Hvis man ikke er fan af Mads Lundby Hansen, kan det være hårdt for helbredet at følge med i samfundsdebatten. Den speedsnakkende cheføkonom fra tænketanken CEPOS er en menneskelig supercomputer, en lommeregner-liberalist, der har været Danmarks mest citerede økonom tre år i træk.
Hvis der er et besparelsespotentiale, er Mads Lundby der. Med en Duracell-kanins ustoppelighed omsætter han hvad som helst til procenter af BNP og øget beskæftigelse. Hver gang noget går op i Mads Lundby Hansens økonomiske verden, går noget andet ned. Hæves skatten, falder lysten til at arbejde. Sænkes ydelserne, stiger beskæftigelsen. Sådan ser det ud, og Mads Lundby forsvarer sin økonomiske overbevisning, selv når den støder frontalt sammen med virkeligheden i den danske velfærdsstat.
»Jeg har rusket i hornene på den hellige ko,« siger han selv om den kritik, der haglede ned over ham i sidste uge.
Til Dagbladet Information sagde han, at gratis biblioteker og museer gør det mere attraktivt at være arbejdsløs.
»Hvis man er på dagpenge eller kontanthjælp, så har man mulighed for at gå ned på biblioteket, surfe gratis på internettet, læse aviser og blade. Det trækker arbejdsudbuddet ned,« lød hans udtalelse.
Det vakte ikke just bred, folkelig opbakning, og mens latterliggørelsen spredte sig på de sociale medier, står et spørgsmål stadig ubesvaret tilbage: Hvem i hele det gennemsocialdemokratiserede Danmark siger sådan noget?
Teori og virkelighed
Mads Lundby Hansen venter foran »Virum Pizza og Kebab«. Solen skinner, og han er iført Armani-jeans, et par slidte sejlersko og en skjorte. Han ser afslappet ud. På det lille torv ligger en Meny, en gardinbutik, en brillebutik og en genbrugsforretning i en lille firkant. Indenfor på shawarma-stedet hilser han på sin søns skolekammerater, der sidder og spiser. Durumrullerne er gigantiske, pakket ind i sølvpapir og serveres på aflange plastictallerkener. Det er her, Mads Lundby køber mad med sin søn et par gange om måneden, og han bestiller altid det samme, en shawarma med det hele plus chili. Manden bag kassen tager imod bestillingerne hurtigt og diskret og stiller snart efter maden på bordet sammen med en skål chili.
Vi er taget på shawarma-bar med cheføkonomen, dels fordi han har en pointe med det, der handler om at få flygtninge i arbejde. Dels fordi han ikke fandt idéen om at mødes på et bibliotek sjov.
»Gak-gak-liberalisme for fuld udblæsning,« lød reaktionen fra Socialdemokratiets Peter Hummelgaard, mens Enhedslistens Pelle Dragsted mente, at CEPOS har »tabt sutten«.
Ikke desto mindre står Mads Lundby Hansen ved sin udtalelse. Han siger, at han blev frustreret over, at blandt andre Enhedslisten kun ønskede at pege på de positive, såkaldt dynamiske effekter af de offentlige udgifter. Partiet har efterlyst, at utilsigtede ekstragevinster medregnes i Finansministeriets modeller, mens Mads Lundby Hansen mener, at dynamiske effekter lige så godt kan være negative.
»Enhedslisten skaber en nirvana-agtig forestilling om, at flere penge til det offentlige giver flere positive effekter. Men det er teori, for der er ikke målt på, hvad der sker, hvis du tilfører en milliard kr. til sundhed eller til bibliotekerne. Og de diskuterer kun den del af teorien, der giver positive effekter. Vi har ingen empiri på det område i modsætning til, hvad der sker, når vi sænker skatten eller sænker dagpengene. Det øger arbejdsudbuddet. Mit formål var at nuancere debatten, for når vi ser på den økonomiske teori, er der også minusser.«
– Burde du så ikke have sagt, at det kun er ifølge økonomisk teori?
»Men vi har jo ingen empiri. Vi ved nada,« siger han.
– Burde du så ikke have sagt det?
»Det skulle jeg måske, men jeg synes, det er i småtingsafdelingen. Jeg siger et andet sted i artiklen, at man ikke kender effekterne,« forklarer han og henviser til en passage, hvor han skriver, at effekterne bør regnes ind, når de er tilstrækkeligt undersøgt.
