Hvordan laver man egentlig et blødkogt æg?

Man kan spørge 14 mennesker og få 14 forskellige svar. Mindst.

Jeg ved det, fordi jeg de seneste dage har gjort mit hjemmearbejde og spurgt netop 14 mennesker. Bevæbnet med blok og kuglepen opsøgte jeg som en bidsk Clement Kjersgaard den ene kollega efter den anden og afkrævede dem svar på dette tilsyneladende simple spørgsmål.

Hvorfor?

Jo, da jeg sidste år besøgte køkkenet på Herlev Hospital for at skrive om »smagen af sygehus«, gik det op for mig, at det blødkogte æg, denne ellers undseelige servering, er noget ganske særligt for mange mennesker.

Ægget er blandt de mest populære serveringer på hospitalet og en af de sikreste veje til at få dækket de syges proteinbehov.

Men ingen gider at have sådan et overkogt buffetæg, der ligger under et viskestykke og bliver både for koldt og for hårdt. Så i køkkenet har de eksperimenteret sig frem til et æg, der kan transporteres fra det centrale køkken og ud til adskillige etager og matrikler – og stadig være lunt, blommen flydende.

Tricket kræver en industriovn, isbade og rulleskabe med varm luft – og kan derfor ikke umiddelbart anbefales i hjemmet.

Men hvad gør man så?

De fleste kolleger rynkede først lidt på næsen, da jeg spurgte. »Det ved alle da!« Men så – pludselig kunne man se det på dem, de fik et vildt blik i øjnene, begyndte at stritte med pegefingeren, nærmest truende: »Hør nu lige her!«

De vidste præcis, hvordan man gør. De kendte faktisk den eneste rigtige måde at gøre det på. Hver og en. Og hvem kunne dog finde på at gøre det anderledes end dem?

Ja, hvem? Sådan cirka alle, viste det sig.

Ingen svarede helt det samme. Faktisk var folk kun enige om én ting: at alle andre tog fejl, så meget endda, at resultatet af de andres metoder måtte være nærmest uspiseligt.

En enkelt stak mig en hel bog, The Food Lab, med otte tætskrevne sider om æggekogning.

Samme spørgsmål på X, samme mønster: Efter blot fem minutter konstaterede en bruger, at en anden tog »fejl som altid«. Hvad Facebook mente? Det turde jeg end ikke spørge om.

Æggekogning er en sag med mange følelser, ikke aggressive som sådan, men … lad os sige: insisterende.

Det er detaljer, der skiller folk. Men vigtige detaljer. En slags identitetspolitik, fornemmer man.

HVAD KAN MAN så lære af alt dette? Jo, jeg er heldigvis en grundig mand.

Jeg har selv spist blødkogte æg næsten hver morgen i et årti, har prøvet mig lidt frem og er endt med denne metode, som gælder de helt almindelige økologiske æg, størrelse M/L:

Meget lidt vand, kun et par centimeter, bringes i kog i en kasserolle, æggene lægges forsigtigt i med en ske, låget på, og så simrer de stille og roligt i dampen i præcis seks minutter, overhældes med koldt vand og serveres lune.

Resultat: silkeblød hvide, flydende blomme.

Man kan selvfølgelig have andre smagspræferencer, men slå blot op i Den Danske Ordbog, og find en lignende definition af blødkogt – »kogt så længe at kun hviden og ikke blommen er stivnet«. Altså: intet af ægget i de frastødende mellemstadier, hvor hviden flyder ud, eller blommen sætter sig i kanten.

På det store internet finder man en vis opbakning til noget, der ligner min metode. Men man finder så sandelig også modstand – og ikke mindst meget avancerede metoder, der involverer en gasblæselampe og flydende nitrogen.

Måske lige i overkanten. Men jeg var selvfølgelig nysgerrig. Kunne andre have fat i noget?

Jeg investerede derfor et ikke ubetydeligt antal kroner i en bakke æg, økologiske, størrelse M/L. Og så afprøvede jeg i alt ti af de mest lovende – og simple – metoder fra kolleger, fra X og fra internettet.

Alle æg kom direkte fra køl, det gør man jo i Danmark, selvom en enkelt kollega insisterede på at snuppe dem direkte fra hønen og give dem tre et halvt minut. Fire kom i koldt vand, seks i kogende, tre tilberedte færdig på et slukket blus.

Jeg kunne selvfølgelig have prikket hul, som Frk. Jensen foreslår. Tilføjet salt til vandet – eller eddike som en enkelt kollega. Men jo simplere, desto bedre.

Det hele buldrede og bragede på komfuret, æggene hoppede rundt i vandet og lavede den der klap-klap-klaprende lyd, som skaber frygt for sprækkeri og en hvide, der løber ud i vandet som spøgelsesagtige tentakler.

Men det gik, ingen uheld. Stopuret tikkede afsted, løbende hev jeg æggene op efter alle forskrifter: fire minutter, fem minutter, fem et halvt … helt op til otte minutter, mens min kone gik rundt og rystede lidt på hovedet ad min koncentrerede mine.

Jeg slog hul på alle ti æg, og stak teskeen i blommen.

Konklusion: Den kolde start gjorde tilsyneladende fire af æggene svære at pille. Under seks minutter var for lidt, syv minutter alt for meget.

Det perfekte æg? Jeg må holde fast i de seks minutter, men det kan måske gå an med nogle sekunder ekstra.

Serveret: Spis klogere med vores ugentlige madklummer.