Satellit. Argentina har måttet hæve sit terrorberedskab efter en historisk dom, der stempler Iran som en »terrorstat«.

Terror på langdistance

I en historisk kendelse stemplede Argentinas højeste kriminalret i sidste uge Iran som en »terrorstat«, der med hjælp fra den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse har begået »forbrydelser mod menneskeheden« på argentinsk jord. 

Ifølge domstolen stod det iranske præstestyre bag to blodige terrorangreb i hovedstaden Buenos Aires rettet mod Israels ambassade og det jødiske kulturcenter AMIA i henholdsvis 1992 og 1994, der kostede mere end 100 mennesker livet. 

Argentina huser verdens femtestørste jødiske befolkning uden for Israel, og i kølvandet på dommen har landets myndigheder forhøjet terrorberedskabet omkring lufthavne og ambassader. Iran har benægtet ethvert medansvar for forbrydelserne, og argentinerne frygter nu repressalier fra Teheran. 

Der er også skruet ekstra op for bevogtningen af grænsen mod Bolivia, der sidste år underskrev en militær samarbejdsaftale med Iran. 

Ifølge den argentinske sikkerhedsminister opererer medlemmer fra Irans paramilitære Quds-styrke i Bolivia, og vestlige efterretningskilder har tidligere rapporteret om konstruktion af droner og andet militært isenkram med iransk signatur i grænseområdet mod Argentina. kloch