Satellit. Ifølge FN er inderne meget snart flere end kineserne. Er det overhovedet ønskeligt?
Størst i verden her
Den 14. april vil inderne officielt kunne kalde sig verdens folkerigeste nation. Ifølge FN vil Indien runde 1.425.775.850 mennesker (og dermed overgå Kina, der siden 1950 har været det land i verden med flest indbyggere).
Men er det så en god ting at være alle de mennesker? På 12 år er Indiens befolkning vokset med 210 millioner mennesker – svarende til hele Brasiliens befolkning (ja, på 12 år).
Kineserne tog som bekendt radikale midler i brug og indførte etbarnspolitikken for at bremse fødselstal, overbefolkning og fattigdom. I Indien har man eksperimenteret med lignende tiltag. Delstaten Uttar Pradesh, som er den folkerigeste i Indien, har implementeret en såkaldt tobarnspolitik, hvor familier, der ikke føder mere end to børn, får tilbudt gratis læge og skole til deres afkom.
På 12 år er Indiens befolkning vokset med 210 millioner mennesker – svarede til hele Brasiliens befolkning.
Men intet tyder på, at Indien vil følge den kinesiske model til fulde og kopiere etbarnspolitikken. Den bedste forklaring er, at fødselstallet daler helt af sig selv. I 1950 fik en indisk kvinde 5,9 børn i gennemsnit. I dag føder indiske kvinder 2,2 børn i snit, og det tal forventes at blive ved med at falde, i takt med at inderne bliver rigere og kondomer og p-piller mere udbredt.

Og så er inderne unge. Gennemsnitsalderen er 28 år. For et land i vækst kan en ung og knoklende befolkning blive en velsignelse, omend hurtig befolkningsvækst samtidig gør det vanskeligere at udrydde massesult og fattigdom.
Del: