Lisa Agervold, forfatter og forhenværende professor.
Transkønnede har de sidste fem til ti år mødt stigende forståelse: Det juridiske kønsskifte blev gennemført 2014 uden krav om kastration og tvungen medicinsk behandling, senere blev behandlingsvejledningerne moderniseret, og transkønnethed blev fjernet fra den psykiatriske sygdomsklassifikation i Danmark. Dette sker nu også i WHOs klassifikation (ICD-11), hvor den tidligere diagnose »kønsidentitets-forstyrrelse« erstattes med »kønsinkongruens« og tilsvarende i den amerikanske liste (DSM-5) erstattet med »kønsdysfori«.
I samme periode er synligheden og accepten i befolkningen steget, medieeksponeringen er stor, og antallet af transpersoner, der søger behandling, er kraftigt stigende. Men træerne vokser ikke ind i himlen, og modbevægelsen foregår tilsyneladende over en bred front: Præsident Trump vil lovgive, så transpersoners ved fødslen tildelte køn skal være gældende og ikke til at ændre. I England har grupper af feminister demonstreret mod transkvinder, og andre bevægelser har protesteret mod en foreslået ny lovgivning, der skulle gøre juridisk kønsskifte lettere. En påstået ny »diagnose« er dukket op: »Rapid Onset Gender Dysphoria«, ROGD, som hævder, at teenagebørn (og især transpiger) fra den ene dag til den anden erklærer sig som transperson, og at årsagen hertil skyldes smitte fra de sociale medier og kammeratskabsgrupper. Børn skal derfor ikke behandles med stophormoner osv. Diagnosen er dog afvist som ikke-valideret af WPATH (den internationale organisation til fremme af transpersoners sundhed).
Et seneste eksempel, »Transaktivisme«, kan man læse i Weekendavisen for nogle uger siden af psykolog Thomas Markersen, der antyder, at et transkønnet barn/ung er »en slags identitetspolitisk punk, en punk, der ikke kan vaskes ud af håret igen«. Udokumenteret påstår Markersen, at fænomenet er opstået, fordi vi voksne »overinvolverer os i børnenes liv«, og transaktivister gives skylden for den voldsomme stigning i antallet og for at tilskynde til at underlægge sig behandlinger med hormoner og operationer i samarbejde med de læger og psykologer, der behandler transbørn, og som »motiverer dem for stærke hormonbehandlinger og kirurgiske operationer«. Markersen må vist leve på sin egen planet uden kendskab til behandlingsprotokoller og -praksis.
I stedet, med baggrund i den amerikanske psykolog K. Zucker og hans behandlingsmetoder i en klinik i Toronto (som blev lukket i 2015), kan man ifølge Markersen modvirke denne udvikling. Zucker, hvis forskning blev foretaget i 1980erne og frem, påstod, at cirka 80 procent af børn med kønsafvigende adfærd vil vokse fra det, hvis de ikke understøttes i deres forestillinger. Behandlingen bestod i en slags reparativ terapi: for en dreng at fjerne dukker og andet pigelegetøj, undgå samvær med piger osv. Men behandlingen er baseret på tvivlsom empiri (inklusionskriterierne var for brede, follow up-tiden var for kort, inklusion af frafald m.m.) og er også blevet kritiseret for at se bort fra de skader, terapien påførte børnene – blandt andet havde børn uden forældre/sundhedsfaglig støtte 14 gange så høj selvmordshyppighed, var mere depressive og så videre sammenlignet med understøttede børn. Omvendt viser ny forskning, at børn, der socialt har skiftet køn, ikke lider af psykiske symptomer, som man ellers har fundet hos børn, der ikke skifter. Afslutningsvis skal blot nævnes, at førende eksperter ser bort fra Zuckers metoder, og således har The American Academy of Pediatrics nyligt (2018) udgivet en guide for støtte til køns-diverse børn: »… en behandling som er orienteret mod en forståelse og anerkendelse af den unges kønsoplevelse.«
Et andet eksempel fra den hjemlige debat er skrevet af Kirsten Damgaard, der under titlen »Når en mand vil under kniven for at blive kvinde, har han en psykisk lidelse«. At nogle udvikler en kønsidentitet, der er modsat det tildelte køn, svarer til, at man tror, man er en liggestol, men man bør ikke føje de psykisk syge i deres vildfarelser og behandle dem med hormoner og operationer, endsige give dem mulighed for juridisk kønsskifte. De »fortvivlede transkønnede« vil, selv om de behandles, forblive »særlige og aparte hos det tilvalgte køn«.
