepræstationer på. I selskab med mange andre har han forklaret, hvordan indførelsen af PISA – ikke mindst i de skandinaviske lande – passede ind i et neoliberalistisk ønske om at gennemføre reformer på skoleområdet. Jeg kunne ikke være mere enig. PISA-undersøgelserne skriver sig nemlig ind i en tradition om, at konkurrence, målinger og synlige og sammenlignelige testresultater er vejen til bedre skoler. Derfor er pointsystemet bygget op, så det kun siger noget om rangordningen – ikke om, hvorvidt resultaterne er bedre end ved sidste måling. Der indgår ikke noget, der kan omsættes til læring, undervisning eller forbedringer for den enkelte elev.
Samtidig har de to danske forskere Peter Allerup og Inge Henningsen fra Aarhus Universitet påvist, hvordan PISA-undersøgelserne baserer sig på særdeles tvivlsomme metoder. Peter Allerup har endda spurgt, om undersøgelserne bare er til daglig underholdning for at sammenligne forskellige skoler med hinanden, eller om de ganske enkelt bare er et fastelavnseventyr. De to forskere kalder eksempelvis PISAs definition af »funktionelle analfabeter« for et politisk fif, ligesom de betegner andelen af eleverne, som får netop det stempel i panden, som »fuldstændig tilfældig«. Kritikken peger blandt meget andet på, at PISA-undersøgelserne er fyldt med deciderede fejl og arbejder med helt forkerte og usaglige definitioner af, hvad eksempelvis en »funktionel analfabet« er, for derefter at stemple en meget stor del af deltagerne som netop analfabeter.
Et er altså, at PISA-værket skaber professionelle frustrationer i massevis – i klasserne, blandt lærere, elever og forældre. Noget andet er, at hele ranglistekulturen blandt eleverne er et usundt og ukorrekt omdrejningspunkt for skoledebatten i sig selv. Foruden dette er de nationale tests blevet udsat for massiv kritik af en række forskere. Kritikken har blandt andet gået på, at de ikke virker, at de måler forkert, og at de rammer skævt. Dermed er de rigtig dårlige til at omsætte til individuelle mål, samtidig med at de er rigtig dårlige til at omsætte til læring og til undervisning.
Koblingen mellem PISA og de nationale tests ligger da også snublende nært. Dagblade og debatfora bugner af beretninger fra forældre og professionelle fagfolk, som ganske enkelt ikke kan få virkeligheden og testresultaterne til at gå op. Det skaber frustrationer, og det skaber faglig usikkerhed og utryghed på egen praksis. Det kunne måske endda gå an, hvis det kun ramte de voksne, men problemet er, at usikkerheden og utrygheden risikerer at sætte sig som en utilstrækkelighed hos børnene og de unge. Således bidrager det til den perfektions- og præstationskultur, som mange er enige om er et hårdt levevilkår for unge i disse år.
Hele idéen om at måle, sammenligne, optimere, rangordne, rationalisere og overføre børnedata og skoledata er et levn fra en ellers forlist new public management-tænkning, der glemmer, at ikke alt det, der tæller, kan tælles. Det er svært at sætte værdien af et trygt klasserum på formel. Virkeligheden er fyldt med forskellige mennesker med forskellige baggrunde, og skolerne eksisterer under så forskellige forhold, at det er direkte vanvittigt, at det mest centrale omdrejningspunkt for skole- og uddannelsespolitikken er blevet test- og måleregimer.
»Jamen, det er vigtigt, at vi ved, hvordan det går,« siger undervisningsministeren, og det er svært at være uenig i. Men det nytter ikke noget, at hun finder et defekt termometer frem, når hun vil måle hastigheden på sin cykel. Jeg vil opfordre hende til at lytte til kritikken: De nationale tests virker ikke, de måler forkert, og de rammer skævt.
Så spørgsmålet er, om ikke det er på tide, at blå blok indser sit neoliberalistiske nederlag på skoleområdet og kaster håndklædet i ringen? Jeg mener i hvert fald, at vi skal stoppe den ulige kamp nu. Imens regeringen har sendt de nationale tests i den store evaluerings-syltekrukke, fortsætter de med at teste alle danske børn med tests, der måler forkert og meget vanskeligt kan omsættes til undervisning. Derfor har byrådet i Aarhus besluttet, at vi søger om under ordningen om frikommuneforsøg at give aarhusianske skoler mulighed for at slippe for de nationale tests. Det er for mig at se den eneste rigtige vej at gå.
Hepatitis C
Nina Weis, forskningslektor, overlæge, ph.d.
Jan Gerstoft, professor, overlæge, dr.med.
Peer Brehm Christensen, professor, overlæge, ph.d.
Niels Obel, professor, overlæge, dr.med.
Kære sundhedsminister Ellen Trane Nørby
Leverbetændelse C (hepatitis C) er en kronisk virusinfektion i leveren, som cirka 15.000 danskere lever med. En væsentlig del vil på grund af leverbetændelsen udvikle leverkræft, som hos langt de fleste vil medføre døden inden for kort tid. Imidlertid er der fremkommet en ny behandling, som kan fjerne leverbetændelse C-virus fra næsten alle patienter med sygdommen. Behandlingen består af indtagelse af få tabletter dagligt i 8-12 uger og er stort set uden bivirkninger. Behandlingen er således en klar vindersag for såvel patient som samfund.
For cirka ti år siden lavede vi et registerstudie, som indbefattede oplysninger for stort set alle personer, som havde kronisk leverbetændelse C i Danmark. Vi vil nu gerne kontakte de registrerede personer for at sikre, at de orienteres korrekt om de nye behandlingsmuligheder, får mulighed for behandling og i sidste ende undgår at få leverkræft.
Men juraen forbyder os at kontakte personer i et registerstudie. Vi har spurgt dit ministerium, Datatilsynet og Videnscenter for Dataanmeldelser og får samstemmende afslag på at kontakte de personer, som indgik i studiet.
Databeskyttelsesloven giver imidlertid ministeren mulighed for at dispensere fra lovens bestemmelser, »hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til varetagelse af den registreredes vitale interesser«. Det gør sig efter vores mening gældende for leverbetændelse C-patienterne. Selvom vi har skrevet til dit ministerium, kan vi være i tvivl om, om dine embedsmænd har sat dig grundigt ind i sagen, og du aktivt har afslået at give dispensation?
Vi har siden august 2018 uden held forsøgt at komme igennem de administrative lag ad normale kanaler. Så derfor dette åbne brev til dig.
Transpersoner 1
Karen M. Larsen, lektor
Præstestræde 2
4872 Væggerløse
Lisa Agervold fik den 3.5.2019 trykt en kronik i Weekendavisen med titlen »En kamp mod vindmøller«. Hun lægger ud med at nævne de mange succeser, som transaktivismen har haft i de senere år, men der er så bare nogle mørke skyer på horisonten. For eksempel nævner hun, at grupper af feminister i England har »demonstreret mod transpersoner«. Det lyder unægtelig grimt. Medmindre man selvfølgelig ved, at disse feminister for eksempel demonstrerede mod, at lesbiske pålægges at omdefinere deres seksualitet, så den indbefatter personer født med en penis, ligesom de demonstrerede mod, at personer med penis skal have adgang til kvinders omklædningsrum, fængsler eller andre steder, hvor kvinder er sårbare. Det er i øvrigt dybt krænkende, at Lisa Agervold beskriver transkvinders seksuelle overgreb på biologiske kvinder i britiske fængsler som »sexchikane«.
Lisa Agervold langer også ud efter »diagnosen« Rapid Onset Gender Dysphoria, som hun mener at kunne feje af bordet, da den er blevet afvist af en pro-trans sundhedsaktivistisk gruppe. Men om hun nu kan lide det eller ej, så er der flere og flere, der er alvorligt bekymret over det voldsomt voksende antal af unge, især piger, som begynder at definere sig som transkønnede, og det selvom de ofte ikke som børn har vist tegn på kønsrolleafvigende adfærd. Den britiske ligestillingsminister har således iværksat en undersøgelse af dette fænomen, og det svenske medicinsk-etiske råd har ligeledes anbefalet, at man ser på fænomenet. I øvrigt viser ikke mindre end 12 videnskabelige undersøgelser, at de fleste af dem, der definerer sig som et andet køn end deres biologiske, når de er børn, opgiver denne identitet, når de bliver voksne. En hel del af disse vil i øvrigt som voksne definere sig som homoseksuelle. Lisa Agervold har da også opdaget, at jeg har haft en kronik i Information, hvor jeg blandt andet giver udtryk for bekymring for, at unge lesbiske bliver guidet over i en identitet som transmænd. Disse unge betegner hun dog som »transkvinder«, hvad sådan set bare viser, at Lisa Agervold end ikke er klar over, hvordan man beskriver transkønnedes køn inden for den transaktivisme, som hun med så stor iver vil forsvare!
