Satellit. En medieprofessor er for mange tyskere blevet et symbol på, hvad der er galt med myndighedernes syn på ytringsfrihed.
Vågn op, Tyskland!
Norbert Bolz er en tysk professor, der har interesseret sig for mediernes udvikling og udviklet flere medieteorier.
Nu er han selv blevet genstand for mediernes interesse. For nylig ransagede politiet hans hjem i Berlin, fordi han helt tilbage i januar 2024 havde skrevet et ironisk opslag på X, som politiet syntes var ulovligt.

I opslaget gjorde han grin med venstrefløjsavisen taz, som havde skrevet, at »Tyskland vågner«, fordi flere tyskere ønsker et forbud mod højrenationale Alternative für Deutschland (AfD). Bolz var ikke enig i synspunktet og delte taz-artiklen og skrev spydigt: »‘Tyskland, vågn op!’ – det er faktisk en glimrende oversættelse af ‘woke’.«
Men »Tyskland, vågn op!« er forbudt af myndighederne, fordi det var nazisternes sprogbrug, og under afhøringen understregede Bolz, at det var ment som en ironisk kommentar til taz.
Men forløbet er skandaløst – og bekræfter de indskrænkninger i ytringsfriheden, som Bolz selv har advaret imod i årevis. Det skriver forfatteren Alexander Grau i magasinet Cicero, hvor han uddyber:
»Det er nu blevet muligt i Tyskland, at politiet tropper op hos en anerkendt professor og en skarpsindig fritænker – alene på grund af en vittighed. Det er alarmerende og uacceptabelt for enhver borger, uanset politisk ståsted. Der må ske en forandring i dette land – ellers bliver det efterhånden et meget ubehageligt sted at være.«
Del:



