I den kommende uge oprinder 1. maj. Arbejdernes kampdag med røde faner og dundertaler i Københavns Fælledpark og i hovedparten af landets byer. Men hvem kæmpes der egentlig for? Og ikke mindst; hvem kæmpes der imod? Kampen er for arbejderen selvfølgelig. Det ligger i dagens navn. Eller er det nu helt selvfølgeligt?

Per Bjerring Hansen fra Greve er smed og på den måde en del af arbejderklassens avantgarde. En faggruppe med en markant historie og en solid tradition for faglig organisering. Engang var det de store skibsværfters smede, der gik forrest, når der skulle kaldes til arbejdskamp.

Men Per Bjerring Hansen er også noget andet. Med en årlig indkomst på den pæne side af 600.000 er han topskatteyder. En gruppering, der i venstrefløjsretorik ofte benævnes som »de allerrigeste« – altså dem, der må holde for, hvis samfundet skal være blot en smule solidarisk. Og han er mere end det. Han er også husejer med friværdi og dermed indehaver af en arbejdsfri gevinst, der bidrager til uligheden. Og endelig er hans familie med to biler i garagen ikke ligefrem aktive deltagere i den grønne omstilling, som venstrefløjen har gjort til et hovedanliggende.

Spørgsmålet er derfor i al sin enkelhed: Når de røde faner pakkes ud, er kampen så for eller imod Per Bjerring Hansen?

»Jeg synes jo selv, jeg tilhører arbejderklassen. Men tag nu topskatten for eksempel. Der skal jo ikke så meget til for en håndværker for at komme derop. Og jeg har mange kolleger, der hellere vil afspadsere overarbejde end have pengene udbetalt. Det synes jeg er et problem, når der er mangel på arbejdskraft,« siger Per Bjerring Hansen.

De allerrigeste

Han er udlært smed på et lille værksted med tre svende og tre lærlinge. I dag arbejder han på 18. år hos Alfa Laval i Søborg. Dels på fabrikken som supervisor, dels som rejsemontør, der overalt på kloden opsætter og vedligeholder anlæg til mejerier og bryggerier samt generatorer, der kan forvandle saltvand til ferskvand. Det giver omkring 100 rejsedage om året, og ikke mindst dét er grunden til, at indtægten sniger sig op i det felt, hvor der betales topskat.

Ifølge fagforbundet Dansk Metal betalte 40 procent af forbundets medlemmer topskat i 2008. Efter Thorning-regeringens skattereform, der hævede grænsen for, hvornår der skal betales topskat, faldt det tal til ti procent. Det var den reform, Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen omtalte som »helt vild«.

»Det her er en meget større lettelse i toppen, end selv højrefløjen ville give i deres skattereform,« sagde hun til Politiken. Og i dag kan man på Enhedslistens hjemmeside læse følgende:

»Det er de rigeste, der i særlig grad betaler topskat, og det er rimeligt. De rigeste i Danmark skal ikke betale mindre i skat, de skal betale mere i skat. Det progressive skattesystem bør udbygges, så de allerrigeste bidrager mere til fællesskabet.«

Også SF, der sad i regering i 2012 og gik med i reformen af hensyn til dem, der går i gule veste og spiser leverpostej, afviser nu at lempe topskatten yderligere. Det samme gør Socialdemokratiet forresten også. Men selv om Per Bjerring Hansen stadig hører til dem, der betaler den højeste skatteprocent, opfatter han ikke sig selv som tilhørende landets rigeste.

»Jeg føler mig jo ikke rig overhovedet. Hvis jeg bare gik hjemme på et værksted uden rejsedage, ville jeg have svært ved at spare op til en skiferie eller en sommerferie. Så selv om jeg tjener omkring 600.000, føler jeg mig bestemt ikke rig. Jeg har en almindelig bil, og det er ikke det største hus i Greve, jeg bor i.«

Derfor ville det måske heller ikke være så uvelkomment, hvis der stod »skattelettelser« på blot et enkelt banner, når demonstranterne tørner ud på tirsdag, men det er næppe forventeligt. Og det er formodentligt de færreste, der vil afsynge Internationales tredje vers. Det der begynder: »Vi knuges under stat og love, vi flås af skattens skarpe klo.« Egentlig et vers, der måske ville passe Per Bjerring Hansen godt.

»Jeg kunne da godt tænke mig, at skatten blev sat ned. Men det skal jo heller ikke være på bekostning af velfærden. Jeg tænker da heller ikke, at skatten vil komme ned på 30-35 procent. Men det er lidt surt at se den sidste krone næsten forsvinde efter en tolv timers arbejdsdag og en arbejdsuge på måske 70 timer, som vi har, når vi er i udlandet,« siger han.

Proletarer i alle lande

Så er der dét med boligen. En almindelig, pæn gulstensvilla på en vej i Greve. Et hus med en lille værdistigning og dermed en kilde til øget ulighed, hvis man spørger bredt på venstrefløjen.