Lisa Agervold hævder ligeledes, at undertegnede skulle fremhæve, at »transkvinder ikke er rigtige kvinder«. Hun måtte meget gerne dokumentere denne påstand, ikke mindst set i lyset af, at jeg end ikke selv ville betegne mig som en »rigtig kvinde«, da jeg som en kønsrolleafvigende lesbisk helt klart ikke lever op til normen for »rigtige kvinder«. For mig handler det at være kvinde ikke om, hvorvidt man er »rigtig« eller »forkert« i normativ forstand, men om, hvorvidt man er født med en piges/kvindes krop eller ej. Enten er man en kvinde, eller også er man det ikke.
Transpersoner 2
Konsulent Thomas Markersen, cand.psych.
Autoriseret ved Socialministeriet
En såkaldt »forhenværende professor og forfatter« beskylder mig den 3. maj i WA for at »bo på en anden planet« og går mig i rette med min kritik af transaktivismen bragt i WA 12. april. Værst er, at hun forvansker den viden, der er på området. Den kendte specialist og psykolog på området Kenneth Zucker blev fyret baseret på et reelt komplot af transaktivister i 2015 og fik en halv million dollars i erstatning for uretmæssig fyring bagefter. Ingen af den slags beskyldninger mod ham, som den »forhenværende professor« også benytter sig af, holdt i retten. Det er anerkendt, at Zucker har den bedste empiri i forbindelse med at hjælpe kønsforvirrede børn og unge opbygget over 35 år, og at konklusionen er, at langt størstedelen af børn og unge vokser ud af transkønnetheden. Jeg anklages blandt andet for at skrive, at man kan gøre transkønnede ud af identitetsforvirrede unge. Med det mente jeg blandt andet, at når man først i en meget tidlig alder (ned til otteårsalderen) er påbegyndt hormonbehandling, stadfæstes kønsforvirringen naturligvis yderligere.
Desuden vil jeg holde fast i, at dagsordenen på feltet har ændret sig 180 grader fra at hjælpe de unge med at acceptere egen krop til at tilpasse sig den unges tanker om at »være en anden person indeni«, hvilket er et enormt problem, blandt andet fordi transaktivismen også befinder sig i en gråzone mellem punk og seksualitet.
Overfladisk
Carl-Christian Perch-Nielsen, studerende
Bjælkerupvej 165
4672 Klippinge
Er Theis Ørntofts essay »Ild« (WA #19 10. maj 2019) ikke bare en overfladisk opremsning af menneskets idéhistorie? Hvad har han egentlig selv på hjerte? Postulatet om det senmoderne menneskes opvågnen virker en kende useriøst og forudsigeligt. Strengt taget mindede essayet mig mere om en generisk bestsellerfantasy tilføjet en god gang halvhjertet og skråsikker lommefilosofi end reel antropogenese eller økokritik. Hvor er fordybelsen, Ørntoft? Hvornår bevæger vi os ud over de malende beskrivelser, Ørntoft? Med tanke på Martin Heideggers teknologikritik (Spørgsmålet om teknikken og andre skrifter, Gyldendal, 1999) og Giorgio Agambens Homo Sacer (Homo Sacer, Klim, 2016) fra den civilisationskritiske og antropocænorienterede litteratur synes Ørntofts konklusioner i essayet tamme og pubertære. Enorme mængder uvurderlig tænkning er gjort over menneskets virkelighed – en skam, at det ikke kan mærkes.
Bernstein
Bent Jensen, professor
Weekendavisen bragte et ukritisk interview med den amerikanske journalist Carl Bernstein under den kække overskrift »Røven op, snuden i sporet«. En sådan stilling er ifølge den ene af de to berømte Watergate-journalister opskriften på at finde ud af virkeligheden. Han siger også, at »pressen skal ikke dømme«, men finde frem til »den bedst opnåelige version af sandheden«.