– Tror du selv, at gratis biblioteker gør det mere attraktivt at være arbejdsløs?
Han trækker på det.
»Det er nok en ret lille effekt. Men man er nødt til at nævne de mulige negative effekter også og ikke kun de mulige positive.«
Lavere løn til flygtninge
Shawarmaen er ikke dårlig. Brødet er blødt og varmt, kødet salt og fedtet, og Mads Lundby hælder chili på sin tallerken. Han ville mødes her for at illustrere (endnu) en upopulær kæphest; indslusningsløn til flygtninge. Han mener, at den danske mindsteløn, der er blevet til igennem arbejdskamp og justeret igennem forhandlinger mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, holder flygtninge og indvandrere ude af arbejdsmarkedet. Derfor foreslog CEPOS i 2015 sammen med Andreas Kamm, tidligere direktør for Dansk Flygtningehjælp, at indføre en lavere timeløn, der skal hjælpe flygtninge over den høje adgangstærskel til det danske arbejdsmarked.
»Mindstelønnen på 120 kr. i timen er alt for høj og holder rigtig mange udenfor. De fleste flygtninge ville synes, at en indslusningsløn på 70 kr. i timen var en god løn, og for arbejdsgiveren er det en billig arbejdskraft, som de ikke ville købe, hvis den kostede 120 kr. Det er win-win. Alligevel gør man det ikke på grund af den hellige ko og den danske model,« siger Mads Lundby Hansen, det sidste udtaler han med et påtaget teatralsk, højtideligt tonefald.
Han betragter mennesket, indvandret eller ej, som en homo economicus; et rationelt væsen, der træffer beslutninger baseret på incitamenter. Solen i Mads Lundbys økonomiske univers er arbejdsudbuddet, der groft sagt måler, hvor villige danskerne er til at arbejde. Derfor roterer næsten alle hans forslag om udbuddet af arbejdskraft; hvis det får flere til at arbejde mere, er det godt. Hvis det får flere til at arbejde mindre, er det skidt. Arbejde giver selvforsørgelse, som giver flere i job, som giver vækst, som giver velstand.
Borgerlige er onde
Mads Lundby Hansen ville blive en dårlig tabloidjournalist. Det er den pæne måde at sige det på, mens andre måske ville kalde ham tør eller kedelig. Til en konference viste han engang en slide med teksten: »Reduktion i aktie- og kapitalindkomstbeskatning fra 42 til 25 procent finansieret ved at sænke skatteværdi af rentefradrag til 25 procent for alle.« I Mads Lundbys øjne taler tallene for sig selv.
Faktisk har han hovedet så fuld af tal, at man spørger sig selv, om han overhovedet opererer med mennesker. Der er langt fra ham til de borgerlige tænkere, der advarede imod velfærdsstatens ekspansion op igennem 50erne, 60erne og 70erne. De argumenterede ikke kun med økonomi, men også med moral og værdier; det var sundest for mennesket at være selvbestemmende, det mistede sin tankefrihed ved at blive behandlet som et barn af staten, der ville forvalte både dets økonomi og dets fritid.
Fra at mennesket, familien eller lokalsamfundet udgjorde den højeste autoritet, gled velfærdsstaten ind som et skydække, der berørte stort set alle livets områder.
Den danske velfærdsforsker Gøsta Esping-Andersen har fortalt, at hans farfar blev så flov over at modtage en check med folkepension i posten, at han skrev tilbage til myndighederne, at han ikke ville have den. Det var i 1957, da folkepensionen blev gjort universel. Mens velfærdsstaten voksede, og Mogens Glistrup kom og gik, opslugte den offentlige sektor stadig større dele af civilsamfundet. Det fik for nogle år siden erhvervsmanden Asger Aamund til at sige, at nærmest alt i Danmark er enten forbudt eller påbudt. Der findes således både menneskelige og moralske argumenter imod velfærdsstaten. Hvorfor taler Mads Lundby så kun om penge?
»Det er mit arbejde,« siger han.
