Satellit. Ti dage før 7. oktober blev Netanyahu ifølge avisen Haaretz advaret om en større Hamas-operation. Historien kan blive sprængstof i Israels valgkamp.
Netanyahu advaret
Den israelske avis Haaretz har bragt en opsigtsvækkende historie, der kan få betydning for den israelske valgkamp sidst i oktober. Ifølge avisen modtog Benjamin Netanyahu en direkte advarsel ti dage før Hamas’ angreb den 7. oktober 2023, men undlod at orientere landets øverste sikkerhedschefer.
Advarslen kom fra De Forenede Arabiske Emiraters magtfulde leder, Mohamed bin Zayed – en af få arabiske ledere, der har normaliseret forholdet til Israel.
Ifølge Haaretz havde bin Zayed sendt en palæstinensisk mellemmand til Gaza. Her skal den nu afdøde Hamas-leder Yahya Sinwar have sagt, at han forberedte et »jordskælv« mod Israel.

På den baggrund ringede bin Zayed til Netanyahu. Under en cirka 45 minutter lang samtale advarede han premierministeren om, at en større Hamas-operation var under opsejling.
Ifølge avisen forsikrede Netanyahu, at situationen i Gaza var under kontrol.
Den tidligere Shin Bet-chef Ronen Bar og den tidligere militærchef Herzi Halevi har oplyst, at Netanyahu ikke orienterede dem om samtalen under de rutinemæssige sikkerhedsdrøftelser i slutningen af september og begyndelsen af oktober.
Netanyahus kontor kalder historien en »total løgn«. Ikke desto mindre kan den sætte sit præg på valgkampen frem mod det skelsættende israelske valg 27. oktober 2026. wasa



