Det er den 25. april omkring klokken 20 om aftenen. Solen er gået ned og har efterladt sig silhuetter af bjergtoppe i alle retninger. Min telefon vibrerer insisterende. Med ét er jeg tilbage i en virkelighed mange, mange kilometer væk.
Jeg ved præcist, hvad min telefon prøver at fortælle mig: Der er afsagt dom i retssagen. Som så mange gange før, frygter jeg nyhederne. Der er resultater, jeg ikke kan leve med. Efter et forsøg på at få min nervøsitet under kontrol, begynder jeg at læse. På et lille klapsæde i en bumlende bus på vej ned fra Huashan bjergene i Kina, ser jeg, at PM er blevet dømt skyldig, og at dommerne har besluttet sig for livstid.
Retssagen — eller i det mindste den første retssag, for naturligvis blev dommen anket — er slut. Endelig ro til at forstå, fordøje og acceptere? Eller i det mindste forsøge at finde ud af, hvordan endnu et kapitel af de sidste snart 9 måneders mareridt føles. Og ændrer det overhovedet noget som helst? Jeg læner mig tungt tilbage, sædet knirker. Følelserne inkluderer forvirring og tomhed. Hvad gør jeg nu? Hvad ville Kim gøre?
Undervejs i eftersøgningen, mediedækningen og retssagen har jeg været tavs. I lang tid har jeg ikke haft noget at sige. Jeg kunne simpelthen ikke og vidste heller ikke, hvor jeg burde starte eller slutte. Når journalister har bedt om interviews eller citater, har det samtidig føltes irrelevant. Jeg kender hende jo, hvorfor skulle jeg så interessere mig for, hvad der står i aviserne? Men måske er det ikke sådan, jeg bør tænke, måske er det egoistisk ikke at dele Kim med andre. Jeg har aldrig ønsket at holde hende for mig selv. Der er mange grunde til at være stolt af hende.
Hendes forældre og venner har stiftet en fond i hendes navn (www.rememberingkimwall.com) til at støtte kvindelige journalister, som skriver om emner, Kim selv ville have valgt. Derved er der skabt et alternativ til den sensationsprægede mediedækning, der alene fokuserer på at sælge aviser. Fonden giver os en mulighed for at lade Kim – som inspiration og positiv kraft i verden – leve videre gennem andres arbejde.
Jeg er ikke medieekspert, men med den begrænsede indsigt, jeg har i branchen, overrasker det mig desværre ikke, at det er »ubådsbyggeren«, som oftest møder mig fra forsiderne. Kim derimod, som ikke længere kan tale for sig selv, er blevet nedprioriteret til fordel for hendes morder.
Blandt andet derfor er det vigtigt for mig at dele den person, jeg kender, med andre. Således at hun igennem sit eget imponerende arbejde, artiklerne om hende og fonden, kan leve videre til inspiration og som et godt eksempel. Så hun vil blive husket — ikke som et offer, men som sig selv. Jeg håber, at tiden, hvor Kims billede er klippet ind som en cirkel ved siden af PM, snart er forbi.
Så jeg deler. Der er stadig meget, jeg ikke kan sætte ord på. Jeg forstår helt fundamentalt ikke, at hun er væk, og over for mig selv er der meget, som jeg ikke tør udtrykke. Men jeg må gøre et forsøg.
HUASHAN-BJERGET nær storbyen Xi’an er et af Kinas fem helligste bjerge. Friskkronede kejsere og forskellige spirituelle grupper har besteget tinderne igennem tusindvis af år. For mig udgør bjerget det nødvendige alternativ til min ellers klare plan om at rejse til Danmark, være til stede i retssalen og høre domsafsigelsen. I stedet for at sidde på en stol i salen sidder jeg i en skramlende bus i Kina. Mine ben er trætte, jeg er regnvåd og svedig. I fællesskab med taoistiske munke og gamle, senede sherpaer, har jeg forceret en uendelighed af trappetrin udhugget direkte i fjeldet.
Bjerget var dog bare et bjerg, det fikser ingenting. Og selvom selve bestigningen er klassisk sisyfosarbejde, så indeholder handlingen vigtig symbolik og er den rigtige beslutning for mig.
