Klokken er cirka 19 onsdag den 9. august 2017, og du kan ikke holde op med at grine. Det er smörgåstortan, som gør det. Et underligt svensk sandwichkoncept, som mellem os er blevet navngivet »sandwich cake«. Du er svensk og har med blandet fornøjelse spist denne specialitet mange gange. Jeg er dansk og har aldrig haft muligheden. Jeg er nysgerrig, du er overbærende og underholdt.
Da jeg tidligere på dagen ankom til Hyllie Station, hvor du hentede mig, spurgte du, hvad jeg kunne tænke mig at lave i Sverige. Kort betænkningstid, prøv at finde på noget sjovt. Smörgåstorta! Du kunne lide ideen, og at vi nu havde en mission, selvom den var skør og tilfældig. Før vi satte os ind i bilen, stillede du dig selvironisk op ad din mors røde Volvo som en klassisk pin-up model. Jeg tog et billede, du så cool ud. Iført hvide sneakers, en sort kjole med rullekrave, knaldrød læbestift og dit rødbrune hår i den kaotiske knold, som jeg kender så godt. Vi rullede vinduerne ned og kørte af sted.
Solen skinner, og bølgerne slår roligt mod de store sten ud for kunstværket Nimis, på den svenske halvø, Kullen. Dét er stedet, hvor vi har tænkt os at spise smörgåstortan. Det er et underligt, magisk sted, som du i lang tid gerne har villet vise mig. Vi sætter os på en sten og tager billeder af kontrasten mellem storslået idyl og mayonnaise-dekoreret sandwich. Jeg spiser mest, du griner mest. På turen tilbage til bilen løber vi om kap. Du løber smukt, synes jeg.
Vores rollefordeling i køresituationer plejer at være klar. Jeg kører, og du er DJ/navigator. Ingen af os synes, at vi skal være sådan et par, hvor manden altid kører, men du foretrækker at kontrollere musikken, kigge ud og lede os (på afveje), har du sagt. I dag vil du køre, måske fordi vi er på vej til at møde dine forældre for første gang. Fordi du har brug for at være i kontrol. Jeg er nervøs, men prøver at skjule det.
Du er også nervøs, tror jeg, men skjuler det bag frustration over dine forældre. De vil spise pizza, og du vil spise noget mere interessant. To gange har du mødt mine forældre, men har udsat mit møde med dine. Jeg har spekuleret over, hvad denne hemmelighedsfuldhed kunne dække over og bliver beroliget, da vi parkerer og ser to helt almindelige mennesker, som hilser venligt på svensk. Vi to har mange gange prøvet at kommunikere på blandet skandinavisk, men har droppet det til fordel for effektivitet og præcision på engelsk. Vi følte fra starten begge to, at der ingen tid var at spilde med at lære hinanden at kende. Vi var for ivrige til at sætte tempoet ned, bare fordi sprogvanskeligheder krævede det.
Vores første forsøg på at kommunikere på svensk/dansk var i et russisk badehus på Manhattan, et af dine yndlingssteder i New York City. Omgivet af slaviske mænd med stjernetatoveringer på skuldrene og edderkoppespind på albuerne i en klaustrofobisk lille og uendelig varm sauna, forsøgte vi uden succes at føre en hemmelig samtale. Vi opgav utålmodigt efter for mange gentagelser af »vad säger du/hvad siger du«. Nu sidder jeg ved samme bord som dine forældre. Jeg forsøger at konversere, men er udfordret, og du ved det. Jeg smiler mest og laver risikable nik til spørgsmål, som jeg ikke helt forstår. Vi sidder lige op ad hinanden. Du smiler til mig og ser lykkelig ud.
Det hele skal nok gå.
Din mor får bilen tilbage og kører os til stationen.
Tog, bus, hjem.
DET er nogle dage siden, du sidst har været i København. I mellemtiden har nogle gode venner og jeg tømt det rum, vi sammen bor i på Refshaleøen for næsten alt. Alle planterne, bordet, bøgerne, bænken og de alt for få stole står nu på et loft på Nørrebro. 11 måneder tidligere, før første kys, og alt det der fulgte efter, prøvede jeg at overtale dig til at rejse fra Stockholm til København, før du igen forlod Skandinavien. Vi skrev sammen på Messenger.
O: »Hey, if you come to Copenhagen I come to Beijing.«
K: »!!!«, »elaborate pls«.
