Mens de venter på kampfly

Der blev brugt store ord, da danske medier dækkede Volodymyr Zelenskyjs besøg i Sønderjylland og København.

»Historisk,« lød det igen og igen fra journalisterne, politikerne og menneskerne på gaden. De havde alle ret, fordi det vil blive husket som en markant begivenhed i danmarkshistorien, som man om mange år vil kigge tilbage på, uanset hvordan krigen i Ukraine i øvrigt slutter.

Til gengæld er det usikkert, om besøget også går over i Ukraines, Ruslands og Europas historie. Det afhænger helt og holdent af, om andre lande følger Danmarks, Hollands og nu også Norges eksempel, så Vesten udstyrer Ukraine med så mange kampfly, at det på et tidspunkt i en overskuelig fremtid kan ændre situationen på slagmarken:

»Hvert eneste fly vil selvfølgelig gøre en eller anden form for forskel. Men målet må være at give ukrainerne hundredvis af fly hen over de kommende år,« fastslår militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen.

»Det behøver ikke allesammen være F-16ere. Franskmænd kunne give nogle af deres Mirage-jagere, og svenskerne kunne give nogle af deres Gripen-kampfly, så selv uden USA ville Europa godt kunne komme op på nogle tal, der vil begynde at ligne noget.«

I første omgang har Ukraine fået tilsagn om 19 F-16ere fra Danmark, op til 42 fra Holland og et endnu ukendt antal fra Norge. Kun seks af de lovede danske kampfly bliver dog leveret omkring nytår, når de ukrainske piloter bliver færdige med deres træning på Flyvestation Skrydstrup. Resten kommer i løbet af 2024-2025.

Samtidig med træningen i Sønderjylland skal andre ukrainske piloter oplæres i Rumænien og USA, hvor de går i gang i oktober. I Ukraine er der både en forhåbning og en forventning om, at flere lande vil give tilsagn om at donere kampfly i løbet af efteråret og vinteren. Ikke mindst amerikanerne har kapacitet nok til at sende for eksempel 50-100 eller endda flere fly til Ukraine i nærmest ét hug.

Men om USAs forsigtige præsident, Joe Biden, vælger at gøre det, er en helt anden sag. For det er ikke gjort med at levere kampfly; der skal også trænes mange flere piloter.

Ifølge officielle danske udmeldinger er der nu 73 ukrainere i Skrydstrup. De fleste af dem er teknisk personel og støttepersonel. Kun otte er piloter.

Tøvende amerikanere

»I starten af krigen var det amerikanerne, der gik foran og pressede på for våbenhjælp til Ukraine. Men siden har vi set et skifte, så det nu er europæerne, der trækker, mens amerikanerne i stigende grad bliver mere tøvende,« konstaterer Anders Puck Nielsen.

»Første gang så vi det i forbindelse med diskussionen om kampvogne i begyndelsen af 2023. Dengang var amerikanerne meget tilbageholdende, så briterne måtte gå forrest. Senere skete det igen med langtrækkende missiler (amerikanerne har endnu ikke leveret missiler, der svarer til briternes Storm Shaddow, red.). Og nu har vi så også oplevet, hvordan europæerne måtte presse på med kampfly.«

I midten af juli skrev det amerikanske medie Politico, at Danmark, Holland og ni andre lande fra den europæiske kampflykoalition ventede på en officiel tilladelse fra USA for at kunne påbegynde træningen af ukrainske piloter og teknisk personale i Skrydstrup og Rumænien. Først en måned senere kom der grønt lys fra Washington. Selvom det altid tager tid at få teknikaliteter og formalier på plads, står man ikke ligefrem med en fornemmelse af, at amerikanerne har skyndt sig.

I det hele taget er det påfaldende, at Biden-administrationen ofte forsinker våbenhjælpen til Ukraine og nægter at levere nogle af de våbentyper, som ukrainerne har brug for. Umiddelbart er der to årsager til Bidens forsigtighed. Den ene er, at den amerikanske præsident og andre vestlige toppolitikere er bekymrede for, at krigen kan udvikle sig til en direkte konflikt mellem Vesten og Rusland, i værste fald en atomkrig.

Den anden årsag kan aflæses i amerikanske meningsmålinger. 71 procent af republikanske vælgere er nu imod, at Kongressen godkender yderligere våbenhjælp til Ukraine, fremgår det i en undersøgelse, der for nylig blev offentliggjort af CNN. Hos demokratiske vælgere er 62 procent stadig for, men Biden skal også tage hensyn til de resterende 38 procent og ikke mindst til de såkaldte independents, uafhængige vælgere, der ofte afgør amerikanske valg. Blandt dem er 55 procent imod at bruge flere penge end de allerede allokerede.

Med den slags tal er det ikke underligt, at Biden-administrationen forsøger at få europæerne til at påtage sig et større ansvar, så amerikanerne kan koncentrere sig om at »lead from behind«, at lede indsatsen bagfra, som Bidens tidligere chef Barack Obama formulerede det i en anden sammenhæng. Men set med ukrainske briller er denne udvikling mere end bekymrende:

»I Kyiv og Washington ser man ikke ens på, hvordan krigen bør slutte,« siger Anders Puck Nielsen.

»Ukrainerne har et mål om at befri hele deres land tilbage til grænserne fra 1991. For amerikanerne handler det mere om at sikre et frit og uafhængigt Ukraine, men hvor grænserne godt kan være lidt til diskussion. Spørgsmålet er så, om man overhovedet kan opnå, at Ukraine bliver frit og uafhængigt, hvis man går på kompromis med Putin.«

I Ukraine er man ikke i tvivl om, hvad svaret er.

Urealistisk strategi

»Jeg er af den overbevisning, at Vestens tilgang desværre er virkelighedsfjern,« siger Vitalij Portnykov, en anerkendt ukrainsk analytiker og journalist.

»Det ser ud til, at man ikke er optaget af at sætte os i stand til at besejre russerne, men af at matche Putin, når han hæver indsatsen. Man er ikke proaktiv, men reaktiv. Tankegangen er, at hvis Putin fortsætter krigen – så må vi fortsætte med at hjælpe Ukraine. Og hvis Putin er begyndt at bombe ukrainsk infrastruktur massivt – så må vi sende bedre luftværnssystemer. Og hvis Putin angriber i Østukraine – så må vi hellere sende nogle kampvogne, for at ukrainerne kan angribe i Sydukraine,« opremser Portnykov over en telefonforbindelse fra Kyiv.

»Det er ikke ansvarligt at agere sådan, fordi man på den måde sætter sin lid til urealistiske, ja, nærmest abstrakte begivenheder. Som at Putin vil forhandle, eller at der sker et kup imod ham, eller at det globale syd tilslutter sig Vestens sanktioner mod Rusland. Men vi ved jo godt, at det næppe kommer til at ske,« fastslår Portnykov.

»Alligevel satser man på, at det på et tidspunkt går op for Putin, at det er perspektivløst at fortsætte, og at han derfor vil sætte sig til forhandlingsbordet. Til den tid vil man så gerne sikre, at Ukraine har et fordelagtigt forhandlingsudgangspunkt. Men hvad gør man, hvis Putin ikke agter at forhandle for alvor?«

At han ikke gør det, er blevet mere og mere tydeligt:

»I krigens første måneder, indtil sidste sommer eller deromkring, troede jeg, at Putin ville finde en udvej. Men nu har jeg svært ved at se, hvordan han på nogen måde skulle gå med til en fredsaftale. Og jeg kan endda forestille mig, at Putin kan vælge at fortsætte krigen, selv hvis Ukraine befrier alt eller så godt som alt sit territorium,« siger Anders Puck Nielsen.

»Jeg mener stadig, at de langsigtede tendenser peger i Ukraines favør, fordi Vestens økonomiske muskler er langt større end Ruslands. For eksempel vil den vestlige kapacitet til at producere artillerigranater overgå den russiske i løbet af næste år. Men det tyder ikke på en hurtig krigsafslutning, og der kan godt gå to-tre og i værste fald flere år, før Ukraine vinder på slagmarken,« vurderer den danske militæranalytiker.

I Kyiv er man endnu mere pessimistisk:

»Der er en reel risiko for, at krigen stadig vil fortsætte i slutningen af 2020erne eller endda i 30erne, og at Ukraine vil blive forvandlet til en ørken med en totalt ødelagt økonomi og infrastruktur,« siger Vitalij Portnykov, der foreløbig ikke ser den dansk-hollandsk-norske udmelding om F-16-fly som et tegn på et skifte i Vestens strategi.

Dansk betingelse

Under pressekonferencen i Skrydstrup blev Mette Frederiksen og Volodymyr Zelenskyj spurgt til, hvorvidt donationen var betinget af, at ukrainerne kun bruger flyene på ukrainsk territorium – herunder i de besatte områder – men ikke i selve Rusland.

»Det har vi ikke diskuteret,« lød svaret fra den ukrainske præsident.

Senere så den danske vicestatsminister, Jakob Ellemann-Jensen, sig nødsaget til at korrigere ham: Den danske regering vil rigtignok ikke have, at man rammer mål i Rusland. Det er den sædvanlige betingelse, som Vesten stiller, når der bliver leveret våben til Ukraine. Til stor skuffelse for ukrainerne, der på det seneste har gjort droneangreb på mål i Rusland til en daglig foreteelse. I denne uge blev en lufthavn i Pskov ramt og mindst fire russiske transportfly ødelagt. Hvis de også kunne bruge vestligt militært isenkram til formålet, ville det være meget mere effektivt.

»Det er en nærmest barnlig logik, at vi godt må angribe Sevastopol på Krim, men ikke Brjansk og Moskva i Rusland,« siger Vitalij Portnykov.

»For russerne gør det jo ingen forskel, fordi de betragter Krim som værende lige så russisk som Brjansk. Det står endda i deres forfatning. Når nu Rusland ikke har udvidet konflikten til en direkte krig mod Vesten, selvom vestlige våben er blevet brugt mod Krim, så er det nok, fordi Rusland helst vil undgå en direkte krig mod Vesten på nuværende tidspunkt,« ræsonnerer den ukrainske analytiker.

»Værst af alt giver det Rusland mulighed for at øge sin krigsproduktion og samtidig ødelægge Ukraines økonomiske potentiale stort set ustraffet.«

Det passer russerne ganske glimrende, og ikke overraskende har de fleste landsdækkende russiske medier citeret Ellemann-Jensens forsikring. Ellers har de for det meste reageret, som de altid gør det, når der kommer nyheder om nye vestlige våbenleverancer til Ukraine. Om det så er klyngebomber fra USA, langtrækkende missiler fra Storbritannien eller de sovjetiskproducerede Su-25- og MiG-29-kampfly fra Polen, Slovakiet og Nordmakedonien.

Hver eneste gang bliver de Kreml-tro medier fyldt med en god blanding af fordømmelse, latterliggørelse, trusler og forsikringer om, at de angiveligt overlegne russiske våben nok skal klare de vestlige. Aktuelt har den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev igen igen truet Europa med total ødelæggelse, mens den russiske ambassadør i København, Vladimir Barbin, har anklaget Danmark for at »eskalere konflikten«.

Hans advarsel falder fint i tråd med den velkende russiske logik om, at det i det hele taget er forkert, at ukrainerne overhovedet gør modstand i stedet for at underkaste sig russerne uden kamp.