Stenrig strammer

Den 23. februar, 34 dage efter Trumps genindsættelse som USAs præsident, skal tyskerne vælge den kansler, der fremover skal lede EUs stærkeste magt og verdens fjerdestørste økonomi. Favoritten til at overtage den tyske magt er Friedrich Merz.

En tyndhåret og veltalende mangemillionær fra Rhinlandet, der officielt måler 198 centimeter, elsker at køre på racercykel og kommer fra det kristendemokratiske CDU, der også er Angela Merkels parti. Men hvis Merz vælges, kommer han til at adskille sig dramatisk fra hendes konsensussøgende og omfavnende stil, da hun havde magten 2005-21.

Den i dag 69-årige Merz er nemlig gennem årene blevet kendt som »en politisk provokatør« med ideologiske udmeldinger af enten ærkeliberal eller kulturkonservativ valør. Og flere af hans kontroversielle udtalelser bliver allerede nu revet ham i næsen under valgkampen. For eksempel den, han kom med sidste år til Die Welt, om afviste asylansøgere: »De sidder hos tandlægen og får lavet nye tænder, mens tyske borgere ved siden af ikke kan få en tid.«

Merz lægger ikke skjul på, at han har trukket sit parti mod højre i forhold til Merkels Willkommenskultur. Det ønsker det store flertal af tyskerne nemlig, og Merz’ løfte har været, at hans strammerkurs »vil halvere Alternative für Deutschland« og hente AfD-vælgere tilbage til de konservative kristendemokrater. Men det er dog ikke sket – de højrenationale har i efteråret vundet det ene delstatsvalg efter det andet.

Merz’ stil handler om meget andet. Forleden blev han i Handelsblatt beskyldt for at have et »kvindebillede fra 1950erne«, og en kommentar, der ofte citeres i de tyske politiske debatter, er den fra damebladet Bunte, hvor han blev spurgt, hvad han synes om Berlins overborgmesters åbne homoseksualitet: »Så længe han ikke nærmer sig mig, er det mig ligegyldigt.«

Dette citat er dog 20 år gammelt, og Merz’ onkelhumor kører ikke længere på bøsser. Men han signalerer hellere end gerne, at nye og bredere fænomener som lgbtqia+ og hele wokebølgen ikke er hans kop te. Det er den slags, der i sidste uge fik den tyske retorikekspert Michael Ehlers til at sammenligne Merz med den stokkonservative 104-årige Mr. Burns fra tv-serien The Simpsons.

Man kan faktisk også pege på enkelte ligheder mellem Merz og Trump, som siger lidt om tidsånden i disse år. Begge herrer er businesslike og har en guldrandet fortid inden for højfinans og ejendomsinvesteringer. Begge mænd taler gammeldags og har gjort sig bemærket – Trump dog langt mere end Merz – med platte udtalelser om etniske og seksuelle minoriteter. Endelig har Merz ikke – ligesom Trump ikke havde ved sit første præsidentvalg – nogen regeringserfaring.

Men disse ligheder skal ikke overdrives. Sagen er, at hvis Merz ender i kanslerkontoret i stedet for socialdemokraten Olaf Scholz, vil man også fremover have to mænd siddende i Berlin og Washington med vidt forskellige grundsyn. Merz har ingen tendenser til autoritær højrepopulisme, og han tilhører ligesom Scholz den europæiske mainstream.

Forskellene på de to tyske herrer er dog også tydelige i den politiske substans, og her kan man fremhæve tre vigtige punkter:

Merz ønsker en langt strammere udlændingepolitik.

Han vender sig imod wokeness og venstreorienteret identitetspolitik.

Han vil bevæbne Ukraine med offensive tyske Taurus-raketter, så Kyiv-regeringen kan indsætte dem hurtigt i frihedskampen imod Putins Rusland.

Hellere Hard Rock end BlackRock

Der er stadig 100 dage til valget, og Merz skal virkelig dumme sig, hvis hans forspring skal sættes over styr. For aldrig har der i tysk efterkrigshistorie været så store forskelle mellem det største parti og forfølgerne. I den nyeste meningsmåling fra DeutschlandTrend står Merz’ konservative CDU/CSU til 34 procent, mens de nærmeste er Alternative für Deutschland med 18 procent og Scholz’ SPD med sølle 16 procent (en tilbagegang på ni procent). Derefter følger De Grønne, venstrepopulisten Sahra Wagenknechts nye parti (BSW), de liberale (FDP) og endelig de venstreradikale (Die Linke).

Men i andre målinger, som viser den personlige popularitet, ligger Merz ikke nær så lunt. Her fremgår det, at den socialdemokratiske forsvarsminister, Boris Pistorius, er langt mere populær end både Scholz og Merz. I skrivende stund kan det derfor ikke udelukkes, at Tyskland får et »Joe Biden-moment«, hvor Scholz trækker sig, og SPD pludselig sætter Pistorius ind i kanslerkampen.

At Merz er havnet i den gunstige førersituation, er en kæmpe overraskelse. For der var ikke mange, der regnede med ham i det lange løb, da den tidligere bestyrelsesformand hos kapitalfonden BlackRock Deutschland blev CDU-formand i 2022. Weekendavisen hørte dengang mange såkaldte eksperter komme med analyser a la dem her: Merz skal først og fremmest forny CDU efter Merkel-årenes midterkurs, men han holder ikke i længden … Hans rigdom gør ham usympatisk i den almindelige vælgers øjne, og han virker forstokket på kvinder og unge … Han skejer ud med udtalelser, der skræmmer Merkels midtervælgere væk … Yngre borgerlige ledere som Bayerns Markus Söder eller Nordrhein-Westfalens Hendrik Wüst harmonerer bedre med tidsånden.