O: »Just like that«, »Like a deal.«
K: »both of them sound like a win.«
Du kom til København, og nu skal vi sammen til Beijing. Vi er nervøse, men kan ikke vente. Det er ikke byen, vi er nervøse for, det er os selv. Beijing repræsenterer fremtiden og det store sats — på os og på alt det, vi sammen kan og skal være.
I døren til vores værelse omfavner vi hinanden og betragter sammen vort midlertidige hjem i København. Væggene er dækket af hvide klinker, der er højt til loftet. Rummet har været en vaskehal for hårdtarbejdende folk fra B&W værftet, og nu er det et øvelokale, et kollektiv og en minimalistisk lejlighed. Klinkerne bærer dine kinesiske hieroglyffer, fælles indkøbslister og dit bevis på, hvor dårlig du selv synes, du er, til at tegne delfiner. Alt sammen skrevet med whiteboard tusch. Hemsen, der næsten er hævet tre meter over gulvet, er tilgængelig via en trappe, som vi tror Det Kongelige Teater har skilt sig af med. Jeg så den, du var handlekraftig, og sammen bar vi den indenfor med stort besvær. Trappen passede perfekt. Helt ned til den sidste centimeter. Vi følte begge to, at den var bygget præcis til os og måske også til King Lear. Navnet er malet på siden og er det eneste, der vidner om trappens tidligere liv. Refshaleøen har taget godt imod os. Vi har løbet om morgenen, sammen, men hver sin vej. Vi har klatret over hegn for at plukke brombær, har badet nøgne i havet, når vi kom sent hjem efter fest, og halvnøgne og grinende lukket os indenfor som børn, der gør noget, de ikke må. Halvøen, området og værelset har været et hjem, omend et utraditionelt et.
Jeg har siden prøvet, men jeg kan ikke huske, hvad vi snakkede om den aften. Jeg kan ikke huske, om vi faldt i søvn med det samme eller holdt os vågne, om vi havde sex, om det regnede eller var skyfrit. Jeg kan huske, at vi drak en øl i toget, tog bussen, kom hjem, og at du drillede mig med et eller andet. Onsdag den 9. august var en dag som mange andre sammen med dig. Eventyrlig, sjov, meningsfyldt og med rigtig meget kærlighed i.
Vi vågner op helt tæt på hinanden. Du spørger, om jeg kan lide den kjole, du vil bære til det bryllup, vi i weekenden skal til i Kolding. For første gang skal vi optræde sammen — som par. Kjolen er lang og i smaragdgrøn silke. Den er elegant uden at være prangende og har sammen med dig set mere af verden end de fleste. »home is where my suitcase is« skrev du engang, og at din bagage både kan indeholde tropetøj og en bryllupsværdig kjole, imponerer mig stadigvæk. Jeg cykler af sted til min psykolog, og du løber en tur. Min psykolog, som jeg er kommet hos i lang tid, giver mig for første gang et farvelknus og siger noget i retning af »Du er på vej på et godt eventyr, held og lykke!« Det er min sidste aftale hos hende.
Senere vil din mor fortælle mig om en telefonsamtale, I havde i disse timer. Din mor vil fortælle, at I snakkede om det kommende bryllup og om deres første møde med mig. Hun vil fortælle mig om stemningen i samtalen, at du lød optimistisk og afklaret. Og at du sagde: »Det her er for resten af mit liv!«
DU sætter dig på en café på Christianshavn og arbejder, mens jeg mødes kort med en fælles ven, der kendte dig først. Fra Dronning Louises Bro sender vi dig en selfie med samosa’er i hånden, og du svarer »fomo«. Vi diskuterer bryllupsgave. Fra en butik på Strøget sender jeg dig et billede af et fint vægur. Du responderer øjeblikkeligt og forklarer, at på kinesisk lyder ordene »at give et ur« på samme måde som »at deltage i begravelse«. Et ur bliver derfor betragtet som en gave, der bringer uheld.
Vi dropper uret, og jeg kører til Christianshavn for at finde dig. Du sidder i et hjørne i en uinspirerende café på Torvegade tæt ved Knippelsbro. Du accepterer mit drilleri over dit forudsigelige valg af arbejdsbord, som altid er placeret i den samme type rolige hjørne. Efter at have brugt et øjeblik på at bryde koncentrationen fortæller du energisk, at du imod al forventning er kommet i kontakt med en raketbygger, som du tidligere har forsøgt at sætte et interview op med. Jeg er glad på dine vegne. Vi troede begge, at historien aldrig ville blive til noget.