»Jeg skal vide, hvad effekten er af at reducere dagpengene med ti procent. Det er 13.000 flere i beskæftigelse. Hvis man stopper for tilgangen til efterlønnen, øges beskæftigelsen med 30.000 personer. Da jeg begyndte i Cepos, kunne jeg ikke de ting, og vi har brugt enorme ressourcer på at opbygge troværdighed om vores beregninger. Vi skal være blandt de bedste i klassen til at regne på effekten, når der kommer reformer. Medier og politikere skal kunne bruge vores beregninger uden at være bange for, at de bliver skudt ned dagen efter.«
– Er du borgerlig, fordi du vil have lav skat?
»Nej, jeg er borgerligt-liberal, fordi det er bedst for den enkelte at kunne bestemme over sit eget liv. Derfor er det også alt for galt, at vi har en sammensat marginalskat på 55 procent, selv for en lavtlønnet. Du skal aflevere mere end halvdelen af din løn i skat,« siger han og vender igen tilbage til tallene.
– Men er det ikke et problem, at folk tænker, at borgerlige er ligeglade med almindelige mennesker?
»Det er jo set ud fra venstrefløjens perspektiv. Er du god, hvis du lægger de sociale overførsler så højt, at du laver fattigdomsfælder? Hvis du lokker folk ind i en tilværelse, hvor de sidder på overførselsindkomst i en almennyttig bolig år ud og år ind? Dit spørgsmål udtrykker, hvor meget konsensus der er om det spørgsmål i Danmark. Venstrefløjen argumenterer med følelser og siger, at vi skal være gode ved de svage ved at give dem flere penge. Borgerlige betragtes som onde, fordi vi siger, at arbejdsløse skal have en tilskyndelse til at tage et job. Jeg bliver stemplet som ond, men det tager jeg med, fordi jeg ved, at det jeg foreslår er godt. Jeg ved, at det i virkeligheden er bedst for kontanthjælpsmodtagerne, at de kommer i job.«
Et skelet i skabet
Stigmaet som følelseskold klæber til de borgerlige, som de gode intentioner klæber til venstrefløjen. Arthur Brooks, direktør for den amerikanske tænketank American Enterprise Institute, rettede kritikken indad i sin bog The Conservative Heart fra 2015. Her skrev han, at man som konservativ taber debatter på forhånd, fordi folk netop får indtryk af, at de holder med de rige, og opfordrede til at tale mere med hjertet end med hovedet. Mads Lundby Hansen var til et oplæg med ham i Washington for nogle år siden, men alligevel vil han ikke selv bevæge sig alt for langt væk fra de økonomiske argumenter.
»Han mente simpelthen, at vi skulle droppe det med tal. Vi skulle i stedet tale om, at velfærdsstaten er dårlig for mennesker og moralsk forkert, men hvis man argumenterede sådan i Danmark, ville man blive betragtet som ekstremist. Vores samfundsdebat er så velfærdsstatsbevarende, at du ikke ville kunne overbevise folk. Jeg ville lyde alt for ideologisk til, at folk ville finde mine beregninger troværdige.«
– Men hvor mange hearts and minds vinder du ved at lire tal af?
»Det er rigtigt, men det er ikke mig, der skal vinde hearts and minds. Jeg skal lave kanonkugler til politikerne.«
– Har du nogensinde selv haft brug for de ydelser, du vil sænke?
»Ja, det første halve år som studerende havde jeg brug for min SU, indtil jeg fandt et studiejob. Og så var jeg også ... Det var helt absurd,« siger han og afbryder sig selv.
»I 3. g arbejdede jeg på Restaurant China i Rønne, hvor jeg voksede op. Jeg stod for desserterne, frituren og så opvasken. Da jeg pludselig kunne få SU som hjemmeboende, kan jeg huske, at jeg fik lige så meget i SU som ved at arbejde. Det var 1000 eller 2000 kr. om måneden, og jeg syntes allerede dengang, at det var fuldstændig vanvittigt. Jeg havde slet ikke brug for pengene.«
– Hvad gjorde du så?
»Jeg beholdt pengene og lod være med at arbejde.«
– Gjorde du?
»Ja, det gjorde jeg. Det gjorde jeg faktisk,« siger han og ser ud, som om det kommer lige så meget bag på ham selv. Cheføkonomen, hvis mission det er at øge danskernes incitament til at arbejde og ændre SUen til et lån, har selv praktiseret den adfærd, han mener er symptomet på Danmarks problem. Så genfinder han hurtigt sit vante tempo.
»Det viser jo, at incitamenter virker,« siger han, halvt i sjov.
