Satellit. Kan det passe, at ukrainske angreb mod en russisk internetgigant er gået ud over aktiviteten på sociale medier hos AfD i Tyskland, Reform UK i Storbritannien og MAGA-bevægelsen i USA? Ikke umiddelbart.
Misinformation om misinformation
I den seneste tid er ukrainerne gået efter et nyt mål. I mindst tre russiske byer har de ramt datacentre fra internetgiganten Yandex, der sædvanligvis bliver beskrevet som Ruslands svar på Google.
Ifølge flere iagttagere har det givet en overraskende sidegevinst: et markant fald i aktiviteten hos de profiler, der på sociale medier støtter prorussiske politiske kræfter i Vesten. Sådan nogle som Alternative für Deutschland i Tyskland, Reform UK i Storbritannien og MAGA-bevægelsen i USA:
»Der var mindre had, mindre splittelse og færre provokationer, fordi der var færre bots – og det er ret tydeligt, hvor de bots kom fra,« sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, mandag.

Men der var ét problem: Umiddelbart passer det faktisk ikke. Det skriver flere eksperter, som er gået i dybden med aktiviteten på de sociale medier.
»Der er ingenting at se. Ikke hos AfD. Ikke hos MAGA. Ikke hos danske politikere. Selv ikke på X, hvor vores danske tal er krystalklare. Bevares, bots findes. Men det dramatiske fald, folk beskriver? Det matcher ikke vores data,« skriver Valdemar Osted.
Han er chef for teknologi i den danske virksomhed Common Consultancy, der specialiserer sig i data fra sociale medier. ankaz



