Tyske tabuer til tælling

Olaf Scholz lyder pludselig mere som Mette Frederiksen end som Angela Merkel. 

Den socialdemokratiske kansler har anslået en uvant hård tone i indvandringspolitikken, og den politiske dagsorden i Berlin handler nu om et »Migrationswende«; et paradigmeskift væk fra forgængeren Merkels åbne arme og grænser. 

Mens hendes motto var »Wir schaffen das!«, lyder det nu fra efterfølgeren på forsiden af Der Spiegel: »Wir müssen endlich im großen Stil abschieben« (Vi er til syvende og sidst nødt til i stor skala at udvise folk).

Men hvordan kom den forandring? Svaret er, at oktober 2023 gav Tyskland et slags kinderæg fra Helvede. Hele tre meget uvelkomne ting på én gang, der har skabt forfærdelse og en fornemmelse af manglende kontrol:

Først kom de barbariske billeder fra Hamas' angreb på jøder i Israel, der gav tyskerne mindelser om nazisternes dødspatruljer. Så kom den yderste højrefløjs store valgsucceser i vesttyske delstater. Endelig fulgte udbruddet af enorme jødehadende manifestationer i de arabiske migrantmiljøer i de tyske storbyer.

Det er nok det sidstnævnte, som store dele af den tyske offentlighed har haft sværest ved at forestille sig på forhånd. Man har gennem oktober set masser af indvandrere – unge som gamle – storsmilende og bramfrit på tv tilkendegive deres glæde over Hamas' pogrom på jøder den 7. oktober. I Berlin blev det centrale mindesmærke for holocaustofre derfor sat under skarp politibevogtning, og i avisen Berliner Tagesspiegel spurgte man på forsiden: »Er jøderne stadig sikre i Tyskland?«

Det er et relevant spørgsmål, der fortsætter med at nage: En islamist med arabiske rødder blev tirsdag anholdt i Duisburg, da han planlagde at angribe en proisraelsk demonstration med en lastbil. I søndags blev et jødisk sygehus i Berlin angrebet med stenkast mod vinduerne. Et par dage forinden kastede hætteklædte mænd molotovcocktails mod en berlinsk synagoge. 

I den tyske hovedstad har der i gennemsnit været cirka syv antisemitiske anslag om dagen, siden Hamas blæste til kamp mod jøder. Det er en kæmpe stigning, viser en rapport fra RIAS, der dokumenterer antisemitismen. Rapporten fortæller om demoer og optrin, hvor unge med arabisk baggrund har brølet »fuck jøderne!« eller »dræb jøderne!« Og mindst 12 gange har der i oktober været malet davidsstjerner på indgangsdøre i Berlin. Samme mærkningspraksis, som nazisterne brugte inden Krystalnatten i 1938.

Jødiske familier beretter også om børnefødselsdage, hvor det er nødvendigt at hyre vagter med våben, og de fortæller om deres voksende utryghed:

»Vi har pakket en kuffert med de vigtigste dokumenter, og vi har talt med venner og familie om, hvordan og hvortil vi hurtigt kan flygte, hvis situationen her og i Israel forværres yderligere. Vi er jøder i Tyskland i 2023, men det minder meget om 1938,« skrev den tysk-israelske journalist Sarah Cohen-Fantl forleden i avisen B.Z.

Hun bor i Berlin med sin israelske mand og to børn, men efter de ekstreme antijødiske udskejelser tvivler hun på, om familien har en fremtid i Tyskland.

Strammeren Scholz

Den officielle tyske selvforståelse har siden Holocaust bygget på, at jøder skulle være trygge i Tyskland, og mantraet har bestået af de to ord »Nie wieder« – aldrig igen. Samtidig drog Tyskland efter Anden Verdenskrig den lære, at man havde et særligt historisk ansvar for at hjælpe flygtninge.

At der kunne være en modsætning mellem de to lærer af krigen, var der nogle intellektuelle, der trodsigt gjorde opmærksom på i bøger og artikler. For eksempel islamforskeren Hamed Abdel-Samad, økonomen Thilo Sarrazin, forfatteren Henryk Broder og historikeren Michael Wolffsohn. Modeskaberen Karl Lagerfeld gjorde sig også bemærket på den front, da han i 2017 sagde, at han »afskyede Merkel«, fordi hun 2015-16 åbnede grænserne for over en million flygtninge fra Syrien og andre kriseområder:

»Vi kan ikke – selvom der er årtier mellem de to begivenheder – først dræbe millioner af jøder og så bagefter bringe millioner af deres værste fjender ind i landet,« sagde Lagerfeld i tv og tilføjede: »Jeg kender en i Tyskland, der tog imod en ung syrer, som efter fire dage sagde: 'Det største, Tyskland opfandt, var Holocaust.'«

Lagerfelds kobling mellem arabere og stigende antisemitisme betød, at han i debatten ofte blev stigmatiseret som »islamofob« og »racist«. 

Men her i oktober deles Lagerfelds udsagn hyppigt på sociale medier, hvor han gerne kaldes »visionær« af tyske kritikere af arabisk indvandring. 

I lørdags sagde oppositionens leder, den konservative Friedrich Merz, til Neue Zürcher Zeitung, at Lagerfeld dengang havde ret med sin sammenkobling. Merz afviste tillige i avisinterviewet, at Tyskland skulle modtage mulige flygtninge fra Gaza. »Tyskland kan ikke tage imod flere flygtninge. Vi har mere end nok af antisemitiske unge mænd i landet,« lød det.

Også kansleren stemplede i weekenden ind i debatten, der nu går under navnet »Migrationswende«. Og selvom socialdemokraten Scholz til en vis grad har måttet afstemme sine budskaber med de medregerende grønne og liberale, var der handlerum til at anlægge en strammere kurs i tysk udlændingepolitik.

»Vi begrænser irregulær migration til Tyskland – der kommer for mange,« udtalte Scholz til Der Spiegel. Han fremhævede, at det handler om at styrke ​​Europas ydre grænser, så færre finder vej til Europa, men det handlede også om de tyske grænser. »Vi overvåger nu grænserne til vores nabolande mere strengt, det har vi netop informeret Bruxelles om,« lød det fra Scholz.

Han understregede, at Tyskland ønsker en stor indvandring af kvalificeret arbejdskraft og unge talenter, og at der er brug for en bedre integrationspolitik. Men de, der ankommer, skal ikke være sikre på at kunne blive. »Vi skal udvise flere og hurtigere. Vi er endelig nødt til i stor skala at udvise folk, der ikke har ret til at blive i Tyskland,« lød det videre fra Scholz, der vil udvide listen over lande, som Tyskland kan returnere afviste asylsøgere til. Han vil også mindske incitamenter til at blive i landet ved at forsørge afviste asylsøgere med naturalydelser i stedet for penge.

Der bor omkring 280.000 i Tyskland, hvis asylansøgning er blevet afvist. Omkring 50.000 er umiddelbart »udrejsepligtige«. De resterende 230.000 har »tålt ophold« og er indtil videre fritaget for udvisning. Årsagen kan være sygdom, eller at man er i gang med en erhvervsuddannelse, som kan give adgang til almindelig opholdstilladelse.

Kansleren begrundede den nye hårde tone med »sammenhængskraften«, og han langede ud efter stærkt venstreorienterede, der ønsker ubegrænset indvandring: »De burde være ærlige nok til at indrømme, at vi så ikke ville kunne beholde velfærdsstaten. Man ville også være nødt til at acceptere problematiske parallelsamfund. Det kan ingen seriøst ønske sig,« lød det fra Scholz, der fastslog, at regeringsansvar også »inkluderer et vist niveau af hårdhed. Man skal have styrken til at fortælle folk, at de desværre ikke kan blive her«.

Venstrepopulister står på spring

Scholz har fået meget kritik for sin hårdere udlændingeretorik, særligt fra venstresiden, og ikke mindst den socialdemokratiske ungdomsafdeling langer ud efter kansleren. Den skriver på X, at Scholz bruger »den højreorienterede pøbels ordforråd«.

I SPD er der dog bred opbakning til »Migrationswende«, og der gives også udtryk for en selvkritik. Den socialdemokratiske parlamentsformand i Berlin, Bärbel Bas, blev søndag spurgt af tv-kanalen ARD, hvorvidt »problemet med importeret antisemitisme er blevet ignoreret for længe«. Bas svarede åbenhjertigt: »Måske var vi for skødesløse, fordi vi troede, vi havde det næsten under kontrol. Men måske var vi naive.«

Scholz & co. er nu under stort pres fra flere sider. SPD står elendigt i meningsmålingerne, mens den konservative oppositionsblok CDU/CSU har stor fremgang. Den opfordrer Scholz' trepartiregering til at indgå et stort asylkompromis med et stærkt konservativt aftryk.

Lederen af det bayerske CSU, Markus Söder, ønsker desuden at stramme den tyske grundlovs artikel 16, som sikrer politisk forfulgte ret til asyl. Han påpeger, at mange tyskeres store bekymring over ukontrolleret indvandring fra den tredje verden har givet det højrenationale AfD medvind. Nu kommer der et nyt venstrepopulistisk parti under ledelse af Sahra Wagenknecht. Det er begge partier, der ifølge Söder ønsker at destabilisere det tyske demokrati.

Det nye venstreparti blev lanceret i mandags af den karismatiske og populære Wagenknecht, der har sine rødder i DDRs kommunistparti. Hun blev siden en af lederne i venstrepartiet Die Linke, men det bryder hun nu med. Ved lanceringen rasede hun imod Scholz og talte om den »værste regering i forbundsrepublikkens historie« og om »blind, planløs økoaktivisme«, der med en »autoritær politisk stil vil fortælle borgerne, hvordan de skal leve, tænke og tale«. En kritik, der primært er rettet mod De Grønne.

I denne uge bragte avisen Bild en meningsmåling, der viser, at 12 procent af tyskerne vil stemme på »Bündnis Sahra Wagenknecht«. Det er mere end dobbelt så mange stemmer, som det kriseramte Die Linke fik ved parlamentsvalget i 2021. Det vækker også opsigt, at det nye parti vil tage stemmer fra alle andre, ikke mindst fra AfD. 

Socialisten Wagenknecht appellerer nemlig til AfDs vælgere, fordi hun også vil stoppe våbeneksporten til Ukraine, genoptage gashandlen med Rusland og melde Tyskland ud af NATO. Og så ønsker Wagenknecht en stram udlændingepolitik og anvender gerne en kras retorik.

Og indvandringen fra den tredje verden forsvinder ikke fra dagsordenen. Hverken den legale eller den illegale. I lørdags meddelte det tyske politi, at man i september registrerede 21.366 ulovlige grænseoverskridelser. Det er 50 procent flere illegale indrejser end i august og dobbelt så mange som i juli.