Nedslidte Trabanter
Nu hvor han er ved bekendelserne, tilstår han endnu en sag ved bordet i shawarma-restauranten. Et lille skridt for andre, måske, men ikke for cheføkonomen: I hans ungdom interesserede han sig for andet end tal.
»Engang ville jeg være statskundskaber i stedet for økonom,« siger han, som om han venter på en eller anden chokeffekt.
Hen over shawarmaen fortæller han, at han blev politisk vakt i femte klasse takket være sine venstreorienterede skolelærere, som han ellers holdt meget af. Og her spillede almindelige menneskers vilkår en rolle.
»Jeg tror faktisk, mine folkeskolelærere gjorde, at jeg blev så erklæret liberal. Mange af dem var ude omkring kommunistpartiet og forsvarede Sovjet og Øst-diktaturerne. Jeg syntes simpelthen, det var så grænseoverskridende, at man spærrede folk inde i deres eget land, og at man ikke måtte sige eller skrive, hvad man havde lyst til. Det var uhyrligt, at man forbød andre partier end kommunistpartiet. Vi havde så mange diskussioner, og især min lærer Michael var pragtfuld. Han tog udskrifter med til os fra Land og Folk, Information, Ekstra Bladet og Berlingske, så vi kunne lære kildekritik. Det er interessant i den alder at være oppe imod en overmagt, som det jo var. Sådan er det vel også, når vi diskuterer i CEPOS. Vi er oppe imod en overmagt af politikere og universitetsøkonomer, der vil noget andet.«
Som teenager så han med egne øjne et lille hjørne af DDR-regimet. I sommerferierne pakkede hans familie Ford Sierraen og sejlede til Sassnitz, der lå i DDR, for at nå frem til feriemålet Jugoslavien.
»Jeg glemmer aldrig, at når vi kom til DDR, skulle vi igennem, jeg tror, det var fire identiske grænsevagter. Med den samme procedure. Man havde så meget mistillid til hinanden, at hvis den ene vagt var købt af det kapitalistiske Vesten og lod folk smugle forbudte bøger ind, ville den næste vagt fange os. Det gjorde et dybt indtryk på mig at se DDR i totalt armod. Vi kørte igennem det her totalt grå samfund, hvor vejene ikke var asfalt, men beton. Ude i rabatten stod Trabanterne, grå eller brune, med køleren oppe, for de brændte jo sammen hele tiden. Når man kiggede ud på folk, var de nedslidte og kiggede ned i jorden. Det minder mig faktisk om tv-serien The Handmaid’s Tale, når jeg taler om det nu. Det er de samme billeder, jeg får.«
Mads Lundby tier. Det er det længste, han har sagt under hele interviewet uden at nævne en økonomisk beregning. Så rejser han sig.
»Jeg tror sgu, CEPOS giver noget at drikke. Coke?«
Politisk konsensus
CEPOS har på sine 12 år tilkæmpet sig en central plads i den politiske debat. Flere af tænketankens forslag er blevet ført ud i livet af blandt andre Helle Thorning-Schmidts regering, herunder fjernelse af mellemskatten og en ændring af satsreguleringen, så de offentlige ydelser ikke længere stiger i takt med lønningerne, men med inflationen. Alligevel er det ifølge Mads Lundby Hansen op ad bakke med den politiske konsensus. Han peger på, at knap tre millioner danskere får enten løn eller sociale ydelser fra det offentlige.
»Derfor har vi et mål om, at flere skal i beskæftigelse, men mange universitetsøkonomer er blevet ekstremt velfærdsorienterede. De er bange for at udfordre nogle af vores velerhvervede rettigheder, så jeg føler egentlig, at vi er meget alene i at anbefale reformer i de her år,« siger han.
– Hvorfor gør I så ikke mere for at overbevise danskerne om det gode ved borgerligheden?
»Det prøver vi også,« siger han og henviser til, at direktøren Martin Ågerup tager mange ideologiske debatter.
»Men det primære for os er at fremlægge analyser og anbefalinger, som politikerne kan gennemføre og ændre på samfundet. Det synes jeg i al beskedenhed, at vi har haft et vist held med. Det er svært at gå ud med økonomiske beregninger og være ideologisk samtidig. Vi er en forskningsbaseret tænketank, og der skal være høj troværdighed om vores arbejde,« slår Mads Lundby Hansen fast.