Desværre har den feterede journalist ikke selv fulgt sine gode råd. Det har været trist at se ham under de sidste godt to års Trump- og Ruslands-hysteri, hvor han højrøvet har fordømt og moraliseret i stedet for at finde ud af, hvad der foregik.
Han hoppede straks på den limpind, der hed Steele-dossieret, som var fyldt til randen med russisk desinformation og usandsynlige skrøner, og som af FBI blev misbrugt til at udspionere Trump-kampagnen. Da misbruget blev afsløret, vendte han sig voldsomt imod krav om offentliggørelse af misbruget – herunder anvendelse af skrønerne til at få hemmelige dommerkendelser til overvågning og aflytning af amerikanske statsborgere. Hans argument var, at der var tale om Trumps forsøg på at forhindre en opklaring af hans kriminelle »Russia collusion«.
Efter at den grundige Mueller-undersøgelse har afvist, at Trump deltog i en kriminel sammensværgelse med Kreml for at blive valgt til præsident, benægter Bernstein, at Trump er blevet renset. Han påstår, at der ifølge Mueller er tungtvejende grunde til at rejse anklage mod Trump for at have forhindret undersøgelsen (»at der ikke er tungtvejende grunde til ikke at anklage Trump.«) Han afviser, at medierne – som han jo selv er en del af – har været forudindtaget mod Trump. Hans mest fantastiske og selvrosende påstand er, at »alt det, vi ved om Trumps regering, kommer jo fra journalistiske medier«. Manden må jo bo på månen.
Bernsteins Watergate-kollega Bob Woodward har betegnet Steele-dossieret som affald (garbage), og han mener, at FBIs og CIAs hele rolle i udspioneringen af Trump-kampagnen bør undersøges. En sådan undersøgelse er i øvrigt for længst i gang i Kongressen, i Justitsministeriet og nu også af en statsadvokat.
Det ville have været oplagt at gøre opmærksom på, at Woodward – der jo nævnes i interviewet – har en helt anden og mere realistisk opfattelse af de amerikanske hemmelige tjenesters andel i Ruslands-hysteriet. Men der er sket det besynderlige, at mange journalister og medier i vore dage nærer blind tillid til hemmelige tjenester, selv om der er al mulig grund til det modsatte.
Hele FBIs rolle i den politiske krise, der har hærget USA de sidste godt to år, er sørgeligt underbelyst. Danske medier har ikke givet et blot nogenlunde dækkende billede af alle de afsløringer, der har medført stribevis af fyringer og degraderinger af højtstående embedsmænd i FBI. Det samme gælder den rolle, russisk desinformation har spillet. Man har været hypnotiseret af en påstået Trump-Putin-sammensværgelse og har ganske forbigået, at påstandene blev fremført af den afdankede britiske spion Christopher Steele, hvis mudrede kilder var russiske, og hvis »dossier« blev finansieret af Det Demokratiske Parti og Hillary Clintons kampagne.
S-logik
Laurits Moustgaard
Vald. Poulsens Vej 7A
8260 Viby J
Den 10/5 luftede Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen, på bagsiden af Kultur den særegne S-logik, der stortrives i hans parti. Ordene faldt således: »Ofte beder den slags undersøgelser danskerne om at prioritere mellem kultur og for eksempel sundhed eller ældre, og det er ikke en rimelig sammenstilling. Danmark er et rigt samfund, så vi har råd til alle de ting.«
MJ mener tilsyneladende, at hvis vi har råd til A, så har vi også råd til B, og når vi har råd til både A og B, så har vi også råd til C og så videre ad inf(erno). På den måde kan Påskeharen, Mogens Jensen og Peter Pan sørge for gratis øl til alle. Den form for samfundsøkonomisk logik er værre end stegt lever!
Valgløfter
Søren Vesterhauge
København K
Det er sæson for valgløfter og ultimative krav, hvor de enkelte partier tror, at de vil få den afgørende stemme, når Folketinget samles efter valget. Det er meget virkelighedsfjernt. Det er nemlig helt usandsynligt, at et enkelt parti får magt til at gennemføre noget uden at samarbejde med andre partier med helt andre valgløfter og ultimative krav. Man savner næsten Erhardt Jacobsen, som sagde, at han overholdt alle sine løfter – han lovede nemlig ikke noget.