Men tidsånden er for alvor blevet konservativ og indvandringsskeptisk, og nu ligger nøglerne til kanslerkontoret foran Merz. Han blev født i 1955 som den ældste af fire børn i en meget katolsk juristfamilie i Sauerland i Rhinlandet. Hans far stammede fra Breslau (det nuværende Wroclaw i Polen), mens hans mor var fra en lille by mellem Kassel og Dortmund. Han bor stadig i Sauerland, sammen med sin Susanne, som han har en søn og to døtre med, og parret har nu syv børnebørn.

Merz aftjente værnepligt i Bundeswehrs artilleristyrker og gennemførte en officerskadetuddannelse. Derefter uddannede han sig til jurist og blev rådgiver for den store kemiske industri i Tyskland. I 1989 valgtes han til EU-Parlamentet og i 1994 til Forbundsdagen. Derefter steg han med lynets hast i partiets rækker og endte som fælles gruppeformand i Berlin for CDU og det bayerske søsterparti CSU.

Han vakte opsigt ved at foreslå en skattereform i 2003, som omfattede tre skattesatser på henholdsvis 12, 24 og 36 procent, hvilket ville medføre markant lavere indkomstskattesatser end det daværende skattesystem. Han udtalte, »at enhver borger skulle kunne beregne sin indkomstskat på bagsiden af en ølbrik«. Udspillet blev meget omtalt i medierne, og den ølbrik, Merz præsenterede for fotograferne, er i dag udstillet på det store tyske historiemuseum i Bonn som et symbol på den politiske kamp i 00erne.

Her fandt kappestriden med en anden ung politisk stjerne også sted. Det var Angela Merkel. Merz ønskede klar ideologisk kant med liberalistiske og konservative synspunkter, mens hun ønskede at erobre den politiske midte, og hun sejrede.

I 2005 skiftede Friedrich Merz metier og blev partner i advokatfirmaet Mayer Brown og rådgav store firmaer om deres børsnoteringer. Han blev også involveret i bestyrelsesarbejde hos koncerner som Winterthur, Alba, Commerzbank, AXA, BASF og hos sin lokale fodboldklub Borussia Dortmund. Han blev tillige bestyrelsesformand for BlackRock Deutschland, den tyske afdeling af verdens største kapitalforvalter BlackRock.

Ifølge et tysk finansmagasin er Merz' formue cirka 12 millioner euro – næsten 100 millioner kroner – men han har sagt, at »jeg regner mig selv som tilhørende den højere middelklasse«. Den slags lyder virkelig »weird« i mange tyskeres ører.

Denne type udsagn bruger SPD gerne imod ham, og hans direkte modkandidat i Sauerland, Dirk Wiese, skabte sloganet »Hellere Hard Rock end BlackRock« under valgkampen i 2021, da Merz vendte tilbage til tysk politik.

Bøgernes og visionernes mand

»Hvis man har visioner, bør man gå til lægen,« sagde den socialdemokratiske kansler Helmut Schmidt under valgkampen i 1980. Det mener Merz næppe, for han har skrevet fire bøger om sine visioner.

Den første i 2004, og den hed Nur wer sich ändert, wird bestehen (Kun dem, der ændrer sig, vil overleve). Dengang var Merz kendt som en »neoliberal«, der gerne plæderede for mindre velfærdsstat og mindre magt til fagforeningerne. Han var præget af økonomen Hans-Werner Sinn, der mente at »Tyskland ikke stod til at redde«, medmindre landet gennemgik stramme liberale reformer.

I 2008 var Merz skiftet fra toppolitik til højfinans og udgav bogen Mehr Kapitalismus wagen (Vi skal vove mere kapitalisme). Her skrev Merz, at »kapitalisme er ikke problemet, men løsningen! Uanset hvor velmenende de sociale ordninger er – med mindsteløn eller udvidede dagpenge til ældre – så begrænser de markedet. Og samtidig begrænser de også folks ret til frihed«. Bogen udkom lige inden den store bank- og finanskrise, hvor kapitalismekritikken blomstrede op, og i Die Zeit kaldte anmelderen Merz for »ufrivilligt komisk«.

Merz' bøger var ikke bestsellere, heller ikke 2010-bogen Was Jetzt zu tun ist – Deutschland 2.0 (Hvad skal man gøre nu. Tyskland 2.0), der var et opråb om flere skattelettelser og mere sparsommelighed, disciplin og flid. Et årti senere var han vendt tilbage til tysk politik og udsendte under coronakrisen sin foreløbig sidste bog: Neue Zeit. Neue Verantwortung (Ny tid – nyt ansvar). Den blev rost i Neue Zürcher Zeitung for Merz' »dybe viden« og »rige internationale erfaring«.

I 2022 vandt han magten i CDU, og det fik journalisterne Jutta Falke-Ischinger og Daniel Goffart til at skrive biografien Der Unbeugsame (Den ubøjelige – Friedrich Merz, CDU og kampen om magten). Her er vurderingen, at ingen anden tysk politiker polariserer så meget som Friedrich Merz. Men mange betragter ham som en af de få oprigtige konservative, der formår at gå imod arven fra Merkel med økonomisk fornuft og skarp retorik.

Ifølge Falke-Ischinger og Goffart har Merz evnen til at forny CDU, selvom han må balancere en hel del for både at vinde vælgere tilbage fra AfD og få opbakning i midten, blandt kvinder og unge. Om han som person kan overbevise, er et åbent spørgsmål. Men som målinger viser i november 2024: Merz har medvind.