En anden debattør, Karen Larsen, fremhæver ligeledes, at transkvinder ikke er rigtige kvinder. Med baggrund i en teori om autogynefili fremføres, at »de autogynefile transseksuelles kønsidentitet er et produkt af deres seksualitet. De er imidlertid alligevel fanget i en mands krop (…) og er grundlæggende set biologiske mænd…«, som Larsen skriver. Teorien fra 1970erne er forladt og afvist af de fleste forskere. I et senere indlæg i Information antyder hun, at det stigende antal unge transkvinder, man ser, nok er lesbiske, der af »transaktivister og intersektionelle feminister [bliver] guidet over i en transidentitet«! Jævnfør ROGD og Markersen ovenfor.
I den lavpraktiske genre finder man Anna Libak, den ellers indsigtsfulde kommentator af udenrigspolitiske spørgsmål. I Ekstra Bladet, under den sigende titel »Transkvinder kører den ind med penis«, konkluderes, at »..naturligvis er kønsidentitet valgfri, men det er køn altså ikke: Det sidder mellem benene.« Som baggrund anføres to historier fra Storbritannien, hvor transkønnede kvinder er blevet anklaget for at chikanere andre indsatte i det kvindefængsel, de var anbragt i. Der er altså ikke tale om, at transkvinder har »kørt den ind med penis«, men om to sager om sexchikane. Men Libak får på populistisk vis behændigt kædet det sammen med et generelt angreb på transpersoner og retten til juridisk kønsskifte. Libak forbigår i tavshed, at diskussionen om transkønnede i britiske fængsler har en dyster side – at transkvinder i fængsler for mænd i flere tilfælde har begået selvmord.
Fra indremissionsk side kritiseres det juridiske kønsskifte forventeligt også; ifølge Knud Skov som et brud på den »gudgivne kønsorden«. Ifølge Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission, er kønnet »ikke selvvalgt eller noget, der vælges … Der er biologisk set et køn…«. Man skal ikke »gribe ind i Guds skaberordning« og ».. et identitetsproblem [løser man ikke] gennem hormonbehandling eller kønsoperation...«. Bækgaard er derfor »… uforstående over for den nugældende mulighed« med »juridisk kønsskifte …«.
De forskellige indlæg har, til trods for deres forskellige afsæt, det til fælles, at de kritiserer transkønnede for at tro, at de selv kan vælge deres køn (og at nogle skifter efter forgodtbefindende) med baggrund i en antagelse om, at kønnet er en social konstruktion. Ifølge kritikerne er der kun to køn, som let lader sig identificere, og derfor kan man ikke skifte køn. De vil gøre op med retten til det juridiske kønsskifte og kønsbekræftende behandling. Begrundelserne herfor er også mere eller mindre enslydende: transpersoner lider af en psykisk sygdom, og her hjælper hormoner og operationer ikke.
Alle påstande er forkerte og underbygges ikke af den faktiske og aktuelle viden på området. At mennesket, ligesom andre pattedyr, er produktet af mødet mellem en »hun« og en »han«, er ikke ensbetydende med, at alle »hunner« og »hanner«, hvad angår fysiologisk og psykologisk udrustning, er nøjagtig ens. Der eksisterer en lang række mere eller mindre sjældne variationer, hvorfor »kønnet« ikke er så enkelt at afgøre endda. Blandt forskere er der stigende enighed om, at udviklingen i hjernen, eventuelt under påvirkning af kønshormoner, kan bevirke, at transpersoner udvikler sig mod en kønsidentitet, der er den modsatte af det kromosomale køn.
Behandlingen af transpersoner består derfor også i at ændre hormonbalancen, så den svarer til det erkendte køn, og kønsmodificerende operationer. Nyere undersøgelser viser, at behandling har få risici, og at de fører til større både fysisk og psykisk tilfredshed.
Der er ikke tale om en psykisk sygdom eller en mental lidelse i sig selv (se for eksempel Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning). Mest præcist siges det i en artikel af Dr. Safer, som fremhæver, at der er sket et paradigmeskift i behandlingen af transpersoner: »kønsidentitet er bredt sagt et vedvarende biologisk fænomen, som ikke kan ændres selv fra fødslen af, så hvis kønsidentiteten er et biologisk fænomen, så præsenterer en medicinsk, frem for en psykologisk, behandling den ’bedste behandling’ og den er ’fantastisk succesfuld’«.
I stedet gør vores kommentatorer og deres trosfæller sig til talsmænd for en biologisk reduktionisme, hvis forsimplede kønsforståelse kan læses i Det Gamle Testamente, og som en flok Don Quixoter angriber de en vulgariseret socialkonstruktionisme, der alene kan se køn som noget socialt, og bliver ironisk nok offer for samme vildfarelse, som de angriber: at se kønnet som en social, her gammeltestamentlig, konstruktion.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk
