Normalt ville et lynvisit fra en fransk minister i Algeriets hovedstad næppe vække større opsigt. Men når det er justitsministeren og tidligere indenrigsminister Gérald Darmanin, og de med sig har to højtstående undersøgelsesdommere, er sagen en anden.

Besøgets fokus er især DZ Mafia, den brutale Marseille-baserede narkogruppe, der de senere år har kastet den i forvejen hårdt voldsplagede sydfranske millionby ud i en ny bølge af lejemord, afpresning og narkokriminalitet. Gruppen, hvis navn refererer til Algeriets landekode, har længe været mistænkt for at overføre kolossale beløb fra narkosalg og afpresning til Algeriet.

Algeriets justitsminister Lotfi Boudjemaa (til venstre) modtog Frankrigs justitsminister Gérald Darmanin (til højre) i Algiers tidligere på ugen. Foto: AFP, Scanpix
Algeriets justitsminister Lotfi Boudjemaa (til venstre) modtog Frankrigs justitsminister Gérald Darmanin (til højre) i Algiers tidligere på ugen. Foto: AFP, Scanpix

Det fransk-algeriske samarbejde har ellers været sat fuldstændig i stå efter præsident Macrons anerkendelse af Marokkos suverænitet over det omstridte Vestsahara i juli 2024. Men den diplomatiske koldfront har svækket de franske undersøgelsesdommeres muligheder for at beslaglægge DZ Mafias midler i Algeriet i modsætning til for eksempel i Marokko og Dubai, hvor netværket også har anbragt store summer.

Til gengæld for fornyet samarbejde forventer Algeriet formentlig indrømmelser i sagen om den korruptionsanklagede tidligere industriminister Abdeslam Bouchouareb, som Paris hidtil har afvist at udlevere. As-Mu