Rusland. Nu bliver det strafbart at sige offentligt, at man ikke gider at få børn.

No kidding 

Forskellen på et autoritært og et totalitært styre siges at være, at en totalitær stat blander sig i alle aspekter af borgernes liv.

Mens borgerne i en autoritær stat kan få lov til at have deres privatliv i fred, så længe de blander sig uden om politik, så vil den totalitære stat bestemme, hvordan borgerne lever deres liv. Borgerne – eller undersåtterne om man vil – skal aktivt tilslutte sig regimets værdier i tale såvel som i handling.

Og det sidste kan man efterhånden roligt sige gælder for den russiske stat.

I sidste uge vedtog det russiske underhus, Dumaen, at gøre det strafbart at fremme eller udbrede den såkaldte tjajldfri (childfree) ideologi; altså børnefri ideologi. Det skal simpelthen forbydes og straffes med en større bøde at promovere et liv uden børn offentligt – i bøger, film, artikler, internetfora; i princippet overalt, hvor der er risiko for, at synspunktet smitter.

Foto: Alexander Zemlianichenko, Scanpix

I debatten om loven har de russiske politikere bevidst brugt det engelske ord, tjajldfri, transskriberet fra engelsk til russisk, og hensigten er naturligvis at understrege, at den skadelige ideologi kommer udefra, fra den angelsaksiske verden. I Rusland mener man nemlig at vide, at kvinderne i den vestlige verden er holdt op med at få børn som følge af en ideologisk dekreteret opløsning af kønsrollerne. Og man lader sig ikke forstyrre af, at den russiske fødselsrate faktisk er lavere end i mange europæiske lande, selvom ligestilling i Rusland traditionelt har været – ja, netop – en by i Rusland.

Ifølge den russiske menneskerettighedsorganisation Memorial, der også er blevet forbudt i Rusland, men som ikke desto mindre har fulgt lovgivningsprocessen tæt, har det ikke været helt nemt for politikerne at udforme de nye bestemmelser.

Det var undervejs under overvejelse at lave visse undtagelser: Såsom at det ikke skulle gælde som et lovbrud, hvis man afslår at få børn af medicinske årsager, på grund af religiøs overbevisning eller på grund af økonomiske problemer.

Til sidst endte man dog med kun at gøre en undtagelse for klostervæsenet og troende, der har aflagt cølibatløftet, hvilket nok var meget klogt i lyset af, at for eksempel biskopper i den ortodokse kirke forventes at forsage forplantningens glæder.

For alle andre gælder de bestemmelser, der nu er indføjet i loven om administrative forseelser under den paragraf, der også indeholder forbud mod promovering af utraditionelle seksuelle relationer (læs lgbt+) og kønsskifte.

Her står at læse, at man ikke må fremstille fravalg af børn som noget attraktivt, give en forvrænget fremstilling af, at tilvalg og fravalg af børn er lige værdifuldt rent socialt, pådutte andre information om muligheden for fravalg af børn eller i det hele taget skabe interesse for fravalg af børn.

Overtrædelser straffes med bøder på 14.000-28.000 kroner for almindelige borgere, 7.000- 56.000 kroner for myndighedspersoner og 56.000 og op til 350.000 kroner for organisationer og virksomheder, som også kan få deres aktiviteter suspenderet i op til 90 dage.

På den sociale beskedtjeneste Telegram skriver politikeren Maksim Ivanov beroligende, at det jo ikke bliver forbudt at være barnløs, hvis man bare ikke reklamerer for det. Det ændrer imidlertid ikke ved, at barnløse kvinder fremover skal leve i kronisk frygt for at blive angivet til myndighederne af enhver, der har et horn i siden på dem; fuldstændig som bøsser og lesbiske længe har måttet.

Menneskerettighedsorganisationen Memorial frygter desuden, at de nye bestemmelser også kan få betydning for kvinders mulighed for at få abort (der i Rusland er tilladt op til 12. uge), og den frygt er så absolut velbegrundet.

De sidste par år har den russiske stat ført en aktiv kampagne for flere børnefødsler, der involverer realityserier på tv som Mor på 16, Kald mig mor og Mor på 45 samt lukning af private abortklinikker i en række regioner, refleksionssamtaler for gravide på statslige abortklinikker samt naturligvis præsident Putins klare opfordring til, at alle kvinder får mindst to og helst tre børn.

Om tre børn er nok, når russiske mænd dør som fluer i Ukraine, er dog tvivlsomt.

Radiostationen Ekho, der også er forbudt i Rusland, refererer på sin hjemmeside demografen Aleksej Raksja for, at den russiske befolkning vil falde med 550.000 alene i år, og det er efter, at man har modregnet indvandring fra andre lande.

annl
(f. 1968) er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

Andre læser også