»Der er da lidt friværdi. Dér er jeg en smule borgerlig. Jeg synes, det er galt, hvis man skal betale skat af penge, man ikke har. Jeg kan godt se, at folk, der spekulerer i at købe boliger, skal måske betale skat. Men det er unfair, hvis en smed eller en kontorfunktionær skal beskattes, fordi deres bolig er steget i værdi,« siger Per Bjerring Hansen.

Denne diskrepans mellem venstrefløjens politik og den virkelighed, der opleves blandt de arbejdere, man angiveligt kæmper for, er ikke noget nyt fænomen. I sin roman Jeg forbander tidens flod lader den norske forfatter Per Petterson sin jeg-person grunde over sin tid som venstrefløjsstudent i Oslo, hvor han på et tidspunkt holder et oplæg blandt ligesindede: »Jeg kunne ikke frigøre mig fra følelsen af, at den arbejderklasse jeg talte om i indledningen, ikke var helt den samme som den min mor og far var en del af til daglig. De mindede om hinanden, det var sandt, men havde forskellige egenskaber og befandt sig strengt taget i forskellige verdener.«

Erkendelsen er ikke enkeltstående. Siden Karl Marx og Friedrich Engels i Det Kommunistiske Manifest opfordrede proletarer i alle lande til at forene sig, har der været et turbulent og ikke altid gensidigt kærlighedsforhold mellem venstrefløjen og arbejderne.

Sidstnævnte var i den oprindelige marxistiske definition strengt begrænset til dem, der udførte lønarbejde og dermed skabte merværdi, og som derfor stod i modsætningsforhold til bourgeoisiet – ejerne af produktionsmidlerne, og dermed udbytterne. Det var altså ejendomsretten til produktionsmidlerne, der definerede arbejderklassen, hvilket indebærer, at det ikke har afgørende betydning, om man ligger på den ene eller anden side af topskattegrænsen.

Imidlertid har begrebet arbejder været i skred i venstrefløjens analyser, og yderligere har ’patentet’ på at repræsentere arbejderne været tiltagende udfordret. Det beskrives i en nyligt forsvaret ph.d.-afhandling skrevet af samlingschef på Arbejdermuseet Margit Bech Vilstrup.

{embedded type="node/bondquotes" id="1116"}

Afhandlingens hovedpointe er, at først Socialdemokratiet og siden venstrefløjen i bredere forstand gradvist har fralagt sig brugen af arbejderbegrebet. Til gengæld er det forsøgt erobret af andre. Venstre har lanceret sig som »det moderne arbejderparti« og Liberal Alliance som »det sande arbejderparti«. Det er arbejderpartier ifølge en definition, der ligger langt fra den gamle marxistiske. Hos de borgerlige partier er arbejderen den, der yder og bidrager i modsætning til dem, der ikke gør. Og det har i høj grad virket. Margit Bech Vilstrup skriver i sin afhandling:

»Det var ikke længere en selvfølge, at folk, der tidligere blev betegnet som ’arbejdere’ i kraft af deres erhvervsfunktion, stemte på Socialdemokraterne eller et venstrefløjsparti. I 1966 stemte hele 81 procent af ’arbejderne’ (primært forstået som faglærte og ufaglærte i produktion) på enten Socialdemokraterne eller et venstrefløjsparti. Kun 14 procent stemte på et borgerligt parti. Det var tal, som havde ligget nogenlunde stabilt siden 1953. I løbet af de følgende årtier begyndte flere at søge mod højre, og i midten af 1990erne kom det første store ryk væk fra Socialdemokratiet. I 1994 stemte 57 procent af ’arbejderne’ på Socialdemokraterne eller et venstrefløjsparti. Tendensen fortsatte i 1998 og kulminerede altså med 2001-valget, hvor kun 42 procent stemte ’rødt’. Siden da har de ’blå’ partier inklusive Dansk Folkeparti fastholdt opbakningen blandt mange faglærte og ufaglærte lønarbejdere.«

Konservative plakater

Det billede kan Per Bjerring Hansen sagtens genkende fra sin egen arbejdsplads:

»Der findes den gamle garde, som stadig er meget røde. Men i dag er der mange, der stemmer på Dansk Folkeparti og på de borgerlige generelt. Det er vel sådan halvt af hver. I mit sjak er der en del af den ældre generation, som tænker meget på velfærd, mens de unge nok helst vil have skattelettelser,« siger han.

Selv er han ikke voldsomt optaget af partipolitik. Men ved det seneste kommunevalg var han ude for at hænge plakater op. For sin datter, der stillede op for Det Konservative Folkeparti.

»Der er ikke så mange konservative på arbejde, og jeg blev da også drillet. Men jeg ved også, at et par kolleger støttede hende med en stemme.«

Det var Socialdemokraterne, der først begyndte at skrive arbejderne ud af partiets programmer. Skiftet markeres vel egentlig med Oskar Hansens sang »Danmark for folket«, som blev skrevet i 1934 som en hyldest til et partiprogram af samme navn:

Danmark for folket – fra hytte og hus

stærkt skal det stige som vårvindens sus

nynne sin sang, hvor maskinerne står

og nynne ud, hvor muldens mænd langs agrene går

synge ved disk og ved pult på kontor

og storme ud til havets mænd langs skibes kølvandsspor

Plads for dem alle, plads for alle, der vil

Danmark for folket.

Her er det ikke længere kun den merværdiskabende industriarbejder, men også bønder og dem ved disk og pult. Alle, der vil.

Da Aksel Larsen i 1958 brød ud af kommunistpartiet og året efter dannede Socialistisk Folkeparti, var partinavnet ikke et tilfældigt. Folkepartiet skrev bevidst ikke om arbejderklassen i sit program, men om »arbejderbefolkningen«. Og Larsen, der havde spået at »ti tusinde proletarer« ville slutte op, måtte se sit parti invaderet af studerende, antiatomvåbenaktivister og højskolefolk.

Alligevel fortsatte partiet – og især dem der stod til venstre for det – med at erklære arbejderklassen sin kærlighed. Arbejderflertal hed partiernes drømme om en alliance med Socialdemokratiet op gennem 70erne. Men hverken arbejderne eller befolkningen som sådan gengældte kærligheden. I det berømte år 1968, der for tiden fejres som venstreorienteringens ypperste år, fik partierne til venstre for Socialdemokratiet sølle 9,1 procent af stemmerne ved årets folketingsvalg. Det var 2,6 lavere end i 1966 og lavere end noget valg siden. Det var altså ikke kun Per Pettersons norske venstrefløj, der befandt sig en smule afkoblet.

{embedded type="node/node_image" id="1114"}

De får for lidt

Alligevel blev arbejderen stadig genstand for frieri. I hvert fald indtil SF og siden også det meste af den øvrige venstrefløj begyndte at skifte fokus. Ordet arbejderflertal gled gradvist ud af vokabulariet, og i stedet blev man optaget af at finde et rød-grønt flertal, der også kan omfatte De Radikale. Og det leder historien hen til de to biler i garagen: Per Bjerring Hansens egen og hans samleverskes.

Privatbilismen er som bekendt ikke venstrefløjens kæledægge. Enkelte vil måske stadig huske, at SF i sin korte regeringsperiode fik planerne om en betalingsring omkring hovedstaden ind i regeringsgrundlaget. Ringen blev dog aldrig til andet end den endegyldige ydmygelse for det grønne parti, da statsminister Helle Thorning-Schmidt lovede en god løsning i morgen.

»Jeg tror ikke, der er nogen af mine kolleger, der tager bussen. Ikke af smedene i hvert fald. Men folk, der skifter bil, vælger for det meste benzin i stedet for diesel i øjeblikket. Vi hører jo meget om, at de store byer vil forbyde diesel. Det er da et samtaleemne. Det er nok ikke så meget fordi man er grøn, men mere noget med at holde bilens værdi, hvis den skal sælges,« siger Per Bjerring Hansen.

I det hele taget fylder den grønne dagsorden ikke voldsomt ved frokostbordet på hans arbejde. »Der er da bekymringer. Jeg har en kollega, der har været på Grønland, og han kunne da fortælle, hvor galt det stod til. Men jeg ved ikke, om vi sådan gør noget. Jeg har rejst en del i afrikanske lande, og jeg kan godt blive ked af det, når jeg ser alt det plastic, der flyder. Men ellers er det jo ikke noget, man går og tænker på. Når man lige hører om det, kan man godt blive bekymret,« siger han og konkluderer, at han næppe vil være at finde under de røde faner på tirsdag.

»Hvis jeg skal i Fælledparken, er det for at drikke pilsnere. Det er da meget hyggeligt, og jeg er bestemt glad for at være medlem af Metal. De har kæmpet for den sjette ferieuge. De er gode til at hjælpe os, hvis vi har arbejdsskader. Jeg vil ikke undvære min fagforening. Men jeg synes, de skulle gøre noget mere omkring pensionsalderen. Det bekymrer folk. Jeg er selv blevet opereret i fingrene et par gange og skal igen. Jeg kan ikke se mig selv rende rundt på den måde som 68-årig. Jeg skal have nogle penge skrabet sammen inden, så jeg kan stoppe før. Der er mange i min branche, der er nedslidt længe før. Det er et stort samtaleemne hos os. Dér kunne fagbevægelsen godt kæmpe for en mere variabel pensionsalder. Det, tror jeg, folk vil ønske,« siger han.

Og på spørgsmålet, om hvorvidt han ikke føler solidaritet med dem, der ikke tjener, så de bliver ramt af topskattegrænsen, svarer han:

»Jeg kan godt se, at en kassedame, der sidder i Netto og skal være der lørdag og søndag, kan synes, at jeg tjener godt. De får da også for lidt. Og det samme gælder en sosu-assistent, der passer de gamle på et plejehjem. De får alt for lidt i min verden.«

Det var Sørens