Krigstrommer

For tiden vokser bekymringen i de vestlige hovedstæder for, at Rusland kan finde på at angribe et europæisk NATO-land militært som straf for støtte til Ukraine.

I sidste uge kunne avisen The Telegraph berette, at de amerikanske efterretningstjenester har advaret Polen og de baltiske lande om, at Rusland planlægger en provokation, der skal udstille NATOs magtesløshed, i nærmeste fremtid. Det kan være i form af et missil- eller droneangreb på kritisk infrastruktur eller ved indsættelse af russiske soldater på polsk territorium i en hybrid operation; eventuelt under foregivelse af, at de bare ville bjerge en havareret helikopter.

Formålet er under alle omstændigheder at gøre det mere synligt for de europæiske befolkninger, at den militære støtte til Ukraine kommer med en pris. Den russiske kalkule er nemlig, at NATO ikke vil svare militært igen af frygt for en storkrig, hvilket er det sidste, Donald Trump har brug for med en skibbruden våbenhvile i Hormuz og forud for midtvejsvalget. Altså vil en større provokation, der måske endda koster menneskeliv, få europæerne til at fatte, hvor udsatte de egentlig er.

OG BESTEMT KAN det ikke udelukkes, at den trussel i dag er mere nærværende end på noget som helst andet tidspunkt under den igangværende krig.

For Ukraine har momentum. Rusland er kørt fast på slagmarken, og ukrainerne har flyttet krigen ind på russisk territorium med deres daglige succesfulde angreb på den russiske energisektor og det militærindustrielle kompleks.

I Rusland har man forklaret fiaskoen med, at man er i krig med det samlede Vesten. For nu må man godt sige krig og ikke bare »militær specialoperation«: »Der er en krig i gang, det er en rigtig krig. Ved I, hvorfor det er en krig? Fordi det hele begyndte som en særlig militær operation. Den fortsætter som en krig, fordi både Berlin, Paris, Haag, Oslo og – desværre – Washington står bag Kyiv. Fordi de får hjælp til at sigte via deres satellitter, og fordi de får hjælp til at rette udenlandske våben mod vores mål gennem hele deres infrastruktur,« sagde Putins pressesekretær, Dmitrij Peskov, forleden ifølge Interfax.

Dén forklaring rejser imidlertid spørgsmålet om, hvorfor det mægtige Rusland så ikke sætter Ukraines støtter på plads. På den sociale platform Telegram raser de russiske bloggere over langmodigheden, som også har udløst frustration i Putins inderkreds. I tidsskriftet Rusland i Global Politik bliver den udenrigspolitiske nestor Sergej Karaganov ikke træt af at opfordre til et taktisk atomangreb på en europæisk by for at bringe respekten for Rusland tilbage. Og da en russisk drone i maj styrtede ned i en beboelsesejendom i Rumænien, lød det fra tidligere præsident og nuværende næstformand for det russiske sikkerhedsråd Dmitrij Medvedev på Telegram:

»Dette bliver ikke den sidste gang. Der er en krig i gang! Og borgere i EU-lande bør som befolkningen i nationer i krig ikke gå i seng og forvente fredelige nætter. Især ikke omkring dronefabrikker, der forsyner de ukrainske nationalister. Så hold jeres mund.« Den slags opgejlede krigserklæringer kan i sig selv anspore Putin til handling ud fra et ønske om at bevare sin troværdighed.

DER ER DOG også argumenter imod, at Rusland skulle vove en større operation.

Først og fremmest kan Rusland overhovedet ikke være sikker på, hvordan NATO-landene vil reagere. Ruslands forsøg på at intimidere Europa med hybride angreb og krigsretorik har foreløbig resulteret i det modsatte: Europæerne ruster op. Og hvad Trump angår, så er hans uberegnelighed legendarisk: På det seneste har han lydt oprigtigt imponeret over ukrainernes modstandskamp, og på NATO-topmødet i Ankara gav han ukrainerne licens til at producere de interceptor-missiler til Patriot-luftværnssystemet, som de desperat mangler.

Men russerne har skam ikke opgivet at få Trump til at presse ukrainerne til en aftale på Ruslands betingelser, og de risikerer at støde ham fra sig, hvis de angriber et europæisk land. Både til Trumps 80-årsdag og til USAs 250-årsjubilæum lød der varme lykønskninger fra Putin og et ønske om, at USA vil genoptage fredsforhandlingerne.

Desuden skal man gøre sig klart, at Rusland har en interesse i at holde truslen om et angreb på et europæisk land varm. Det kan betyde, at færre lande vil donere luftværn til Ukraine, fordi de selv kan få brug for det. I Polen er regeringen således under heftig kritik fra oppositionen og præsidentens entourage, fordi den har sendt interceptor-missiler til Patriot-systemet til Ukraine i stedet for at styrke Polens eget forsvar.

Af alle disse grunde er det meget muligt, at Rusland foreløbig satser på at øge presset mod Ukraine. Det sker allerede. Inden for den seneste uge har Rusland to gange storbombet Ukraine med så mange døde og sårede til følge, at der denne gang ikke var tvivl: Man gik decideret efter civile mål.

Fremgang på slagmarken for russerne er heller ikke utænkelig. I Donetsk-regionen er russerne nået frem til Kostjantynivka, der er den sydligste af de vigtige fæstningsbyer i Donetsk-regionen. Herfra kan de æde sig ind på Druzjkivka, Kramatorsk og Slovjansk, der er bolværket i øst.

Hvis det altså lykkes. Det er ikke sikkert. Sikkert er kun, at Rusland vil ty til drastiske midler for at vende krigslykken.