Satellit. Ankara vil overdrage sine omstridte baser i Nordirak til Bagdad. Et styrket tyrkisk-irakisk samarbejde kan åbne for en korridor, der kan få stor betydning for Europa.
Tyrkisk tilbagetog
Tyrkiet har indvilget i at overdrage baserne i Bashiqa i Nordirak til den irakiske stat.
Tyrkiske tropper har været der siden 2015 under krigen mod Islamisk Stat, IS. Efter IS’ nederlag begrundede Ankara tilstedeværelsen med, at PKK fortsat opererede i Nordirak.
Siden har meget ændret sig. Ankara har indledt en fredsproces med PKK, som har nedlagt våbnene, Syriens kurdere er blevet integreret i den syriske stat, og Irak har varslet, at kurdiske militser i Sinjar skal under Bagdads kommando.
Dermed er den tyrkiske tilstedeværelse, som Irak har kaldt »besættelse«, blevet stadig sværere at retfærdiggøre.

Men baseoverdragelsen afspejler også en større regional udvikling: krigen mod Iran.
Chatham Houses irakekspert Renad Mansour peger på, at krigen og hormuzkrisen har fremskyndet planer om alternative rørledninger samt vej- og jernbanekorridorer. Tyrkiet og Irak – som begge vinder på aftalen – vil udvikle en 1.200 kilometer lang korridor fra Basra ved Den Persiske Golf og op gennem Irak til Tyrkiet for dermed at forbinde Golfen med Middelhavet og Europa.
At landene selv tager større ansvar, glæder Tom Barrack, USAs ambassadør i Tyrkiet og særlige udsending for Syrien og Irak.
»Historien varsler sjældent sine vendepunkter; de væves som regel ind i begivenhederne i stilhed,« skrev Barrack på X. »Her tilgodeses både Iraks suverænitet og Tyrkiets sikkerhed.«



