Jeg har billetterne endnu, små fedtede garderobebilletter med hul i, afhentet hver morgen foran Byretten kl. 8.40 til en plads i retssal 60. Over 12 retsdage udspillede et urdrama i vores kultur sig, mellem forbryderen og loven, fællesskabet og Peter Madsen, der dykkede ned i det sorte dybhav i sin sæbekasseubåd og ikke kun dræbte Kim Wall, men også såede tvivl om verdens holdbarhed.

Store ord. Er Peter Madsen ikke bare en klovn og kynisk løgner med sin »ding dong dynamolygte«, sentimentalitet og missekatte, en psykopatisk raketmand, ubådskaptajn og erotisk pirat, der spillede sin chance i livet, i lysten, i drabet, i retssalen? Og hvad skete der lige for verdenspressen og alle øjnene på stilke, stirrende ned i stiklæsionerne, drænventilen, fuksvansen, rørstykkerne, de tilspidsede skruetrækkere, det gysende og skrækfascinerede ved et ungt kvindeligt og uskyldigt offer, det tabloide og skamfulde ved det hele.