Præsident Donald Trump har endnu en gang markeret sin afsky mod en række FN-organer. Tirsdag meddelte Det Hvide Hus, at USA atter træder ud af UNESCO, FNs organisation for uddannelse, videnskab og kultur. USA vil forlade UNESCO, som har hovedkvarter i Paris, med udgangen af december 2026.

Præsident Donald Trump meddelte tirsdag, at USA træder ud af UNESCO, FNs organisation for uddannelse, videnskab og kultur. Arkivfoto: Andrew Caballero-Reynolds
Præsident Donald Trump meddelte tirsdag, at USA træder ud af UNESCO, FNs organisation for uddannelse, videnskab og kultur. Arkivfoto: Andrew Caballero-Reynolds

»Præsident Trump har besluttet at trække USA ud af UNESCO, der støtter kulturelle og sociale anliggender, som er woke og splittende, og som er helt ude af takt med den fornuftbårne politik, som amerikanerne stemte for i november,« udtalte Anna Kelly, talsperson i Det Hvide Hus, til dagbladet The New York Post.

Ifølge Anna Kelly motiverer præsident Donald Trump skridtet med, at UNESCO forfægter antiisraelske og prokinesiske standpunkter. Han er også utilfreds med UNESCOs linje, når det gælder ligestilling og bekæmpelse af racisme.

Dagen ifølge ...

Hver dag giver Weekendavisens skribenter et personligt perspektiv på dagens og tidens mest bemærkelsesværdige historier. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Allerede i begyndelsen af sin første præsidentperiode, i 2017, trak Donald Trump USA ud af UNESCO, dengang med tilsvarende begrundelser. Hans efterfølger, Joe Biden, genoprettede i 2021 det amerikanske UNESCO-medlemskab, men nu forsvinder amerikanerne igen og dermed otte procent af UNESCOs budget. jjak