I lang tid inden den 25. aprils domsafsigelse, var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle rejse til Danmark eller blive i Kina. Jeg diskuterede dilemmaet med mig selv og de få mennesker omkring mig, der var uheldige at forvilde sig ind i den svære beslutning. Mit spørgsmål var altid: Hvad ville Kim have gjort, hvis hun var her nu?
Det er naturligvis helt umuligt at besvare. Ingen mennesker vil handle vanligt eller rationelt, hvis noget som dette rammer dem. Ingen vil være sig selv. At forestille sig Kim i min situation virker absurd. Det er kontrafaktisk og hypotetisk, men uundgåeligt for mig at spekulere på. Det er centralt for at forstå mit eget liv.
Dengang i sommer, få dage før vi begge skulle flyve til Beijing og begynde vores fælles liv — sådan for alvor — var alting smukt. Alting gav mening. Kim havde gennem bekendte fundet det mest utrolige lille hus lige midt i Kinas 30 millioner store hovedstad. En baggård forbandt tre huse med henholdsvis en familie med tre børn, en kinesisk popstjerne og os.
Hverken Kim eller jeg vidste, hvordan vores liv ville udfolde sig. Det eneste, vi vidste, var, at vi ville gøre det sammen.
Nu giver intet mening. Jeg ved ikke længere, hvor jeg er på vej hen eller hvorfor. Spørgsmålet om, hvad Kim ville have gjort, får derfor en grundlæggende betydning.
Hvis jeg ikke selv er i stand til at træffe en beslutning, kan hun måske hjælpe mig. Rådgive mig — med mig selv som talsperson? Under alle omstændigheder forsøger jeg dagligt at besvare spørgsmålet. Kim bliver konsulteret med både stort og småt. Hvilken frisør skal jeg vælge, og hvor bør jeg være i mit liv om fem år?
Kim var dog sjældent forudsigelig. Derfor er det vanskeligt at forestille sig, hvad hun ville have gjort selv under normale omstændigheder. Hun var ofte i tvivl om, hvad hun skulle. Ikke desto mindre var hun, set udefra, altid i gang med noget. Hun var altid på vej et sted hen.
Ingen har et fuldstændigt overblik over Kims rejser og eventyr. Familie, venner og samarbejdspartnere (oftest det samme som venner) kan naturligvis fortælle om oplevelser, hvori de selv har taget del, men kan kun forestille sig resten. Kim var et lysende naturtalent når det kom til at rejse, opleve og engagere sig med alt og alle, hun mødte. Hun fortalte gavmildt om sine eventyr — både undervejs og i retrospekt.
Men der var altid flere planer end minder. På hendes Couchsurfing-konto, et socialt medie, der lader brugere sove på hinandens sofaer, beskriver hun sin personlige mission som: »I want to see everything, preferably now.« Kim realiserede utrolig meget, havde planer om endnu mere og drømte om at opleve alt, hvad livet kunne tilbyde hende.
SIDSTE sommer delte Kim og jeg et lille rum i det centrale Beijing. Området, hun havde valgt for sig selv og os, kaldes hutongerne. Hutong betyder en snæver gade mellem små huse, og det er præcis, sådan det er. Børn leger på de grusbelagte gader, og gamle mennesker slentrer roligt rundt i nattøj. Der er gemte barer bag uskyldigt udseende døre, og store hvide hunde, som ifølge lovgivning for området er forbudte, bliver luftet efter mørkets frembrud. Vi rejste en del i Kina og var hele tiden i gang med at lægge planer for fremtiden. Iran i marts, Grønland i maj eller juni, på motorcykel til Mongoliet så snart som muligt. Desperat forsøgte vi at finde en metode til at gøre hver sine ting det samme sted.
En dag på en fortovskant i Beijing, spurgte hun, om jeg ville bestige et helligt bjerg med hende. Hun havde altid mange ideer, men det virkede, som om dette betød noget specielt. Jeg vil aldrig finde ud af, hvad Kim ville have gjort i den situation, jeg står i nu, eller hvad hun havde rådet mig til, men at bestige et helligt bjerg føles meningsfuldt. På en måde tror jeg, at jeg vil være tættere på hende dér end nogen andre steder.
