Putins valg er Ukraines chance

Russiske valg er et forholdsvis unikt fænomen. På den ene side betyder de næsten ingenting, fordi resultaterne er givet på forhånd. På den anden side kan de alligevel få stor betydning på grund af det politiske efterspil.

Indtil storkrigen i Ukraine handlede det for det meste om forløbet op til og efter valget. Hvem af de kritiske oppositionspolitikere ville få lov til at stille op? Hvem ville blive anholdt? Hvor meget ville Kreml fuske med stemmerne? Hvor store demonstrationer kunne oppositionen arrangere for at protestere mod undertrykkelsen og magtfuldkommenheden? Hvad kunne svarene på alle disse spørgsmål fortælle om befolkningens reelle opbakning til Vladimir Putin?

Nu er den slags overvejelser blevet overflødige. Efter storinvasionen i Ukraine har Putin skiftet gear i sit undertrykkende maskineri og gjort det russiske styre så godt som totalitært. Derfor skal man ikke forvente nævneværdige demonstrationer, når russerne på søndag stemmer ved en række regional- og lokalvalg. Hver september bliver de skiftevis afholdt i en del russiske regioner; i år er der tilmed et par ubetydelige ekstravalg i parlamentets enkeltmandskredse.

Er det hele så ligegyldigt? Ikke for Putin.

For ham udgør fupvalgene en skindemokratisk grundpille, der er med til at legitimere hans magt. På søndag vil han især fokusere på, at han nu for første gang afholder regionale parlamentsvalg i de fire regioner i Sydøstukraine, som han annekterede sidste år. For selvom så godt som alle verdens lande fortsat betragter regionerne som værende ukrainske, vil det i Rusland blive fremlagt som endnu et bevis på, at Kherson, Zaporizjzja, Donetsk og Luhansk er »vendt hjem til moderlandet«.

Der er ikke meget tvivl om de resultater, som Kreml forventes at proklamere sent søndag aften. Officielt blev valgstederne åbnet en uge inden selve valgdagen, så de stemmelystne har haft mulighed for at sætte deres kryds i forvejen. Helt som ventet har de russiske nyhedsbureauer allerede rapporteret om en tårnhøj foreløbig valgdeltagelse.

For sen mobilisering

Men russiske valg er ikke kun et belejligt værktøj for Putin. Erfaringsmæssigt har han lært, at de kan udgøre en risiko for ham. Han har nemlig oplevet demonstrationer og uroligheder under både præsident-, parlaments- og regionalvalg. Senest i 2021.

Derfor udskyder han altid de upopulære politiske initiativer, så de først gennemføres efter valget. Sådan gjorde han for eksempel ved den af russerne forhadte pensionsreform, som blev lanceret straks efter Putins genvalg i 2018. Sådan gjorde han også for et år siden, da han ventede med at mobilisere russiske mænd til lige efter regionalvalget i september.

Hele sidste sommer forsøgte utallige krigsbloggere, debattører og endda politikere ellers at advare Putin om, at det var nødvendigt at mobilisere, fordi den russiske hær manglede soldater i Ukraine.

»De samme mænd kan jo ikke både angribe i den ene region og forsvare stillingerne i den anden,« lød det for eksempel fra den nationalistiske parlamentariker og forfatter Zakhar Prilepin.

Men Putin lyttede ikke. Han ville ikke belemre befolkningen forud for det første valg i Rusland siden invasionen. I sidste ende gav det ukrainerne en mulighed for at løbe russerne over ende i Kharkiv-regionen. Først derefter kom valget og straks efter mobiliseringen.

I dag, et år senere, ser det ud til, at situationen kan gentage sig. Vestlige efterretningstjenester og analytikere er igen begyndt at bemærke, at russerne har for få reserver i Sydukraine. Mest sigende kommer advarslerne nu også fra flere af de ultranationalistiske russiske krigsbloggere:

»Situationen er svær. De store tab skal erstattes,« stod der for nylig på Telegram-kanalen Krigskorrespondenten Kotjonok. Den drives af Jurij Kotjonok og har over 400.000 følgere.

»Modstanderen forsøger at trænge ind i Zaporizjzja-retningen for at presse igennem vores forsvar og nå frem til Tokmak,« skrev Jurij Kotjonok om den seneste udvikling ved Zaporizjzja-fronten.

Her har ukrainerne befriet landsbyen Robotyne og er umiddelbart fortsat videre mod både øst og syd. For første gang under modoffensiven har de formået at krydse russernes første massive forsvarslinje.

»Jeg er bekymret for det, der kan ske ved Dnipro-floden,« skrev Jurij Kotjonok. »Hvis ukrainerne fortsætter med at presse på ved Robotyne, bliver vi nødt til at dække den retning (dvs. bruge reserverne der, red.). Og så vil der opstå en trussel ved Dnipro-retningen.«

Ny mobilisering i vente

For russerne er udviklingen endnu ikke så farlig, som den var for et år siden. Men det kan godt nå at blive slemt, hvis Putin fortsætter med at nøle i de kommende måneder.

Blandt russiske analytikere og på sociale medier er der to bud på, hvad han kommer til at gøre. Den ene gruppe mener at vide, at Putin sætter gang i en ny mobilisering straks efter regionalvalgene, det vil sige i løbet af september-oktober.

Den anden gruppe er af den overbevisning, at Putin trods situationen ved fronten alligevel venter til efter sit eget genvalg i marts næste år. Netop dét valg er utrolig vigtigt for Ruslands præsident. Dels vil det være hans første, siden han i 2020 ændrede den russiske forfatning og gjorde det muligt for sig selv at stille op for femte gang. Dels er han opsat på at vise, at der er styr på det i Rusland, som modsat Ukraine afholder alle sine valg som planlagt.

I det hele taget har Putin gjort meget for at udskyde en ny stormobilisering og belaste den gennemsnitlige russer mindst muligt. Således har hæren lokket tusindvis af frivillige med høje kontraktlønninger, og man forsøger at hverve både centralasiatiske migrantarbejdere i Rusland og etniske russere i de centralasiatiske lande.

Men det har kun været nok til at stoppe blødningen, så efter al sandsynlighed bliver Putin nødt til at gentage sidste års øvelse og mobilisere flere hundredtusinder af russere på forholdsvis kort tid. Det helt store spørgsmål er, hvornår han vælger at gøre det.