Jeg køber to fejringsøl, og vi sætter os ved kanalen, der løber på langs af Christianshavn. I foråret, da vi lige var flyttet ind, vandrede vi omkring på Refshaleøen og talte om, hvor sejt det var, at hele to danske rumprogrammer lå et stenkast fra, hvor vi boede. Vi var nysgerrige og ville gerne se det indefra. Du sagde: »Do you want access? I’ll give you access. It’s what I do!« Kort tid efter havde du organiseret et interview med det ene af værkstederne, og jeg skulle med som (falsk) fotograf. Vi konkurrerede indbyrdes om at stille de bedste spørgsmål og forsøgte at opretholde et par meters professionelt udseende afstand imellem os. Jeg havde glædet mig til at se dig arbejde. Havde udspurgt dig om dine metoder, lyttede opslugt til historier om eventyrlige situationer og havde læst næsten alle dine artikler. Nu så jeg, hvor god du var til at bevæge dig gnidningsløst mellem rollen som nysgerrig uvidende lytter, der nemt kunne imponeres, til rollen som velinformeret, kritisk journalist, der for eksempel stillede spørgsmål til potentielt misbrug af den farlige viden, der følger med raketforskning. Du var umanipulerende åben og lige så ærligt entusiastisk over artikel-relevant information, som da du med et grin lagde mærke til, at ingeniørerne med sprittusch havde skrevet »bund« på den nederste del af raketten for at huske, hvad der var op og ned.
Kort tid efter cykler vi sammen til Netto for at købe ind til de gæster, der om få timer ankommer. Jeg er stresset. Kan ikke huske, hvad der skal købes og synes, det er alt for meget for os to at bære på vores cykler. Du stopper mig, taler roligt og kærligt, og hjælper mig.
Ti måneder tidligere havde vi begge været i panik over at skulle overgive os til en tosomhed, der var i gang med at ændre begge vore liv. I forvirring skrev jeg til dig: »I don’t think I’m made for long-distance relationships.« Jeg kendte dig på dét tidspunkt som en person, der med ét kunne løsrive dig og rejse til et nyt fjernt sted. Du kaldte både Beijing og New York for hjem og fremstod for mig som én, der havde nemmere ved at booke et sæde til fjerne kyster end ved at blive, kæmpe og bygge. Du sagde, at du selv var bekymret for din egen rodløshed, og jeg kendte dig ikke godt nok endnu. Frygten ramte mig, det øjeblik beskeden var afsendt. Hvad hvis min sms var begyndelsen på enden? Du overraskede mig og i stedet for at løbe væk, lyttede du tålmodigt, var ærlig omkring din egen forvirring, men vidste samtidig, hvem du var, og hvad du ville. Den dag over telefon mellem New York og Danmark accepterede du din egen panik og forholdt dig åbent og oprigtigt til både din og min situation. Du reparerede noget, som endnu ikke havde fundet sin form.
NU i dag i Netto hjælper du mig roligt med at købe engangsgrill, pølser og øl. Sammen, slingrende cykler vi til Refshaleøen. Vi kommer hjem. En ven ankommer for tidligt. Han er fra Indien og er før faret vild på Refshaleøen. Du spørger, om den tidlige ven og jeg kan klare forberedelser alene, så du i mellemtiden kan drikke the med raketbyggeren og lave et kort interview. Naturligvis er det okay. Du går ud ad døren, vi bærer fulde Nettoposer og øllene ned til vandet. En festival skal begynde morgenen efter. Opstillingen af scenen er i gang, lydudstyr bliver testet. Vi finder et sted, der ligger lidt på afstand af festivalforberedelserne, tænder op i grillen og skænker os et glas rosévin.
Efter cirka 45 minutter kommer du tilbage igen. På grund af festivalen er der blevet opsat metalhegn i området, og ét af dem har fanget dig på den forkerte side i forhold til os. Du står bag hegnet, bare 15 meter fra os og simulerer selvironisk et besejret ansigtsudtryk. Jeg går dig i møde, både for at hjælpe, men nok også for at drille dig over din hjælpeløshed. Du ser min hensigt, og venter hverken på hjælp eller mit drilleri. Resolut begynder du at klatre, og med få elegante bevægelser står du ved siden af mig. Triumferende og glad kysser du mig.
Du følger mig hen til bænken med grillen og rosévinen. Du har en lysende orange bluse på, blomstermønstret nederdel, og jeg mærker, at du ryster en smule. Af begejstring, men også nervøsitet, tænker jeg. Energisk fortæller du os om den drejning din interviewaftale har taget. I stedet for at snakke med manden, som bygger raketter i sin hangar, skal interviewet foregå i en ubåd, som ligger tæt på i havnen. Vennen og jeg begynder i kor at udtrykke vores misundelse og entusiasme. Du snakker om, hvor skræmmende det lyder at skulle dykke ned under vandet i en skal af metal.
Det er en vanvittig og fuldstændig ubegribelig situation. Samtidig er jeg på en måde ikke overrasket – ikke når det er dig, der er centrum for begivenhederne. Du siger, at hvis jeg er »so jealous, why don’t you join?« Der er ikke noget, jeg hellere vil! Sammen med dig på ubådseventyr, lyder som den perfekte aktivitet. Men jeg siger nej. Gæsterne er på vej, og én af os bliver nødt til at blive her og tage imod, siger jeg. Du spørger, om jeg synes, at det er okay, at du tager af sted — selvfølgelig er det det.
Tidligt i vores relation blev jeg bevidst om dilemmaet, der eksisterede i modsætningsforholdet mellem instinktet til at beskytte dig og ønsket om ikke at begrænse dig. Jeg vidste, at din styrke, dømmekraft og snarrådighed gentagne gange havde hjulpet dig ud af farlige situationer. Du havde deltaget i overlevelseskurser i Uganda og klaret dig selv, før du mødte mig.
Otte måneder tidligere havde du ringet til mig fra et tog på vej ud af en by i Sri Lanka. Sammen med en ven og samarbejdspartner havde du lavet research og interviews i en by, hvor journalister ikke bare var uvelkomne, men direkte var forbudt adgang. I havde følt jer truet. Jeg husker ikke præcis hvorfor, men I havde i hast forladt byen tidligt om morgenen. Efter vores samtale, hvor jeg sad nervøs tilbage et kontrastfyldt trygt sted i København, skrev du: »lol no worries«, »I never die«. En fandenivoldsk joke, som er meget typisk dig. Samtidig, på en uforståelig måde, er der ingen som dig, som kunne få mig til at stole på de ord.
Naturligvis skal du tage af sted. Naturligvis skal jeg ikke være nervøs. Naturligvis er jeg det alligevel.
VI sidder ved vandet. Himlen er næsten skyfri, det er varmt, vandet er roligt. Du taler med gæsterne, jeg taler med gæsterne om dig. Er for stolt og for spændt på dit undervandseventyr til at tale om andet.
Klokken er nogle minutter i 19, torsdag den 10. august, og det er tid for dig til at forlade festen. Du siger farvel til folk. Vi to bevæger os sammen i retningen af den mole, hvor ubåden ligger. Vi stopper op. Du ryster lidt. Jeg holder dig. Du kysser mig, jeg kysser dig. Du går afsted.
Kort efter modtager jeg en besked fra dig med et billede af ubåden. Det er taget direkte imod den lavthængende sol. Ubåden ser mørk ud i aftenens modlys.
Klokken 19.01 skriver du: »bye«. Nu sejler du af sted. Femten minutter senere kommer der endnu en besked, »driving past!!!«, står der. Jeg læser beskeden højt, og vi kigger alle sammen op og får øje på ubåden — og på dig.
Situationen er næsten for surreel til, at jeg kan begribe det. Du står i styrehuset og vinker, solnedgangens lys reducerer dig til todimensionel silhuet, men tydeliggør dine bevægelser. Du er langt væk, men jeg kender bevægelserne så godt. Scenen er smuk. Du er for god til at være sand, tænker jeg. Det er umuligt for mig at rumme det. Umuligt at begribe, hvor fantastisk heldig jeg føler mig, og hvor lys vores fremtid ser ud.
En ven siger: »Man, she’s so much cooler than you!«, og jeg svarer »I know!«
Kort tid efter er du ude af syne bag næste mole. Festen fortsætter. Jeg glæder mig til, at du kommer tilbage, ligesom jeg altid gør, når du er væk.
Læs også Ole Stobbes mindeord til Kim Wall, der blev bragt i Weekendavisen fredag 9. maj 2018.
Læs også om to års mediestorm efter mordet på kæresten Kim Wall: »Hvad medierne låner, leveres aldrig tilbage«