I dagene før mit vidneudsagn den 22. marts forsøgte jeg at forberede mig. Jeg prøvede at forestille mig, hvilke spørgsmål anklageren og forsvareren ville stille. At være vidne i en sag, der har så stor betydning for én selv, er en meget underlig opgave. Jeg ved alt, hvad jeg skal vide, men hvad hvis jeg siger noget forkert af ren nervøsitet? Hvad hvis et trick-spørgsmål fra forsvareren bliver brugt imod Kim?
Forberedelsen var mangelfuld, men hjalp mig alligevel. Det første spørgsmål, jeg fik, havde jeg ikke forberedt mig på: »Kan du med få ord beskrive Kim som person?« Tiden standsede, mit hjerte slog, jeg gik i panik. Jeg var bange for at sige noget forkert. Samtidig var der ikke noget, jeg hellere ville, end at beskrive Kim.
De første ord kom ud af min mund, så de næste. Det gik okay. Men derefter stødte jeg imod en mur: At beskrive Kim med få ord måtte, efter min overbevisning, indeholde et ord, jeg ikke kunne få mig selv til at sige: »levende«. Jeg frygtede, at hvis jeg udtalte ordet, ville jeg aldrig komme videre. Til sidst sagde jeg det. »Kim er et fantastisk nysgerrigt, levende menneske...«. Jeg blev nødt til at sige det, fordi det var præcis hvad hun var. Levende!
Kim elskede og værdsatte det at leve mere end nogen andre mennesker, jeg endnu har mødt. Hun nød livet, udfordrede det og forventede sig alt af det. Store oplevelser, store udfordringer, stor viden, stor impact, stor kærlighed.
RETSSAGEN imod PM er anket, og vi må nu vente på en dom fra landsretten også. Indtil da må jeg tro og håbe på en dom, der ligner byrettens. Det er det eneste, som kan give mig bare en lille følelse af balance og retfærdighed. Det er nødvendigt for mig at sige, at forholdet mellem handling og potentiel straf aldrig kan blive hverken balanceret eller retfærdigt. Det vil alene være samfundets fortolkning af sine love efterfulgt af en retslig håndhævelse.
Jeg har en trang til at beskrive hans handling, men mine ord kommer til kort. Ordene er for små og ubetydelige. Jeg har dog et behov — ikke bare for denne tekst, men for mig selv — til at beskrive for at prøve at forstå. Jeg har mange gange ledt efter ord, søgt efter synonymer, oversat til forskellige sprog. Hvad gør man, når ens ord ikke rækker? Hvordan beskriver man det ubeskrivelige?
Konklusionen er og bliver den samme. Jeg er ude af stand til at beskrive, hvad Kim var udsat for, men Virkeligheden er ligeglad med mine evner til at beskrive eller forstå. Den er upåvirket. Intet ændrer, hvad PM har gjort. Problemet er samtidig, at vi ikke ved, hvad der er hændt Kim om bord. Jeg vil ikke gå i detaljer med dette emne, ej heller forsøge at beskrive, hvordan den ultimative uvidenhed føles. Det grundlæggende, men skræmmende behov for at lære sandheden at kende. Alt er muligt, når man ikke kender sandheden — alle billederne og teorierne er i ens hoved. I lang tid følte jeg, at så længe jeg ikke kender sandheden, så er hun stadig dér. Handlingen er i gang, og jeg kan ikke gøre noget. Kims veninde sagde under en gåtur på Kastellet, at dét, der er sket, er sket. Det er færdigt. Sådan føles det bare ikke.
PM har gjort verden til et dårligere sted: For mennesker over hele verden uden stemme til at fortælle om deres liv og udfordringer. For kvinder, som må træffe fremtidige valg om at gå om bord på andre skræmmende fartøjer, der blandt andet kræver tillid til mænd. For hendes familie og venner. Og for Kim.
Han har taget ét liv, der er så meget værd og efterladt os ham selv.
Kim blev overrasket, nysgerrig, indigneret, grinede højlydt og blev forelsket på sin egen måde, for hver 50 meter hun gik. Hun elskede livet, og livet elskede hende tilbage igen. Hun så skønhed og magi overalt, hvor hun kiggede hen — ofte steder, hvor ingen ville lede eller være opmærksomme. Hun blev frustreret og vred over uretfærdighed, når det ramte hende eller andre. Hun elskede alle dyr, men var hemmeligt rædselsslagen for regnorme.
Første gang, jeg mødte Kim, stod det klart — jeg havde aldrig set én som hende. Og det er jeg sikker på, at mange andre mennesker har tænkt hver sin version af. Hun var unik. Selvsikker uden at være frembusende, forfængelig, men virkede næsten skødesløs, ambitiøs, men fulgte sine egne veje og ikke en idé om traditionel karriere, intelligent uden behov for at bevise det. Hun var stærk og handlekraftig, men også sart og usikker.
Hun stillede nysgerrigt spørgsmål på en måde, der krævede ægte eftertanke og udfordrede forstokkede principper og skråsikker overbevisning. Som journalist og interviewer var det også nysgerrigheden, der drev hende. Hun blev begejstret og ville gerne vide alt om de mennesker, hun interviewede. Vi snakkede mange gange sammen kort efter et fuldført interview. Jeg i Danmark, hun på den anden side af kloden. Hun ville intenst berette om alt, hvad hun havde lært om personen. Om interesser, udseende og drømme. Efter et interview med en kvinde på Sri Lanka, der under borgerkrigen havde bygget bomber for de Tamilske Tigre og derved havde mistet en arm, sagde hun: »She is so beautiful, I think I’m in love!« og tilføjede hurtigt »purely professionally, of course«, da min stemme nok ikke kunne skjule en smule bekymring.
KIMS begejstring over verden var smittende. Gennem hendes øjne blev livet mystisk, eventyrligt og smukt. Gennem hendes ord kunne andre selv opleve skønheden og måske ændre deres egen livsopfattelse. Gennem Kim blev verden til et bedre sted. Kim Isabel Fredrika Wall er væk.
PM er her endnu.
Den ene af de to personer levede for at gøre gode ting i verden. For at give en stemme til dem, hvis historier ikke blev hørt. At lytte åbent og ærligt til skæve eksistensers forsøg på at finde identitet og rolle i samfundet. Hun var værd at være stolt af, værd at vise frem, et godt menneske. Den anden person vil vi gemme og fængsle. Den anden vil vi ekskludere fra samfundet for alle andres skyld. Den ene person er plus, den anden er minus.
Engang var jeg begejstret over, at Kim og jeg havde et rumlaboratorium i vores baghave, fandt inspiration i PMs projekt. Nu ønsker jeg, at han aldrig havde eksisteret. Med verdenspressen på tåspidserne har det været svært, men jeg forsøger fremdeles at holde ham ude af mine tanker. Han fortjener ikke at blive husket. Han bør, hvis det står til mig, blive glemt.
Kim er vigtig – PM er ikke.
Jeg kan ikke hade og elske på én gang. Én skal huskes, og én bør glemmes. Valget er simpelt.
Hvad ville Kim gøre nu? Jeg får aldrig mulighed for at spørge hende. Får aldrig noget svar, men spørgsmålet er hele tiden hos mig.
I stedet for at spørge min partner og kæreste, forsøger jeg at forestille mig det. En sølle erstatning for den fysiske, smukke person, som stod ved siden af mig dér på kajen før hendes sidste job. Alle planer lagt sammen med hende, må jeg nu selv realisere. Kim var modig, men på ingen måde frygtløs. Hun var målrettet, men forvirret som alle andre. Hun var legende, men arbejdede og tænkte dybt seriøst.
Hun fandt eventyr og historier på næsten magisk vis, men arbejdede mindst lige så hårdt for at opnå, hvad hun gjorde. Der er uendelig meget inspiration at hente i hende — ikke bare som eventyrer, men også som menneske.
Jeg ville ønske, at jeg bare kunne fortsætte med at finde inspiration i den levende person ved siden af mig, men må i stedet nøjes med at finde hende inde i mig selv, igennem hendes arbejde, eventyrlige historier og mennesker hun har været nær.
Der er mange hellige bjerge endnu, som skal bestiges.
Efter aftale med Ole Stobbe går Weekendavisens honorar til Kim Wall Memorial Fund.
Læs også Ole Stobbes essay: »Det sidste døgn med Kim Wall«
Læs også om to års mediestorm efter mordet på kæresten Kim Wall: »Hvad medierne låner, leveres aldrig tilbage«
Læs også forfatter Simon Pasternaks reportager fra retssagen:
16. marts - »Den mentale ubåd«
6. april - »Ingenmandsland«
3. maj - »Det mentale regnestykke«
